GMO skal til debat igen, for nye typer GMO kan både forebygge og afbøde konsekvenserne af såvel klimaforandringer som fødevarekrise.
Debat mellem Mickey Gjerris og Kasper Lippert-Rasmussen.
Den 27. maj vedtog et enigt folketing at støtte bestræbelserne i EU for, at afgørelserne om ibrugtagning af nye GMO’er overlades til de nationale parlamenter.
Hvis det sker, kan det for GMO-venlige, europæiske lande være en vej ud af den nuværende situation, hvor kun en enkelt GMO er blevet godkendt til dyrkning i Europa i 12 år. Men spørgsmålet er selvfølgelig, om de europæiske forbrugere i højere grad end tidligere er villige til at acceptere mere GMO.
60% af danskerne afviser ifølge en ny undersøgelse stadig at spise genmodificerede grøntsager. Spørgsmålet er, om argumentet om, at nye GMO’er kan reducere udslippet af drivhusgasser og være modstandsdygtige overfor ændrede klimaforhold, vil ændre på nogens holdninger. Og om det er den rette strategi til at løse klima- og fødevareproblemerne.
Det debatterer Mickey Gjerris og Kasper Lippert-Rasmussen i denne videnskabscafe:
Mickey Gjerris: Jeg har et problem med bioteknologien generelt, derfor synes jeg kun, vi skal bruge den, hvis det er meget nødvendigt, og det mener jeg faktisk ikke, det er her. Jeg mener faktisk ikke, det er den rigtige strategi til at løse hverken klima- eller sultproblemerne.
Kasper Lippert-Rasmussen: Der vi nok uenige, for jeg ser ikke noget problem i sig selv ved GMO-organismer. Men vi står over for nogle meget store problemer, og formentlig kan vi ikke løse den globale opvarmning ved et eller andet simpelt tiltag, der skal formentlig gøres rigtig mange forskellige ting. Og der vil jeg godt kunne se en rolle for GMO'er.
Tid og sted
Kom og deltag i debatten, tirsdag den 29. juni 2010 på Cafe Katz, Frederiksholms Kanal 1, København K.
Arrangeret af Det Etiske Råd og Videnskabscafeen.
Gratis adgang.
09-06-2010