Det Etiske Råd er skeptisk over for nyt registreringssystem i sundhedsvæsenet

  • Del
  • Læs op

Det Etiske Råd har den 10. november 2010 offentliggjort rapporten "Det Fælles Medicinkort - fortrolighed og tilgængelighed i sundhedssektoren"

"…Udviklingen af systemet demonstrerer, at man hverken fra starten eller undervejs har opstillet klare mål for registreringen og ændringer af systemet, endsige undersøgt effekten af dem. Uden en evaluering af systemet er det efter medlemmernes opfattelse umuligt at tage stilling til de indførte systemers berettigelse."

Så klar lyder meldingen fra flertallet af medlemmerne i Det Etiske Råd i dagens offentliggørelse af rapporten "Det Fælles Medicinkort - fortrolighed og tilgængelig i sundhedssektoren". På trods af en grundlæggende forståelse for, at en registrering af medicinoplysninger kan være medvirkende til at forbedre patientsikkerheden og effektivisere arbejdsgange i sundhedssektoren, mener et flertal af Rådet, at Det Fælles Medicinkort i sin nuværende udformning rummer så store problemer og usikkerheder, at systemet bør evalueres for at undersøge, om hensynet til patientens ret til privathed og fortrolighed nedprioriteres i forhold til ønsket om en smidig kommunikation i sundhedsvæsenet.

Udover anbefalinger om evaluering giver Rådet også anbefalinger om:

  • hvorvidt registrering i Det Fælles Medicinkort skal være obligatorisk for alle borgere
  • hvem der skal have adgang til at kunne tilgå Det Fælles Medicinkort
  • hvorvidt borgerne skal give samtykke til, at sundhedspersoner kan slå op i systemet
  • hvor stor indsigt sundhedspersoner bør have i etik


Læs alle anbefalinger og den fulde redegørelse: Det Fælles Medicinkort - fortrolighed og tilgængelighed i sundhedssektoren >

Når Det Fælles Medicinkort i 2011 er fuldt implementeret i det danske sundhedsvæsen får en bred skare af sundhedspersoner adgang til alle borgeres medicinhistorik inden for de seneste to år. Det Fælles Medicinkort er en videreudvikling af Medicinprofilen, der blev lanceret i 2003. Dengang havde kun få grupper i sundhedsvæsenet adgang til at kunne slå op i profilen. I dag - blot syv år senere - er adgangen blevet lempet kraftigt, og nu kan også sundhedspersoner som fx tandlæger og sygeplejersker tilgå systemet.

Hvis du har spørgsmål til redegørelsen og Rådets anbefalinger, er du velkommen til at kontakte:

Projektleder Ulla Hybel, 3524 0680, uh@etiskraad.dk eller kommunikationskoordinator Louise Dehn, 2531 9824, lcd@etiskraad.dk

 

10-11-2010