Det Etiske Råd inviterer til konference onsdag den 10. november 2010, hvor Rådet også vil præsentere redegørelsen "Det fælles Medicinkort - fortrolighed og tilgængelighed i sundhedssektoren"
Konferencen finder sted onsdag den 10. november 2010 i Utzon Centeret, Aalborg (se på kort).
Når Det Fælles Medicinkort bliver fuldt implementeret i den danske sundhedssektor får flere personalegrupper i sundhedsvæsenet adgang til et samlet overblik over vores tidligere og aktuelle medicinforbrug.
Det Fælles Medicinkort
Alle danskere, som har fået ordineret receptmedicin, står opført i Det Fælles Medicinkort, der giver et samlet billede af den enkeltes behandling med lægemidler. Læger og andre sundhedspersoner har adgang til at slå op i Det Fælles Medicinkort, og oplysningerne kan overføres til andre systemer, fx journalsystemer i lægepraksis og kommunernes omsorgsjournaler.
Formålet med Det fælles Medicinkort er at sikre en mere effektiv og korrekt behandling, men hvad betyder det for vores privathed og vores tillid til at sundhedspersonalet behandler oplysningerne fortroligt? Og hvad skal vi vægte højest: hensynet til patientens ret til privathed og fortrolighed eller hensynet til smidig kommunikation i sundhedsvæsenet?
Det Etiske Råd offentliggør på konferencen redegørelsen ”Det fælles Medicinkort – fortrolighed og tilgængelighed i sundhedssektoren”. Efter oplæg fra rådsmedlemmer vil en række indbudte opponenter med kritiske øjne særligt diskutere Rådets anbefalinger. Det vil være muligt at interviewe rådsmedlemmer og oplægsholdere i løbet af dagen.
Program og mere information
Læs mere om konferencens indhold og program på www.privathed.aau.dk. Der er desværre ikke flere ledige pladser.
Konferencen arrangeres af Det Etiske Råd i samarbejde med IT-etik netværket under Danish Danish Centre for Philosophy and Science Studies.
23-09-2010