Debatten om anonymitet ved sæddonation huserer i medierne, efter SF’s sundhedsordfører Jonas Dahl har udtalt, at han ønsker at ændre den nuværende lovgivning, der sikrer sæddonorer fuld anonymitet
I stedet mener han, at det skal være muligt for børn, der er undfanget ved sæddonation, at opsøge deres biologiske far, når de fylder 18 år.
Rådet har senest taget stilling til spørgsmålet om anonymitet i forbindelse med sæddonation i april 2005 i et brev til Indenrigs- og Sundhedsministeriet vedrørende mulige ændringer af loven om kunstig befrugtning. Dengang var Rådet splittet i tre lejre:
- Et flertal af rådsmedlemmerne mente, at en person, der er undfanget ved sæddonation, har ret til at få identificerende oplysninger om sin biologiske far.
- Et mindretal mente, at sæddonation fortsat skulle være anonym.
- Et andet mindretal mente, at man frit burde kunne vælge mellem ordninger, hvor donoren er henholdsvis anonym og ikke-anonym.
Læs også Rådets rapport fra 2002: "Etiske problemer vedrørende kunstig befrugtning - 2. del: Anonymitet og selektion i forbindelse med sæddonation".
04-01-2011