Etikinterview om cyborgs

Cyborgs er en sammensmeltning af menneske og maskine. Man forsker i at udvikle maskiner, som kan erstatte manglende funktioner i kroppen, for eksempel ved at skabe en kunstig hånd.

De to etikere Klemens Kappel og Peter Øhrstrøm repræsenterer to vidt forskellige holdninger til etiske spørgsmål.
Klemens Kappel er tidligere medlem af Det Etiske Råd (fra 2005-2007). Han er filosof og lektor ved Københavns Universitet.		Peter Øhrstrøm er tidligere medlem af Det Etiske Råd (fra 2000-2010). Han er idéhistoriker og professor ved Aalborg Universitet.

På længere sigt vil det måske også være muligt at give mennesker andre egenskaber, end de har nu, fx muligheden for at se infrarødt lys. Men hvad skal man mene om disse muligheder for at lave cyborgs ved at blande mennesker og maskiner? Det har vi spurgt Klemens og Peter om.

Peter: Nogle mener, at mennesket i bund og grund er en maskine. For dem er der ikke noget underligt i, at vi bygger mere og mere maskine ind, for det er bare én slags maskine, der erstatter en anden slags maskine. Nogle mener, at det simpelt hen er vejen til at skaffe sig evigt liv. For hvis der sker noget med kroppen i løbet af dagen, så vil der altid være en sikkerhedskopi af det psykiske, som man kan downloade i en ny robotkrop og leve videre med. Jeg tror ikke på, at den slags kan lade sig gøre. Mennesket er andet og mere end det fysiske, det er også ånd. Men jeg bliver meget urolig, når folk i ramme alvor siger, at i virkeligheden er biologien kun i vejen, og at vi kan gøre det bedre, end Vorherre har gjort det. De, der siger sådan, mener tilsyneladende, at det er OK at forsøge at skabe mennesket om til et maskinelt væsen. Det betyder i virkeligheden, at man er klar til, at vi bliver den første art, der beslutter at afskaffe sig selv.

Klemens: Jeg mener ikke, det afgørende ville være, om man biologisk set tilhører arten homo sapiens, eller om man tilhører en klasse af væsener, som ikke rigtigt kan karakteriseres biologisk. Det afgørende er det mentale liv, der er. Det vil sige, hvis vi for eksempel opdagede, at evolutionen (eller Gud) havde skabt ikke bare mennesket homo sapiens, men også en anden biologisk art, som ikke var mennesket, men som i øvrigt havde alle de samme egenskaber, så skulle vi betragte dem som betydningsfulde individer på lige fod med os andre.

Peter: Det sidste vil jeg give dig ret i. Vi kan jo fx ikke udelukke, at Gud har skabt helt andre arter på fremmede kloder. Men jeg er ikke enig med dig i, at det kan være lige meget, om vi ændrer os selv så meget, at vi ikke længere tilhører arten homo sapiens. Arten rummer som skaberværk en værdi, vi har fået betroet, og som vi ikke må lade hånt om. Jeg kan se en fristelse i at bruge teknologierne til det ene og det andet, for eksempel til at gøre det muligt at sove mindre om natten. Men jeg tror faktisk, der kan ligge en værdi i begrænsningen. Begrænsningen er et livsvilkår, der kan vise sig at være en styrke for vores livskvalitet. Hvis det for eksempel blev muligt at sove mindre om natten, så ville det måske bare føre til en flygtighedskultur, hvor tempoet blev skruet op på en måde, som ville ende med at slå væsentlige menneskelige relationer i stykker. Meget af det, der hører til det mest værdifulde i vores tilværelse, ville man måske sætte over styr.

Klemens: Jeg er enig med dig i noget af det, du siger. Men det kan jo også blive for ekstremt. Altså, et af livsvilkårene det kan jo være, at man er født med forskellige former for handicap, og så gør man noget ved det, så får man det lavet om. Jeg synes, det er en forkert fortolkning af det med livsvilkårene, at man skal bevare status quo. I mange sammenhænge er det et mål at forbedre nogle ting. Vi må godt blive klogere, vi må godt vide mere som 40-årig, end vi gør som 20-årig, vi må godt have lært mere, vi må godt blive i bedre fysisk form, vi må godt blive rigere, og der er alle mulige andre ting, vi godt må lave om på, hvor vi ikke vil acceptere vilkårene. Jeg har svært ved at se nogen principiel forskel på, at vi forbedrer os på de her måder, og så at vi bruger teknologi til at forbedre os med.

Peter: Men pointen er, at nogle af de ændringer, man vil kunne lave ved hjælp af de nye teknologier, er jo langt mere gennemgribende end dem, man kan opnå på traditionel vis ved uddannelse osv. Det gør det langt mere problematisk, hvis man vil forsøge at give mennesket helt nye evner eller funktionsmuligheder som for eksempel en fotografisk hukommelsen eller en evne til at se infrarødt lys. Der er som sagt en generel værdi knyttet til det menneskelige, som vi skal passe på. Vi kan ikke overskue konsekvenserne af at lave radikale ændringer af mennesket. Det, som den ene anser for at være en forbedring, vil for en anden og måske også for den pågældende selv vise sig slet ikke at være det. Det er sådan en slags åndelig hybris at tro, at vi kan finde ud af det. Det kunne meget vel gå helt galt.

Klemens: Jeg er nok både enig og uenig med dig, for jeg tror ikke på, at der er et guddommeligt skaberværk, vi ikke kan ændre ved uden at begå hybris. Men altså, hybris kan betyde forskellige ting. Der er en fortolkning af kravet om ikke at begå hybris, som ikke er religiøs. I den forstand kan det bare betyde, at man ikke skal undervurdere, hvor komplekse organismer mennesker og dyr er. Så man skal være forsigtig med at ændre for meget, fordi det kan få uventede bivirkninger – og det er også min mening.

Læs etikinterviewet i fuld længde