• Del
  • Læs op

Ordliste


A

Aktiv dødshjælp

Kaldes også eutanasi og betegner den situation at et menneske giver hjælp eller assistance til at ende et menneske eller et dyrs liv på en så smertefri måde som muligt og oftest med den hensigt at udfri det pågældende menneske eller dyr fra yderligere smerte og lidelse. Eutanasi er dog gennem tiden blevet defineret på mange forskellige måder.

Alzheimers sygdom

Sygdom i nervesystemet, der leder til tidlig demens (det vil sige svækkelse af hjernens funktion, som blandt andet kan vise sig ved forringet hukommelse, opmærksomhed, sproglige evner samt evne til problemløsning m.v.). Sygdommen kan blandt andet vise sig ved forringet hukommelse, opmærksomhed og evne til opmærksomhed samt forringede sproglige evner m.v.

Aminosyre

De elementer, som proteiner er dannet af. Der findes i alt godt 20 forskellige aminosyrer. [Se også Protein]

Art

Der findes forskellige definitioner af, hvad der udgør en art, men det mest kendte artsbegreb er, at en art er en population af individer, der stabilt kan formere sig med hinanden under naturlige forhold. Denne artsafgrænsning gælder dog kun organismer, der formerer sig kønnet (det vil sige formering hvor æg- og sædcelle smelter sammen).

Atom

Den mindste enhed, et grundstof kan deles i. Atomer består af positivt ladede protoner og neutrale neutroner, der tilsammen kaldes kernepartikler, samt af negativt ladede elektroner, der kredser omkring kernen.

 


 

B

Bioetik

Behandlingen af etiske problemstillinger, der opstår i feltet mellem biologi, medicin, religion, jura, politik m.v. og ikke mindst i forbindelse med udviklingen og anvendelsen af nye biomedicinske teknikker og teknologier.

Bioteknologi

Teknologi, der beskæftiger sig med biologiske processer.

Blastocyst

Det tidlige fosteranlæg i det udviklingsstadium, hvor fosteranlægget sætter sig fast i livmodervæggen. På dette tidspunkt har det befrugtede æg delt sig i ca. fem dage og indeholder normalt 30-150 celler.

Blodtransfusion

Overførsel af blod fra et individ til et andet.

Boblebørn

[se SCID (severe combined immunodeficiency)]

Buzzword

Modeord.

 


 

C

Cancer

[se Kræft]

Celle

Den mindste levende enhed, som alle levende væsner er opbygget af. De mindste organismer består af en enkelt celle og kaldes derfor encellede, mens de mere komplekse flercellede organismer (som fx mennesket) kan være opbygget af mange milliarder celler. I flercellede organismer er cellerne differentieret i mange hundrede forskellige celletyper (fx hudceller, nerveceller, røde blodceller osv.), der alle varetager bestemte funktioner. For eksempel er vore hudcellers opgave blandt andet at danne et beskyttende lag, mens blodcellerne transporterer ilt rundt til kroppens organer og nervecellerne sender elektriske impulser.

Celledeling

Processen hvor en celle bliver til to. Forinden er cellens arvemasse kopieret i to (replikation). Dette sker ved at de to DNA-strenge i dobbeltspiralen skilles og hver for sig fungerer som skabelon for dannelsen af et nyt DNA-molekyle.

Celledifferentiering

En proces, hvorved en udifferentieret stamcelle specialiseres til en bestemt celletype.

Chorea Huntington

Arvelig sygdom hos mennesker karakteriseret ved ufrivillige rystelser og udvikling af demens. Sygdommen skyldes en mutation i et bestemt gen.

Christensen, Christian (1925-1988)

Dansk politiker. Han var medlem af Folketinget for Kristeligt Folkeparti fra 1973 til 1988 og var minister i årene 1982-1987 samt 1987-1988.

Cursor

En markør, der kan flyttes. På en computerskærm optræder markøren som en lille pil, man kan flytte rundt med.

Cyborg

En skabning, der består af såvel organiske (det vil sige levende) som mekaniske dele. En menneskelig cyborg er et menneske hvis krop har fået tilført mekaniske eller elektroniske dele og er altså en slags forening mellem menneske og maskine.

Cystisk fibrose

Arvelig sygdom hos mennesker, karakteriseret ved nedsat lungefunktion og en unormalt fungerende bugspytkirtel. Sygdommen skyldes en mutation i et bestemt gen involveret i dannelsen af sekret.

 


 

D

Diabetes mellitus

[se Sukkersyge (diabetes mellitus)]

DNA (deoxyribonukleinsyre)

Rummer information om alle vore arvelige egenskaber. DNA er opbygget af fire N-baser (adenin, thymin, cytosin og guanin eller bare A,T, C og G), der er bundet sammen i lange spiralformede strenge, som to og to danner en dobbeltspiral (en dobbelthelix).

Dolly

Det første kendte reproduktivt klonede større dyr (man har tidligere klonet frøer). Fåret Dolly blev frembragt i 1997 af skotske forskere ved hjælp af kernetransplantation.

Dopamin

Signalstof der produceres af nerveceller i hjernen. Dopaminmangel kan medføre Parkinsons syge. [se også Parkinsons sygdom].

Doping

Anvendelse af et stimulerende eller præstationsfremmende middel.

 


 

E

Embryo-fusion

Proces, hvor to befrugtede æg forenes og smelter sammen til et embryon, der så består af celler fra begge de to oprindelige embryoner.

Embryon

Det tidlige fosteranlæg.

Endokrinologi

Studiet af de hormoner, der produceres i de endokrine kirtler (kroppens hormonproducerende kirtler som for eksempel testikler, æggestokke og binyrer) samt af deres funktion og de sygdomme, som fremkaldes af forstyrrelser i deres funktion.

Enhancement

[Se Forbedring]

EPO (erythropoietin)

Er et hormon, der bevirker en forhøjet produktion af røde blodceller. Da de røde blodceller transporterer ilt rundt i kroppen og derved bidrager til musklernes arbejdsevne kan syntetisk fremstillet EPO bruges som doping.

Etik

Det systematiske studie af moral og moralsk adfærd (adfærd baseret på moralske principper og vurderinger). I praksis bruges begreberne etik og moral dog oftest synonymt. Ordet etik er oprindeligt afledt fra græsk i betydningen sædvane.

Etisk/moralsk status

Moralsk eller etisk betydning, der forpligter andre til i visse situationer at tage etiske hensyn til, eller giver andre visse etiske forpligtelser overfor det eller den, der har moralsk eller etisk status.

Eutanasi

[se Aktiv dødshjælp]

 


 

F

Fantomsmerter

Smerter, der opstår når et individ mister fx en arm eller et ben og føles som faktiske smerter i den mistede kropsdel. Fantomsmerter kan opstå ved strukturændringer i hjernen, der skyldes at det område i hjernen, der hidtil har styret den mistede kropsdel, ikke længere behøver være aktivt.

Forbedring

Skal i betydningen "enhancement" forstås som forbedring af den menneskelige organisme ved brug af forskellige teknologier. Denne type forbedring vil enten være absolut eller relativ. Absolutte forbedringer er forbedringer som alle vil have fordel af uanset om andre også får dem foretaget (fx vil alle muligvis have glæde af at de selv og alle andre bliver gladere). Relative forbedringer afhænger derimod af om andre også foretager en forbedring (fx er det en større fordel for en cykelrytter at tage EPO, hvis ingen andre eller kun få gør det).

Fortrydelsespille

Pille indeholdende hormoner, der kan tages op til 72 timer efter ubeskyttet samleje og som forhindrer ægget i at sætte sig fast i livmoderen og i nogle tilfælde også kan forhindre selve befrugtningen.

Fusion

Sammensmeltning.

 


 

G

Gen

Funktionel enhed af arvemassen. Funktionen består i at et stykke af DNA-strengen oversættes til RNA, som eventuelt kan oversættes til protein.

Genmodificering

Ændring af en organismes gener.

Genom

En arts samlede arvemasse. Det humane genom henviser således til menneskets samlede DNA.

Gensplejsning

Splejsning af gener. Gensplejsning kan fx benyttes til til at ændre en organismes genotype (de genetisk bestemte egenskaber) ved overførsel af gener fra en anden organisme.

Genteknologi

Teknologi, der beskæftiger sig med gener.

Genterapi

Behandling af sygdomme ved overførsel af genetisk materiale (DNA eller RNA eller eventuelt genmodificerede celler) til en patient.

Gradualisme

Gradvis inddeling. Kan for eksempel bruges om den opfattelse, at et foster gradvist opnår større etisk eller moralsk status gennem graviditeten.

 


 

H

Hardware/software

Hardware er de fysiske dele, der udgør et elektronisk system eller et computersystem (fx disketter, kredsløb og tastatur). Software er de forskellige computerprogrammer, operativ-systemer mv., der bevirker, at en given computer kan fungere.

Hippocampus

Lille veldefineret område i hjernen, der blandt andet har betydning for rumlig hukommelse.

HIV (human immunodeficiency virus)

Et virus som smitter via blod eller seksuelt samvær og fører til at de smittede udvikler en alvorlig immundeffekt i form af AIDS (acquired immunodeficiency syndrome).

Homo sapiens

Betegnelse for den menneskelige art. Direkte oversat fra latin betyder "homo sapiens" det tænkende eller kloge menneske.

Huntingtons sygdom

[se Chorea Huntington]

Hybridart

En organisme, der er opstået eller frembragt ved krydsning af individer fra forskellige arter.

Hybris

Overmod, der ifølge græsk mytologi kan lede til straf i form af nemesis.

Hypotetisk

Noget, der ikke vides med sikkerhed, men som i stedet hviler på en hypotese det vil sige en foreløbig teori eller sandsynlig videnskabelig antagelse.

 


 

I

Immunsystem

Kroppens forsvarsmekanisme mod mikrober (fx bakterier, svampe, vira og parasitter) og unormale for eksempel mutante kropsceller. Dette forsvarsværk kaldes også immunforsvaret.

Informationsteknologi (IT)

Teknologi, der bruges til at behandle og overføre information (i form af viden, data, tekst, tegninger, lydoptagelser, videosekvenser m.m.) til især computere, digital elektronik og telekommunikationsudstyr.

Infrarød

Elektromagnetiske bølger med en bølgelængde, der er længere end 780 nanometer.

Inkubator

En beholder, der kan bevare en bestemt temperatur. Kan fx benyttes til udrugning af æg eller dyrkning af en bakterie eller celle-kultur.

Insulin

Hormon, der dannes i bugspytkirtlen og nedsætter blodets koncentration af sukkerstoffer. Effekten skyldes blandt andet, at hormonet stimulerer optagelsen af sukkerstofferne i cellerne samt dannelse af oplagsnæring i leveren.

 


 

K

Kernetransplantation

[se Kloning af mennesker eller dyr]

Kimære

En organisme, der har fået overført mindst en celle fra en anden organisme. Kimærer kan frembringes ved overførsel af celler fra individer af samme art (fx når et menneske modtager blod og dermed blodceller fra et andet menneske). Kimærer kan dog også frembringes ved at et individ får tilført celler fra en anden art. Dyre-menneske kimærer skabes ved overførsel af celler mellem dyr og mennesker.

Kliniske forsøg

Medicinske forskningsforsøg med patienter.

Kloning af mennesker eller dyr

Ukønnet formering hvor det nydannede individ har samme arvemasse, som det individ man brugte som udgangspunkt for kloningen. Kloning kan enten foregå ved embryo-deling eller ved kernetransplantation. Ved embryo-deling deles det tidlige stadie af et foster, hvilket minder om når et fosteranlæg spontant deler sig i livmoderen og bliver til fx enæggede tvillinger. Ved kernetransplantation tages kernen fra en somatisk celle (en celle som ikke er en kønscelle) fra det individ, der skal klones og overføres til en ægcelle, der har fået fjernet sin egen cellekerne. Man kan klone med den hensigt at frembringe et helt individ (en klon) eller for at skabe embryonale stamceller, der kan bruges til at udvikle reservevæv eller reparationsvæv til sygdomsbehandling. Den første form for kloning kaldes reproduktiv og den anden terapeutisk.

Kromosom

Struktur i cellekernen bestående af DNA bundet til protein. Hver arts arvemasse er fordelt på et bestemt antal kromosomer. Menneskelige celler indeholder fx 46 kromosomer fordelt på 23 par. Æg- og sædceller (kønscellerne) indeholder kun et halvt par kromosomer, det vil sige 23 kromosomer i alt. Kromosomer, der bærer de kønsbundne arvelige egenskaber kaldes kønskromosomer, mens de resterende kromosomer betegnes autosomer.

Kræft

Sygdom, hvor de syge celler (kræftcellerne) undergår uafbrudte celledelinger og danner en svulst. Svulster med velafgrænset vækst siges at være godartede. Svulster, der kan vokse ind mellem normale celler og frigive små celleklumper og dermed bevirke spredning, kaldes derimod ondartede.

Kønsceller

Æg- og sædceller. Kønscellerne indeholder kun det halve antal kromosomer i forhold til resten af en organismes celler. Menneskets kønsceller indeholder således i alt 23 kromosomer.

 


 

L

Leukæmi

Kræftsygdom i kroppens bloddannende væv (benmarv, lymfer, lever og milt), der er karakteriseret ved overproduktion af modne eller umodne hvide blodceller.

Liposom

Kugleformede blærer bestående af fedtmolekyler. Kunstigt dannede liposomer kan benyttes til transport af molekyler som fx lægemidler.

Luther, Martin (1483-1546)

Tysk leder af den protestantiske reformation af den kristne kirke.

Lægfolk

Mennesker, der ikke besidder sagkyndig viden indenfor et bestemt område. Det modsatte af eksperter.

 


 

M

Membran

En tynd hinde eller en struktur, som adskiller to miljøer. Fordi membranen adskiller to miljøer eller faser, bliver den også kaldt en mellemfase eller en grænseflade. Cellemembranen holder fx cellens indre adskilt fra de ydre omgivelser.

Molekyle

Den mindste enhed i en kemisk forbindelse. Molekyler er opbygget af atomer Molekyler på cellernes overflade har blandt andet den funktion at sørge for kommunikationen mellem cellerne.

Monogen sygdom

Arvelig sygdom, der skyldes fejl eller mutation i et enkelt gen.

Moral

Et system af principper og vurderinger baseret på kulturelle, religiøse og filosofiske overbevisninger, hvormed mennesker afgør hvad der er rigtigt og forkert. Det systematiske studie af moral kaldes etik. Oftest bruges begreberne moral og etik dog synonymt. Ordet moral er oprindeligt afledt fra latin i betydningen skik.

Mutation

Permanent ændring i en organismes arvemasse (DNA eller RNA). Mutationer kan være en ændring i baserækkefølgen af "bogstaverne" i DNA'et. Sådanne ændringer opstår oftest i forbindelse med celledeling, og kan blandt andet skyldes påvirkninger fra det omgivende miljø. De fleste mutationer har ingen funktionel betydning, men de kan i nogle tilfælde være årsag til eller disponerende for svære handicaps eller sygdomme. Mutationer er en af forudsætningerne for at evolution kan finde sted.

 


 

N

Nanoteknologi

Teknologi, der beskæftiger sig med at forstå, designe og fremstille materialer der er af en størrelse der kan måles i nanometer. Nanoteknologi er en tvær-videnskabelig samlebetegnelse for en række forskellige teknologier og teknikker der involverer både kemi, fysik og biologi.

Nemesis

Straf eller udlignende retfærdighed, som rammer den der ved sit overmod har begået hybris.

Nervecelle

Den basale enhed i nervesystemet, som er specialiseret til at danne, transportere og videregive elektriske impulser.

Nerveinterface

Det sted eller flade, hvor en protese forbindes med de sensoriske nervebaner i nervestumpen.

Nervesystem

Et komplekst system af nerveceller som danner og overfører elektriske impulser som reaktion på både ydre og indre stimuli.

Neuron

[se Nervecelle]

 


 

O

Organisme

En levende enhed.

 


 

P

Pacemaker

En celle eller et objekt, der styrer rytmen for, hvornår bestemte begivenheder optræder. Når kroppens naturlige 'hjerte-pacemaker' ikke fungerer optimalt kan man indoperere en kunstig pacemaker, der via elektroniske signaler stimulerer hjerterytmen og sørger for at holde hjertet i gang.

Parkinsons sygdom

Sygdom i nervesystemet, der er kendetegnet ved rysten, langsommere bevægelser og muskelstivhed.

PDA (personal digital assistent)

En bærbar eller håndholdt computer.

Pionerstadie

Et meget tidligt stadie i et udviklingsforløb.

PKU (phenylketonuri)

En sygdom, hvor den syge ikke kan omdanne en bestemt aminosyre. Da aminosyren ellers vil hobe sig op og skade den syges hjerne er det vigtigt at vedkommende overholder en diæt med nedsat indhold af aminosyren. PKU kaldes også Føllings sygdom.

Plasmid

Cirkulært DNA-molekyle der kan opformeres i bakterier. Plasmider anvendes ofte i gensplejsning.

Prognose

Forudsigelse typisk af en sygdomsudvikling.

Protein

Tilhører en gruppe af molekyler, som forekommer i alle levende celler. Proteiner består af godt 20 forskellige aminosyrer, der sidder sammen i lange kæder. Rækkefølgen af aminosyrerne i hver kæde er bestemt af rækkefølgen af baser i det gen, der koder for det pågældende protein. Størrelsen af de enkelte proteiner varierer med det antal aminosyrer, de sammensat af. Proteiner udfører en række forskellige opgaver i kroppen. Fx fungerer de som enzymer og hormoner samt indgår i hud- og cellemembraner.

Protese

Betegnelse for et hjælpemiddel så som et kunstigt ben, en kunstig arm eller lignende.

Prozac

Er også kendt som "lykkepiller" og anvendes mod milde samt moderate former for depression. Ved depression forekommer signalstoffet serotonin i mindre mængder end normalt frit i hjernen. Prozac menes at fungere ved at blokere for genoptagelsen af serotonin i hjerneceller og derved øge mængden af frit serotonin.

Præmis

Betingelse eller forudsætning.

Prævention

Forebyggende behandling mod graviditet. Der findes mange forskellige både kemiske, hormonelle og mekaniske præventionsformer. Nogle af de mest almindelige er spiral, p-piller og kondom.

 


 

R

Ritalin

Stof, der indeholder det amfetaminlignende MPH (methylphenidate) som kan bruges til at forbedre koncentrationsevnen.

Rugemor

En kvinde, som får overført en anden kvindes befrugtede æg til sin livmoder med den hensigt at lade det udvikle sig til et barn.

Røde hunde

En virussygdom og en af de såkaldte "børnesygdomme". Det er vigtigt, at gravide kvinder undgår smitte, da røde hunde kan medføre, at barnet bliver født blindt eller døvt.

 


 

S

SCID (severe combined immunodeficiency)

Arvelig immundeffekt, der gør, at den syge ikke selv kan bekæmpe infektioner og derfor dårligt kan tåle at blive udsat for nogen former for virus eller bakterier. Børn med SCID vil som regel dø inden for det første leveår, hvis de ikke behandles. Tidligere har man placeret syge børn i et sterilt telt for at undgå infektioner, heraf betegnelsen "boblebørn". I dag er behandlingsmulighederne dog forbedrede (fx i form af knoglemarvstransplantation og genterapi), så det ikke længere er nødvendigt for barnet at forblive i et sterilt miljø.

Sensor

En teknisk anordning eller biologisk enhed, der er i stand til at opfange forskellige signaler, kemiske forbindelser eller fysiske tilstande.

Silicium

Grundstof, hvis atom består af 14 protoner, 14 elektroner samt et antal neutroner.

Spiral

En præventionsform, hvor et lille T-formet eller 7-talsformet fremmedlegeme placeres i livmoderen og forhindrer det befrugtede æg i at sætte sig fast.

Stamcellelinje

Samling af en type af stamceller.

Stamceller

Udifferentierede celler, der kan udvikle sig til alle de forskellige celletyper. Der findes overordnet to typer af stamceller: embryonale og voksenstamceller. De embryonale stamceller dannes ved befrugtningen og kan udvikle sig til alle de forskellige celletyper i fostret samt dem, der er nødvendige for fostrets udvikling (fx fosterhinden og moderkagen). Alle andre former for stamceller kaldes voksenstamceller. Der findes flere typer voksenstamceller og afhængigt af hvor mange forskellige celletyper de er i stand til at danne, er de enten pluri-, multi- eller unipotente. Unipotente stamceller kan kun blive til en bestemt celletype, mens multi- og pluripotente stamceller kan blive til henholdsvis flere og mange forskellige celletyper.

Status quo

Den hidtidige tilstand – det vil sige som tingene er nu.

Stofskifte

De biokemiske processer, der finder sted i en levende organisme.

Sukkersyge (diabetes mellitus)

En tilstand af forhøjet indhold af glukose (sukkerstof) i blodet. Nogle former for sukkersyge skyldes en nedsat insulinproduktion og kræver derfor behandling med insulin. Andre former for sukkersyge skyldes nedsat følsomhed overfor insulin eller en overproduktion af hormoner, som virker modsat insulin. Disse tilstande bliver blandt andet behandlet med motion og diæt og også medicinsk (fx med insulin).

Surrogat

En erstatning eller stedfortræder. En surrogatmoder er en betegnelse for en kvinde, der er gravid med en anden kvindes befrugtede æg (ved brug af kunstig befrugtning) med det formål at bære fostret samt at føde på vegne af denne kvinde. En surrogatmoder kaldes også en rugemor.

Syntese

Sammenfatning af enkeltenheder til enheder. Sådan fremstiller man for eksempel kemiske forbindelser ud fra grundstofferne.

 


 

T

Tjernobyl

By i det daværende Sovjetunionen, nuværende Ukraine, hvor en alvorlig atomkraftsulykke fandt sted i 1986. Ulykken førte til et stort udslip af farligt radioaktivt materiale og regnes i dag som den hidtil værste atomkraftsulykke i atomkraftens historie.

Transgen organisme

Organisme, der er frembragt ved at celler eller et befrugtet æg tilføres fremmed DNA fra et eller flere individer af enten samme eller andre arter. Genetisk modificerede afgrøder er et eksempel på transgene planter. Transgene mus fremstilles i dag nærmest rutinemæssigt til forskningsformål.

Transplantation

Operation, hvorved der overføres levende væv (fx hud eller knogle) fra en organisme til en anden.

 


 

U

UV(ultraviolet) -lys

Elektromagnetiske stråler uden for det synlige felt med en bølgelængde kortere end 380 nanometer.

 


 

V

Vaccination

En forebyggende behandling med et antigen (stof, der fremkalder en immunreaktion når det trænger ind i kroppen). Når en lille mængde (ofte svækkede) antigener sprøjtes ind i kroppen stimuleres produktionen af antistoffer og huskeceller (specielle celler i immunsystemet), der kan iværksætte en bekæmpelse hvis organismen senere skulle blive smittet.

Virus

En intracellulær (det vil sige "inden-i-cellen") parasit, der blandt andet kan være ansvarlig for sygdomme hos dyr, planter og bakterier. En virus er ikke levende.

 


 

X

Xenotransplantation

Transplantation af celler, væv eller organer fra et individ tilhørende en art til et individ af en anden art.