Befrugtede æg fra mennesker anvendes til stamcelleforskning og til at udvikle forskellige andre teknikker. Men bør man udvise respekt for befrugtede æg og fosteranlæg, fordi de er tidlige stadier af et menneske?

Hvis man skal det, er den slags forskning måske direkte uetisk og bør ikke finde sted.

En almindelig opfattelse i den vestlige verden har været, at mennesket har en særstilling på denne klode. Derfor er det enkelte menneske uden videre blevet anset for at have en højere etisk status end dyr og andre væsener. Et væsens etiske status er afgørende for, i hvilken grad man er forpligtet til at tage hensyn til det. Hvis mennesker har højere etisk status end dyr, betyder det altså, at alene dette at være et menneske medfører, at der skal tages mere hensyn til én end til andre levende organismer. For eksempel kunne konsekvensen være, at det må anses for helt uacceptabelt at slå et uskyldigt menneske ihjel, mens dette ikke gælder for dyr.

Hvis man har visse rettigheder, alene fordi man er et menneske, er et væsentligt spørgsmål at stille sig i forbindelse med forskning på befrugtede æg og fosteranlæg, om de etisk set må betragtes som mennesker eller ej. Hvis de skal betragtes som mennesker, virker det nemlig ikke uproblematisk at bruge dem til forskning. Men det er netop befrugtede æg eller andre embryonale stamceller - det vil sige celler, der kan udvikle sig til et barn - som det er mest interessant at udføre forskning på. Det skyldes, at det er disse celler, der har det største potentiale til at udvikle sig, idet de kan blive til alle typer af celler i såvel kroppen som moderkagen. Netop derfor er det de mest velegnede celler, når man skal lave forsøg med henblik på at finde ud af, hvordan differentieringen af celler foregår.

Den livsbevarende opfattelse

Ifølge den opfattelse, man kalder den livsbevarende opfattelse, er ethvert menneskeligt liv bærer af en ganske speciel værdighed, som blandt andet betyder, at individet bør respekteres og beskyttes mod destruktion og overgreb. Denne værdighed er ikke i sig selv et biologisk fænomen, men den er knyttet til det menneskelige liv som sådan. Værdigheden må derfor antages at være til stede allerede fra det menneskelige livs begyndelse, hvilket vil sige fra befrugtningen af ægget, hvor der skabes et genetisk set unikt menneske. Synspunktet er ikke nødvendigvis religiøst, men nogle kristne og andre religiøse grupper støtter opfattelsen, idet de mener, at mennesket i modsætning til andre væsener er skabt af Gud i hans billede. Ikke mindst har opfattelsen fodfæste i katolske lande, hvor den nogle steder er årsag til, at man ikke vil tillade abort.

Man kan også forsøge at begrunde den livsbevarende opfattelse med sekulære argumenter, det vil sige argumenter, som ikke har at gøre med religiøse overvejelser. Blandt andet er det følgende argument blevet fremført for at vise, at allerede det befrugtede æg har fuld etisk status og altså samme eller stort set samme ret til at blive respekteret og holdt i live som alle andre mennesker:

Det væsentligste argument for, at der skabes et menneske ved befrugtningen, er, at det er på det tidspunkt, det nye væsen modtager den genetiske kode. Den genetiske information bestemmer hans egenskaber, er den biologiske bærer af muligheden for menneskelige visdom, og gør ham til et selv-udviklende væsen. Et væsen med en human genetisk kode er et menneske.
John T. Noonan (1970), An Almost Absolute Value in History, i The Morality of Abortion: Legal and Historical Perspectives (ed: John T Noonan, Harvard University Press)

Man kan kritisere det sidste argument på flere måder. Blandt andet kan man hævde, at det baserer sig på en helt urimelig form for genetisk reduktionisme. Det vil sige, at det reducerer eller formindsker mennesket til at være sine gener uden at inddrage andre træk ved dette at være menneske i beskrivelsen, for eksempel at et menneske er karakteriseret ved at kunne tænke sig om og have bevidsthed om sig selv. På baggrund af argumentet er det centrale og definerende for at være menneske nemlig udelukkende tilstedeværelsen af det humane genom. Men ud fra denne måde at tænke på burde man udvise lige så meget respekt over for en almindelig kropscelle som over for et befrugtet æg. For også en almindelige kropscelle indeholder den genetiske kode.

I forlængelse af denne kritik kan man forsøge at udvide argumentet ved at sige, at det befrugtede æg etisk set skal betragtes som et menneske, fordi det både indeholder den humane genetiske kode og kan udvikle sig videre til et fuldtudviklet menneske i kraft af en naturlig proces. Men også dette argument kan kritiseres. Blandt andet kan man indvende, at den kendsgerning, at det befrugtede æg engang vil blive til et fuldt udviklet menneske, ikke er en begrundelse for at behandle det, som om det allerede nu er fuldt udviklet. Potentialet for at udvikle sig til noget andet er nemlig ikke uden videre af betydning etisk set.

John Harris (født 1945) giver i værket The Value of Life fra 1985 det følgende illustrative eksempel på, at vi ikke i al almindelighed tillægger et individs potentiale for at udvikle sig til noget andet etisk vægt: "Vi dør alle en gang, men jeg tillader mig at gå ud fra, at det er en utilstrækkelig begrundelse for allerede nu at behandle os, som om vi var døde" (p. 11). En lidt mere populær version af argumentet kunne være, at selv om kronprins Frederik har potentiale til at blive konge, skal han ikke nu tildeles de rettigheder, han i givet fald vil få som konge. Dem opnår han først, når han faktisk er blevet konge.

Der er dog næppe mange tilhængere af den livsbevarende opfattelse, som vil mene, at det afgørende for den moralske status er det befrugtede ægs udviklingspotentiale. De vil derimod typisk lægge vægt på en overvejelse over, hvornår et menneskeliv kan siges at begynde. De vil pege på, at befrugtningen er den eneste kandidat til en tidsmæssig bestemmelse af det nye menneskelige livs begyndelse, som ikke er vilkårlig eller ad hoc. De vil heller ikke mene, at et menneskes væsen er lig med dets gener, men hvis man følger tankegangen fra citatet ovenfor vil man dog se dannelsen af det genetiske bibliotek for det nye liv som en blandt flere mulige indikatorer for det pågældende nye menneskelivs tilblivelse.

Unaturlig befrugtning

I forlængelse af argumentet om, at det befrugtede æg kan udvikle sig videre til et fuldtudviklet menneske i kraft af en naturlig proces, må det også nævnes, at nogle af de nye bioteknologier har kompliceret hele diskussionen af det befrugtede ægs etiske status. Dette skyldes for det første, at det for flere årtier siden blev muligt at tage ubefrugtede æg ud af kvindens krop og befrugte dem i en lille plastikskål, en såkaldt petriskål. Men disse æg udvikler sig netop ikke videre til et fuldtudviklet menneske gennem en naturlig proces. Det kræver tværtimod, at vi skaber de rigtige betingelser for det, ved at vi sætter det op i livmoderen på den kvinde, der leverede ægget - eller for den sags skyld i en helt anden kvinde. Og på den måde er det nu op til os at bestemme, både hvor mange befrugtede æg, vi skaber, og hvad der skal ske med dem, vi har skabt. Af den grund kan vi ikke længere henvise til "det naturlige" som det, der kan være bestemmende for, hvad der skal ske med æggene. For vi har allerede sat os ud over det naturlige gennem selve den måde, æggene er blevet befrugtet på. Et befrugtet æg i en petriskål har ikke noget "naturligt" udviklingsforløb. Lige gyldigt hvad der sker med det, er det i en vis forstand unaturligt.

En anden komplikation er, at embryonale celler ikke længere nødvendigvis opstår gennem sammensmeltning af en æg- og en sædcelle. De kan også skabes ved at ændre på almindelige celler fra et menneskets krop. Det er den teknik, man bruger ved reproduktiv kloning, hvor man så at sige "nulstiller" en celle, så den begynder sin udvikling helt forfra, som om den var embryonal. Men der er også en anden metode under udvikling, hvor man kan sætte nogle gener ind i en almindelig celle, så den muligvis bliver embryonal - eller i det mindste har et større udviklingspotentiale end normale celler, så den kan blive til mange forskellige typer af celler alt afhængigt af, hvilke påvirkninger den udsættes for. Om disse omdannede celler har samme etiske status som et befrugtet æg, der er blevet til på normal vis, kan diskuteres. For eksempel kan man mene, at en celle fra en voksen, der er omprogrammeret til at være en embryonal celle, ikke skal betragtes som et individ med normale rettigheder. For den er jo skabt ud fra et voksent menneskes celle og har ikke en gang et unikt genmateriale. Derfor kan man argumentere for, at det er det voksne menneske selv, der bør bestemme, hvad der skal ske med den. Den er snarere at betragte som en del af ham end som et selvstændigt individ.

Konsekvenser af den livsbevarende opfattelse

Selv om diskussionen altså er mere kompliceret end som så, mener tilhængerne af den livsbevarende opfattelse normalt, at det er helt udelukket at fremstille både befrugtede æg og andre embryonale celler alene med det formål at anvende dem til grundforskning. Men tilhængerne finder det heller ikke acceptabelt at udføre forskning på de fosteranlæg, der er til overs fra behandling med kunstig befrugtning. Det anser de for at være respektløst. Man udfører jo heller ikke forskning på andre mennesker, hvis det medfører, at de ikke kan leve videre - heller ikke, hvis de i forvejen er døende.

Den livsbevarende opfattelse har en række andre konsekvenser. Blandt andet fører den som nævnt til, at det bestemt ikke er uproblematisk at udføre provokeret abort. Den indebærer også, at der slet ikke bør være befrugtede æg til overs i forbindelse med kunstig befrugtning. Man bør kun befrugte de æg, man sætter op i kvindens livmoder. I yderste konsekvens medfører opfattelsen også, at det også vil være etisk set kritisabelt at anvende spiral eller at benytte fortrydelsespiller. For også herved går et befrugtet æg jo til grunde.

Den gradualistiske opfattelse

En anden opfattelse går ud på, at den etiske status er jævnt stigende fra undfangelsen, og indtil fosteret på et eller andet tidspunkt opnår fuld etisk status, det kan for eksempel være ved fødselen. Opfattelsen kaldes den gradualistiske opfattelse, og i modsætning til den livsbevarende opfattelse forekommer den rent intuitivt mange mennesker rigtig. Man kan forsøge at forklare den med, at fosteranlægget i løbet af sin udvikling mere og mere bliver til et menneske. Derfor har det også i stigende grad krav på at blive taget hensyn til.

Selv om den gradualistiske opfattelse forekommer mange indlysende rigtig, er den ikke så let at begrunde med logiske argumenter. Et af de argumenter, der er blevet fremført imod den, er således det følgende:

Hvis to individer har forskellig etisk status, må man naturligvis kunne pege på relevante forskelle mellem dem, som kan forklare og begrunde forskellen i status. Når man mener, at fosteranlæg har en lavere etisk status på et tidligt tidspunkt i deres udvikling end på et lidt senere tidspunkt, må der altså være relevante forskelle på dem på de to tidspunkter, som gør det rimeligt at behandle dem forskelligt. Men hvilke konkrete ændringer i udviklingsforløbet kan man pege på, som kan begrunde og retfærdiggøre, at før dette tidspunkt havde fosteranlægget eller fosteret ingen eller en meget lille etisk status, mens det efter at ændringen har indfundet sig har fået en større etisk status? Er det for eksempel, når fosteranlægget efter 7-8 dage sætter sig fast i livmoderen? Er det når centralnervesystemet efter ca. 26 dage er dannet? Er det, når fosteranlægget i løbet af 6-8 uger har fået et menneskeligt udseende med arme, ben fingre, tæer, øjne, ører og næse? Er det, når fosteret omkring 22. uge kan overleve uden for kvindens krop? Og/eller er det, når babyen er født?

Ifølge kritikerne af den gradualistiske opfattelse forekommer ingen af svarene indlysende rigtige. For eksempel kan de ikke se, hvorfor det skulle have afgørende betydning, om fosteranlægget har sat sig fast i livmoderen eller ej. For hvad nu, hvis man kunne udvikle fosteranlægget videre i en maskine uden overhovedet at anvende en livmoder - ville det så slet ikke stige i etisk status? Men hvis ingen af de nævnte svar virker indlysende rigtige, hvordan kan man så begrunde, at der finder en stigning i etisk status sted gennem hele fosterudviklingen? Tilhængerne af den livsbevarende opfattelse mener ikke, at det er muligt at begrunde en sådan stigning og konkluderer derfor, at det befrugtede æg allerede fra begyndelsen havde fuld etisk status.

Den gradualistiske opfattelse fører til to delkonklusioner, hvad angår anvendelsen af fosteranlæg til forskning eller behandling:

1. Det er mere problematisk at anvende fosteranlæg til forskning eller behandling sent i deres udvikling, end det er at anvende dem tidligt i udviklingen.
2. Et befrugtet æg eller et fosteranlæg har en vis etisk status, som dog ikke er lige så stor som et fuldt udviklet menneskes. Om befrugtede æg eller fosteranlæg må anvendes til forskning eller behandling afhænger derfor af, hvor væsentlige begrundelserne er for at udføre forskningen eller gennemføre behandlingen. Hvis de befrugtede æg for eksempel skal bruges til at fremstille kosmetik, vil det sikkert ikke være acceptabelt at bruge dem. Men hvis brugen af de befrugtede æg er nødvendig for at udvikle bedre måder at behandle alvorlige sygdomme på, vil det sandsynligvis være acceptabelt.

Ud fra den gradualistiske opfattelse er det altså altid nødvendigt at foretage en konkret vurdering og afvejning for at afgøre, om det er etisk acceptabelt at anvende befrugtede æg til en bestemt slags forskning eller en bestemt type behandling.

Nogle mener, at den danske lovgivning flere steder afspejler en gradualistisk opfattelse, selv om opfattelsen ikke har været anført som begrundelse for at udforme loven på den måde, den er udformet på. For eksempel tillader loven fri abort, men kun til og med uge 12. Lovgivningen tillader også forskning på befrugtede æg, der er blevet til overs fra kunstig befrugtning. Men det er kun tilladt i nogle ganske få tilfælde, hvor formålet anses for at være væsentligt nok. Dette er blandt andet tilfældet, hvis forskningen har til formål at opnå ny viden, som vil forbedre mulighederne for at behandle sygdomme hos mennesker. Ligeledes må der kun forskes på de befrugtede æg, indtil de er 14 dage gamle.

Mennesket har ikke en særlig status

Både den livsbevarende og den gradualistiske opfattelse baserer sig i sidste ende på den grundantagelse, at et individ opnår en høj etisk status alene ved at være et menneske. Denne præmis kan imidlertid anfægtes og er ikke mindst blevet det inden for den filosofiske position, man kalder konsekvensialisme (se Hvad er etik?).

Et nutidigt eksempel på dette er den kendte australske filosof, Peter Singer. Ifølge Singer bør man ikke tildele mennesker eller andre væsener status efter, hvilken art de tilhører. I stedet må man se på, hvordan ens handlinger påvirker det pågældende individs livskvalitet og interesser. For Peter Singer er det derfor indlysende, at hensynet til befrugtede æg og fosteranlæg stort set ikke spiller nogen rolle. Der er jo tale om organismer, som endnu er så uudviklede, at de ikke kan føle hverken glæde eller smerte eller have andre typer af bevidsthedsmæssige oplevelser. Af den grund mener Singer ikke, at de har interesser, der skal tages i betragtning. Man kan måske sige, at de ikke har nogen etisk status, da de blot skal betragtes som en samling af celler på linje med andre celler i kroppen, som man heller ikke ville ofre den store opmærksomhed.

Peter Singers måde at tænke på fører til, at det er helt uproblematisk at anvende overskydende æg fra kunstig befrugtning til forskning. Det er også relativt uproblematisk at skabe befrugtede æg alene med henblik på forskning, hvis det er muligt at få nogle til at donere æg og sæd til projektet. Men også på andre områder har Singers opfattelse meget vidtgående konsekvenser. For eksempel anser han først og fremmest hensynet til forældrene for at være det, der gør det mere problematisk at slå nyfødte børn end dyr ihjel. Dette hensyn skal ifølge Singer dog også tillægges meget stor vægt. At hensynet til børnene ikke i sig selv spiller den helt store rolle for Singer hænger sammen med, at nyfødte børn ligesom dyr hverken er selvbevidste eller rationelle. Derfor har de heller ikke andre typer af interesser end dyr. Men når de ikke har andre typer af interesser end dyr, bør de ifølge Singer heller ikke tildeles en anden og højere etisk status end dem. Man kan således sige, at Singer til fulde drager konsekvensen af, at nyfødte børn, når alt kommer til alt, ikke er mere intelligente eller bevidsthedsmæssigt udviklede end for eksempel grise eller chimpanser, tvært imod.

Singers opfattelse af nyfødte børns status er en uundgåelig konsekvens af hans samlede teori, men den er så kontroversiel og ude af trit med vores normale overbevisninger, at det for mange er grund nok til at afvise teorien som helhed. Derimod er mange sikkert enige i hans syn på befrugtede æg og fosteranlæg med den begrundelse, at et befrugtet æg ikke har nogen af de egenskaber, man normalt forbinder med det at være menneske. Det kan hverken tænke eller føle. Det indgår endnu ikke i egentlige sociale relationer. Og det har ikke engang et menneskeligt udseende, da det hverken har ansigt eller lemmer. Så hvorfor skulle det være nødvendigt at tage hensyn til det? Det kan vel være ligegyldigt for det befrugtede æg selv, hvordan det bliver behandlet.

Det skal nævnes, at de opfattelser af fosteranlæggets etiske status, der er beskrevet her, primært har rod i den vestlige, kristne kultur. Hvis man vender blikket mod andre kulturer, har debatten ofte et helt andet udgangspunkt. For eksempel baserer de fleste fortolkere af jødedommen deres vurdering af fosteranlæggets etiske status på Den Babylonske Talmud, ifølge hvilken fosteret er at betragte "som vand" indtil cirka 2 måneder efter undfangelsen. Derfor har det ikke nogen egentlig etisk status før dette tidspunkt - hvilket dog ikke betyder, at man kan gøre hvad som helst ved det, men generelt har den jødiske kultur en forholdsvis liberal opfattelse i forhold til for eksempel stamcelleforskning. Hvis man er ortodoks muslim, kan spørgsmålet om fosteranlæggets etiske status besvares med henvisning til en hadith (det vil sige en beretning fra profeten Muhammad), hvoraf det fremgår, at et foster først besjæles og får status som person 120 dage efter undfangelsen. I forlængelse heraf anser mange muslimer abort for at være acceptabelt under visse betingelser, ligesom det ikke anses for at være uacceptabelt at udføre forskning på fosteranlæg, der er blevet til overs fra fertilitetsbehandling.

 

Opdateret 29. april 2011