Udtalelse, 4. februar 2003

Udtalelse vedr. udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven (Omskæring af kvinder)

Ved skrivelse af 18. december 2002 har Justitsministeriet fremsendt udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven (Omskæring af kvinder) til høring.

Hvilke ændringer lægger udkastet op til?

Fravigelse af kravet om "dobbelt strafbarhed"

Der foreslås en ændring af straffelovens regler om dansk straffemyndighed, således at det almindelige krav om "dobbelt strafbarhed" for handlinger, der er begået i udlandet, ikke gælder ved kvindelig omskæring. Hermed vil der være klar hjemmel til at straffe medvirken her i landet til kvindelig omskæring, selv om omskæringen foretages i et land, hvor kvindelig omskæring ikke er strafbart - f.eks. i tilfælde, hvor herboende forældre træffer aftale med slægtninge mv. om at omskære en pige under et ophold i hjemlandet.

Indførelse af særlig straffelovsbestemmelse

Kvindelig omskæring er i dag strafbart efter straffelovens almindelige voldsbestemmelser, men det foreslås at indsætte en ny, særlig voldsbestemmelse om omskæring af kvinder for stærkere at markere samfundets afstandtagen til disse lemlæstende indgreb, og for i loven at fastslå, at der ikke under nogen omstændigheder kan gives samtykke til kvindelig omskæring - hverken af pigen selv eller af forældrene - med den virkning, at indgrebet bliver straffrit. Den foreslåede bestemmelse gælder enhver form for omskæring.

Ændring af forældelsesfristen

Det foreslås endvidere at ændre straffelovens bestemmelser om forældelse af strafansvar, således at forældelsesfristen for kvindelig omskæring, der i medfør af forslaget vil være ti år, først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor offeret fylder 18 år.

Det Etiske Råds udtalelse

Det Etiske Råd har på sit møde den 22. januar haft lejlighed til at diskutere det fremsendte materiale, og vil i forlængelse heraf afgive følgende udtalelse:

Det Etiske Råd finder det glædeligt, at de seneste års oplysningsindsats vedrørende kvindelig omskæring nu følges op med et forslag til relevant, ny lovgivning. Rådet kan således fuldt tilslutte sig det foreliggende udkast til lovforslag, idet det dog bemærkes, at rådet finder en fortsat oplysningsindsats særdeles nødvendig. Det nye lovgivningsinitiativ bør således ikke implementeres på bekostning af denne.

Rådet ønsker i øvrigt at pege på nødvendigheden af en politisk vedtaget handlingsplan for nedbringelse af antallet af piger/unge kvinder, der bliver udsat for omskæring. Handlingsplanen bør foruden forebyggende initiativer indeholde initiativer til psykologisk, social og sundhedsfaglig vejledning af de piger/unge kvinder, der allerede er blevet udsat for indgrebet. Det er i den forbindelse væsentligt at sikre ofrene en lovhjemlet ret til en sådan vejledning, idet dette vil styrke ofrenes retssikkerhed og understøtte lovforslagets markering af den seriøsitet, med hvilken det danske samfund ser på omskæring af kvinder.

Det Etiske Råd har bemærket, at det i den netop offentliggjorte Rapport fra den tværministerielle arbejdsgruppe om kvindelig omskæring (Januar 2003) bliver konkluderet,

  • at det nuværende regelsæt om underretningspligt i servicelovens §§ 35 og 36 utvivlsomt omfatter oplysninger om, at en pige skal omskæres, eller at en pige som følge af omskæring har store psykiske, sociale eller fysiske vanskeligheder,
  • at alle relevante faggrupper - læger, lærere, pædagoger, sundhedsplejersker, mv. dermed er forpligtet til at underrette de sociale myndigheder i de omtalte situationer,
  • at der ikke findes regler, heller ikke i patientretsstillingsloven eller den øvrige sundhedslovgivning, der kan tilsidesætte forpligtelsen til at underrette de sociale myndigheder.

Det Etiske Råd anbefaler på denne baggrund, at man overvejer i bemærkningerne til det forslag til ny lovgivning, der her er til høring, at henvise til de relevante bestemmelser i serviceloven.


Publiceret:04.02.2003

  • Læs op