I dag offentliggøres udtalelsen om organdonation, der er blevet til på baggrund af de argumenter og holdningstilkendegivelser, som 17 grundskoleelever har afgivet den 26. og 27. januar 2011 til Etisk Forum for Unge 2011
Forummet arrangeres af Det Etiske Råd og afholdes hvert andet år, hvor unge fra hele landet mødes i to dage for at diskutere etiske dilemmaer, der knytter sig til et særligt udvalgt tema.
Etisk Forum for Unge 2011 - udtalelse om organdonation
Læs udtalelsen (PDF)
Stort flertal vil have indført formodet samtykke
Alle myndige personer i Danmark skal som udgangspunkt være organdonorer i tilfælde af hjernedød, medmindre de har meldt fra. Sådan bør fremtiden se ud, hvis det står til et stort flertal af de unge, der deltog i Etisk Forum for Unge 2011. Mens politikerne på Christiansborg stadig diskuterer, om vi skal beholde den nuværende samtykkeform, hvor vi aktivt melder os til, eller om vi skal indføre formodet samtykke, er der klar besked fra de unge. Hos de 15 unge, der går ind for formodet samtykke, er argumenterne blandt andet, at det vil skaffe flere organdonorer og dermed hjælpe flere syge mennesker. Men det vil også skåne de pårørende, der i dag står i en svær situation, fordi den afdøde ikke fik taget stilling.
Video fra EFU 2011
17 elever var blevet udvalgt til at deltage i forummet og i videoen møder du blandt andet Trine og Silas, der fortæller om deres holdninger til organdonation og om, hvordan de har oplevet at deltage i Etisk Forum for Unge 2011.
Sænkning af aldersgrænsen
I dag skal man være fyldt 18 år og dermed være myndig, før man kan tage stilling til, om man ønsker at være organdonor eller ej. Et flertal af de unge mener, at den aldersgrænse skal sænkes til 15 år, fordi 15-årige er modne nok til selv at tage beslutning om deres eget liv og egen død. Ydermere mener et flertal, at der bør indføres et ”teenageregister”, hvor unge helt ned til omkring 13 år kan registrere deres holdning til organdonation. Det giver mulighed for den enkelte at reflektere over problemstillingen, men kan også være en støtte for forældrene, hvis de en dag skal tage beslutning om, hvorvidt deres barn skal være organdonor i tilfælde af hjernedød.
Organdonation på skoleskemaet
Viden og debatskabende information er helt afgørende, hvis man skal give alle mulighed for at tage kvalificeret stilling til organdonation, og derfor mener alle medlemmer af Etisk Forum for Unge 2011, at organdonation som tema bør være pensum i grundskolens overbygning. Desuden bør det offentlige udarbejde en guide til forældre, der skal hjælpe med at igangsætte samtalen om stillingtagen til organdonation.
Læs udtalelsen om organdonation (PDF)
Vil du have mere info, kontakt kommunikationskoordinator Louise Dehn 2531 9824, lcd@etiskraad.dk
Opdateret 3. marts 2011