17 unge diskuterer etik og organdonation

Den 26. og 27. januar 2011 falder gennemsnitsalderen i Det Etiske Råd gevaldigt, når 17 grundskoleelever mødes i Middelfart for at diskutere organdonation ved Etisk Forum for Unge 2011

I løbet af to intense dage skal eleverne agere en slags "ungdoms-etisk-råd", hvor de ligesom det "rigtige" Råd skal tage stilling til etiske dilemmaer og spørgsmål. I år er temaet organdonation, og eleverne får indsigt i diskussionens og argumentationens kunst. Desuden får eleverne viden om, hvordan Det Etiske Råd arbejder.
Ved forummets afslutning har eleverne udarbejdet en udtalelse, der er baseret på deres stillingtagen til organdonation. Udtalelsen bliver sendt til relevante ministre og Folketinget - og efterfølgende bliver den offentliggjort på Rådets hjemmeside.

På forummet deltager også fire medlemmer fra Det Etiske Råd, formand og filosof Jacob Birkler, tidligere sundhedsminister Ester Larsen, dr.med. Gunna Christiansen og teolog og lektor Mickey Gjerris.

Etisk Forum for Unge er et undervisnings- og demokratiprojekt henvendt til grundskolens 9. og 10.-klasse. Forummet har været afholdt hvert andet år siden 2001 med forskellige emner, og indtil videre har Det Etiske Råd modtaget over 16.000 bestillinger på hæftet om organdonation.

For mere information, kontakt
kommunikationskoordinator Louise Dehn, 2531 9824 lcd@etiskraad.dk

 


Publiceret:25.01.2011

  • Læs op