Høringssvar om kvalitetssikring ved transplantation af organer

Rådet har den 17. november afgivet høringssvar til et lovforslag, der har til formål at gennemføre et direktiv fra EU om kvalitets- og sikkerhedsstandarder for organtransplantation mellem mennesker

Det Etiske Råd ser positivt på både lovforslaget og det bagvedliggende direktiv fra EU. Rådet mener, det er vigtigt at sikre høje og fælles standarder for organtransplantation i medlemslandene, og da formålet med direktivet netop er at skabe tryggere rammer, bedre muligheder og høj medicinsk kvalitet for donationen på tværs af landegrænser, kan Rådet kun tilslutte sig dette formål.

Samtidigt vil skærpede krav til myndigheder og sporbarhedssystemer i sig selv bidrage til en begrænsning af den ulovlige organhandel, som Det Etiske Råd tager stærkt afstand fra. Derfor bifalder Det Etiske Råd i høj grad også direktivets og det danske lovforslags bestemmelse om forbud mod annoncering af organdonation med kommercielt sigte.

Derudover finder Det Etiske Råd det både betryggende og afgørende, at direktivet og det foreliggende danske lovforslag ikke har konsekvenser for den danske eller de øvrige landes nuværende lovgivning om samtykkeformen i forhold til organdonation.

Læs høringssvaret (PDF)

 


Publiceret:22.11.2011

  • Læs op