Det næste rådsmedlem til at gribe etik-stafetten kan man næsten kalde garvet, når det kommer til etiske spørgsmål i sundhedsvæsenet. Hun er tidligere formand for Sygeplejeetisk Råd og arbejder til daglig som sygeplejeforsker ved Aalborg Universitet. Edith Mark har siddet i Det Etiske Råd siden januar 2011 og bor lidt uden for Viborg med sin familie
Etik-stafetten
Dette er det andet interview i Rådets etik-stafet. Her deler Rådets medlemmer nogle tanker om det at sidde i Det Etiske Råd, samtidig med at de får lov til at udfordre hinanden med etiske spørgsmål og dilemmaer.
Hvad var dit motiv for at træde ind i Rådet?
Jeg havde ikke noget specifikt motiv – men jeg håbede, at jeg kunne bidrage med mine erfaringer og mine synspunkter i en frugtbar diskussion i Rådet.
Hvilken baggrund og hvilke kompetencer har du med dig ind i rådsarbejdet?
Først og fremmest er jeg kvinde, mor og sygeplejerske. Det er jo formålstjenlige og dybe kompetencer til rådsarbejdet og i tilværelsen i øvrigt. Derudover er jeg forsker inden for sundhedsvæsenets rammer. Mine erfaringer fra Sygeplejeetisk Råd har ligeledes været en god hjælp.
Hvilke arbejdsgrupper er du med i – og hvorfor lige dem?
Jeg er med i tre arbejdsgrupper: psykiatri, prioritering i sundhedsvæsenet og Etisk Forum for Unge. Jeg har arbejdet i psykiatrien i mange år og har en specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje. Jeg er nu sygeplejeforsker i Medicinsk Center ved Aalborg Sygehus og deltager ofte i prioriteringsdebatten vedrørende ældre medicinske patienter: Hvilke patienter forfordeles eventuelt? Mine egne fire børn stiller mig mange udfordrende etiske spørgsmål – børn og unge har ofte nogle spontane, gode overvejelser om moral og etik. Demokratiet og udviklingen af gode medlemmer af fællesskabet begynder fra barnsben, derfor er det oplagt at deltage i arbejdsgruppen vedrørende Etisk Forum for Unge.
Edith Mark er tidligere formand for Sygeplejeetisk Råd, hun arbejder til daglig som sygeplejeforsker ved Aalborg Universitet og har været medlem af Det Etiske Råd siden januar 2011.
Hvilket præg vil du gerne sætte på Rådet?
Jeg vil gerne være med til at fastholde et perspektiv på udfoldelsen af menneskelivet. Med dette mener jeg, at jeg vil forsøge at holde videnskabelige, filosofiske og abstrakte overvejelser sammen med almindelig og konkret livsudfoldelse.
Hvad mener du er Rådets vigtigste formål og opgave?
Opgaven må være at få øje på de eller det oversete i de mange spørgsmål, som Rådet skal forholde sig til.
Hvordan synes du, at Rådet løser den opgave?
Opgaven løses ved hjælp af Rådets sammensætning af medlemmer, i den måde rådsmedlemmerne fører en hæderlig dialog med hinanden og i rådsmedlemmernes stadige iver for at kvalificere synspunkterne.
Hvilken rolle spiller Det Etiske Råd i samfundsdebatten?
Det er forskelligt. For nogle samfundsdebattører og politikere fungerer Det Etiske Råd som et godt fundament til yderligere at kvalificere et synspunkt i den offentlige debat. For andre er Det Etiske Råd en provokation eller en skændsel for individets frie tanke. Men uanset holdning til Rådet kommer Det Etiske Råd til at spille en rolle i samfundsdebatten.
Hvilke erfaringer og læringer har du fået i Det Etiske Råd?
Jeg har erfaret og lært meget på den korte tid. Rådsarbejdet gør mig ydmyg. I starten følte jeg mig overvældet i forhold til de mange svære problemstillinger. Jeg har i højere grad kastet mig ud i dilemmaerne og involveret mig i usikkerheden – hvad er godt for menneskeheden, under hvilke vilkår kan livet leves, og hvordan kan vi forvalte livet med hinanden i fællesskab?
Hvad kan du bruge dit virke i Det Etiske Råd til fremadrettet?
Rådsarbejdet er ikke et middel til noget eksakt. Jeg fortsætter mit engagement. Det er ikke et spørgsmål om at tabe eller vinde en sag – men det er hele tiden et spørgsmål om at finde gode muligheder for både mennesker og natur.
I sidste måned stillede rådsmedlem Jørgen Carlsen denne opgave til Edith Mark:
Lad os som et tankeeksperiment suspendere alle regler og anvisninger i sundhedsloven, serviceloven, og hvad der ellers regulerer sundhedspersonalets forhold til patienterne. I stedet for alt dette vil jeg bede dig om at formulere en etisk forskrift for sundhedspersonalet, som skal gælde universelt. Men nu kommer benspændet: du har højst 100 ord til rådighed.
Her kommer Ediths svar:
For alle sundhedsmedarbejdere er den vigtigste grundregel kærlighedsbuddet. Derfor må der være et grænseløst påbud: Du skal elske din næste som dig selv. For at sikre menneskets overlevelse og for ikke at misbruge magt, må der også være tre skærmende grundforbud: Du må ikke udøve drab, incest og kannibalisme. Sidst i rækken kommer den lille etik, etiketten. Det er de mangfoldige kulturelle normer og gode omgangsformer, som vi kan muntre os med i dagligdagen, så alle får plads og muligheder i sundhedsvæsenet.
Edith Mark sender etik-stafetten videre Thomas Ploug, som hun stiller følgende spørgsmål:
Hvilke etiske aspekter ser du i, at mennesker skriver meget private opdateringer på facebook? Hvilke betydninger har facebook i forhold til dannelse (identitet, ansvar for medmennesket og moralsk dømmekraft)?
Du får 200 ord til din besvarelse – så giv en kort opdatering!