Etik-stafet: Ikke et sted for oneliners

Hvad var dit motiv for at træde ind i Rådet?

Da jeg blev spurgt, om jeg ønskede at træde ind i Rådet, blev jeg meget glad og ydmyg. Jeg har tit læst om Rådets udtalelser i pressen og lagt mærke til, at de ofte er en blanding af "common-sense" og meget nuancerede overvejelser. Desuden har jeg altid været interesseret i samfundsspørgsmål og i overvejelser om, hvordan mennesker behandler hinanden, og hvordan man kan indrette et samfund bedst muligt, så man tilgodeser borgernes integritet og demokratiske ret.

Hvilken baggrund og hvilke kompetencer har du med dig ind i rådsarbejdet?

Jeg er uddannet kunsthistoriker og har arbejdet på forskellige kunstmuseer, før jeg i 2002 åbnede mit eget kunstgalleri. Min baggrund har givet mig indblik i mange forskellige menneskers liv. Som gallerist står man midt mellem kunstsamleren/museet og kunstneren. Det er to dele af samfundet, der ofte har meget forskellige tilgange til samfund, livsopfattelse og ideologi. Min opgave som gallerist er at samle de to verdener i kærlighed til og i formidlingen af kunstværket. Det har givet mig en åben og fordomsfri tilgang til andre mennesker. Det er morsomt at beskæftige sig med mange forskellige opfattelser af tilværelsen, og det har jeg kunnet tage med mig ind i Rådets arbejde, der jo er præget af mange faggruppers forskellige tilgange til de emner, vi tager op.

Min baggrund som selvstændig har desuden givet mig en praktisk og pragmatisk tilgang til en masse ting, og det gør nok, at jeg besidder en god portion fremdrift.

CHRISTINA WILSON er uddannet kunsthistoriker og har været medlem af Det Etiske Råd siden januar 2011.

Hvilken arbejdsgruppe er du med i – og hvorfor lige den/dem?

Jeg er med i tre arbejdsgrupper: Fødevarer, Etik og sprogbrug og Etisk Forum for Unge.

"Fødevarer" er et stort og vanskeligt emne. Gruppen er stor og bredt sammensat, og vi har arbejdet hårdt og længe. Meningerne brydes ganske interessant i denne gruppe, da ens egen måde at opfatte verden på – ens egen grundlæggende overbevisning og ideologi – hele tiden bliver udfordret, da vi arbejder med emner som bioenergi, klima, naturressourcer og fødevaremangel. Alt dette skal naturligvis sættes i relation til vores forskellige opfattelser af natur som ressource eller naturen som havende værdi i sig selv, samt diskussioner af forpligtelser over for andre mennesker i forbindelse med et nærheds- og fjernhedsprincip. Vi skal i gruppen hele tiden være opmærksomme på, om vi kommer til at tale politik og ikke etik. Og om man overhovedet kan adskille de to ting?

I gruppen Etik og sprogbrug har vi sat os for at øge bevidstheden om, hvordan sproget bruges i sundhedssektoren. Arbejdet er spændende, og vores undersøgelser af sproget udløser tit masser af latter. Ofte har der indsneget sig sprogforbistringer, uden vi selv har opdaget det. Plusspeak bliver pludselig nedladende, og i forsøg på at være politiske korrekte kommer vi selv og myndigheder ofte til at virke arrogante i vores sprogbrug. Arbejdet er vedkommende, og vores resultater, som jo endelig ikke må virke sprogpoliti-agtige, er nemme at gå til og vil kunne bruges af mange brugergrupper.

Den sidste gruppe jeg er med i er Etisk Forum for Unge, der næste gang handler om psykiatri. Arbejdet er lige startet, men jeg er medlem af gruppen, fordi jeg selv har teenagebørn, blandt andet en datter, der er kommet vel igennem en spiseforstyrrelse. De unge er en særlig udsat og følsom gruppe inden for psykiatriområdet, og det er vigtigt, at der bliver taget hånd om deres specielle behov, i en tid hvor kravene og forventningerne til unge mennesker bliver stadig mere komplekse.

Hvilket præg vil du gerne sætte på Rådet?

Fornuft, en anerkendende tilgang til andre mennesker, godt humør og en aldrig svigtende fornemmelse for, hvad der rører sig i samfundet.

Hvad mener du er Rådets vigtigste formål og opgave?

Rådets helt klart fornemmeste opgave er at være debatskabende på et kvalificeret grundlag. De mennesker, der sidder i Rådet, tager deres opgave meget alvorligt og bruger deres baggrund på at skabe kvalitet og højde i debatten om bioteknologi, fødevarer, natur og miljø og etiske spørgsmål, der knytter sig til sundhedsvæsenet. Vi skal først og fremmest kvalificere og rådgive, og de mennesker der benytter sig af vores rådgivning skal føle sig trygge ved, at vi har gjort os umage gennem en anerkendende tilgang til hinandens meninger. Rådet bæres netop ikke frem af enighed, og det gør os meget nuancerede.

Hvordan synes du, at Rådet løser den opgave?

Jeg mener, at Det Etiske Råd opfører sig meget etisk. Vi har hele tiden et kritisk øje på os selv, så vi ikke bliver en løsrevet del af virkeligheden. Det anser jeg for den største trussel mod os selv. Men de mange forskellige faggrupper, der er repræsenteret, sørger for, at der hele tiden er en klo i verden uden for Det Etiske Råd. Til hvert møde er der oplæg fra fagpersoner inden for de områder, vi beskæftiger os med. Vi samarbejder fx med Børnerådet og Psykiatrifonden. Vores forhold til pressen er et fast punkt på vores dagsorden. Alle medlemmerne optræder tit i pressen, og der er ingen berøringsangst i vores evalueringer af det enkelte medlems udtalelser, når de udtaler sig på vegne af Rådet. Dette er jo forfriskende, for så skal alle kunne forsvare egne synspunkter.

Hvilken rolle spiller Det Etiske Råd i samfundsdebatten?

Jeg håber, Rådet spiller en stor rolle. Vi gør meget for at afholde debatarrangementer, skrive kronikker, og gøre de emner vi behandler synlige for det omkringliggende samfund. Der er sikkert nogle, der vil hævde, at vi befinder os i et elfenbenstårn. Men vi ønsker jo ikke at være populistiske, og det er svært at koge de spørgsmål og emner, vi arbejder med, ned til oneliners, der kan trække overskrifter. Vores udtalelser er altid nuancerede og derfor lidt lange. Det er det, der er vores eksistensberettigelse: at kunne nuancere og kvalificere debatten om oftest meget svære emner og spørgsmål. Spørgsmålet om livsforlængende behandling af demente kan heldigvis virke fremmed for mange mennesker, indtil de selv står i en situation, hvor en af deres kære bliver alvorligt ramt af demens. Så kan det jo være, at de kan bruge nogle af de tanker, vi allerede har tænkt og derigennem blive bedre rustet til at se, hvad der er op og ned på en række vanskelige problemstillinger i den forbindelse.

Hvilke erfaringer og læringer har du fået i Det Etiske Råd?

Som jeg skrev i starten er jeg kunsthistoriker… Jeg kan slet ikke opremse alle de erfaringer og læringer jeg har fået gennem mit første år i Det Etiske Råd!

Hvad kan du bruge dit virke i Det Etiske Råd til fremadrettet?

Jeg kan se, at man skal turde tage livtag med samfundsdebatten. Bare tænk dig om og ud af starthullerne! Vi alle mener jo noget med den måde, vi lever vores liv på. Prøv at formuler det, tag stilling til, hvordan vi behandler hinanden, naturen, ressourcerne… Vær aktiv og tag del i samfundet. Der er ikke noget, der hedder den rigtige mening. Jeg er kunsthistoriker, men jeg kan alligevel godt have en mening om fx aktiv dødshjælp.

I sidste måned stillede rådsmedlem Thomas Ploug dette spørgsmål til Christina Wilson:

Mener du, at det er etisk forsvarligt at tillade handel med organer, fx nyrer?

Her kommer Christinas svar:

Dette er naturligvis et spørgsmål, der er svært at svare entydigt på. I Danmark synes jeg, det ville være direkte uetisk, hvis studerende, på linje med salg af sæd, kan gå ind på en klinik og få fjernet en nyre og derefter modtage et par hundrede tusind kroner for det. Jeg så meget gerne, at man ikke kommercialiserer organdonation, men simpelthen donerer et organ, fordi man helt uegennyttigt ønsker at hjælpe et andet menneske i nød. Men dette medfører jo, at der ikke er nyrer eller organer nok til alle de, der er syge. En del af problemet vil kunne afhjælpes ved, at flere mennesker aktivt tog stilling til organdonation i forbindelse med dødsfald. Men indtil dette boom af frie organer kommer, vil der stadig være for få organer til danske patienter.

På den anden side kan man leve udmærket med kun en nyre, og i Indien kan salg af en nyre redde en hel familie fra sultedøden. Skal man så undlade at rejse til Indien og købe en nyre, der måske kan redde ens eget eller ens barns liv? Her kommer man ud i et vanskeligt etisk dilemma, som siger meget om menneskers sårbarhed over for livet. Min bekendelse lyder derfor således: Som mor ville jeg forsøge at gøre alt for mit barns overlevelse. Også selvom jeg ikke ville kunne forsvare det etisk over for mig selv.