Rådets oprettelse, virke og organisering

Det Etiske Råd blev oprettet i 1987 med det formål at rådgive Folketinget og offentlige myndigheder samt skabe debat om nye bio- og genteknologier

Det første danske reagensglasbarn blev født i 1984, og var et tydeligt tegn på, at teknologiske udvikling flyttede grænser for, hvad man hidtil ikke havde anset for at være muligt. Den store debat, der opstod med reagensglasmetoden, førte i 1987 til oprettelsen af et etisk råd til rådgivning af Folketinget og offentlige myndigheder og debat i befolkningen om forskningens muligheder på det bio- og genteknologiske felt inden for sundhedsområdet. I forbindelse med Rådets etablering blev også Folketingets Udvalg vedrørende Det Etiske Råd oprettet; Udvalget følger Rådets arbejde og udpeger ni af Rådets 17 medlemmer.

Rådets arbejdsområde udvides

I 2004 blev Rådets arbejdsområde udvidet til også at omfatte den bio- og genteknologiske udvikling inden for natur, miljø og fødevarer. Du kan læse mere om Rådets mandat i Loven om Det Etiske Råd på retsinformation.dk >

Udpegning af medlemmer

Rådet er et uafhængigt råd, hvilket indebærer, at Rådet - inden for lovens rammer - er selvstændigt, og ikke kan modtage instrukser eller lignende fra hverken ministre, Folketinget eller andre med hensyn til, hvilke opgaver, der skal tages op i Rådet og med hensyn til indholdet af udtalelser, råd, beslutning om at igangsætte debatarrangementer m.v.

Rådet består af 17 medlemmer, der udpeges for en tre-årig periode med mulighed for genudpegning én gang.

Følgende parter udpeger medlemmerne:

  • Ni medlemmer udpeges af Folketingets Udvalg vedrørende Det Etiske Råd
  • Fire medlemmer udpeges af indenrigs- og sundhedsministeren
  • Et medlem udpeges af miljøministeren
  • Et medlem udpeges af videnskabsministeren
  • Et medlem udpeges af økonomi- og erhvervsministeren
  • Et medlem udpeges af fødevareministeren

Det er indenrigs- og sundhedsministeren, der officielt beskikker Rådets medlemmer. Ved udpegning og beskikkelse skal det sikres, at såvel lægfolk som fagfolk er repræsenteret, og der må kun være en mere af det ene køn end af det andet.

Medlemmerne samles til heldagsmøde i Sekretariatet ca. en gang om måneden, og mødes løbende i forskellige interne arbejdsgrupper.

Rådsmedlemmerne er ulønnede.

Læs mere om udpegningen i Loven om Det Etiske Råd på retsinformation.dk >

Produkter og aktiviteter

Rådet udgiver redegørelser, udtalelser og høringssvar. Vi arrangerer også debatarrangementer om emner, der ligger inden for Rådets virksomhedsområde. Op til klimatopmødet i Danmark i december 2009 blev der fx afholdt en stor debatdag i Landstingssalen på Christiansborg om fødevarer, klima og etik. Debatdagen blev arrangeret i samarbejde med Forbrugerrådet.

Rådet har også fokus på interaktive platforme, herunder undervisningsmateriale til grundskolen og gymnasium; læs mere under "Temauniverser". 


Publiceret:05.04.2010

Opdateret:29.06.2012

  • Læs op