Mickey Gjerris tog udgangspunkt i den danske teolog, K.E. Løgstrup, som taler om 'den etiske fordring'. Fordringen kræver, at vi tilsidesætter os selv og tager vare på 'den andens' liv, som altid er udleveret til os. Der er tale om en ensidig fordring, som derfor ikke kræver noget af 'den anden'. 'Den anden' er ikke kun andre mennesker, den ikke-menneskelige natur omkring os anser han også for at have en moralsk status. Ikke i absolut forstand, for det er ikke forkert at anvende dele af naturen som midler til at opretholde vores egen eksistens – ligesom for eksempel dyrene må spise andre dyr for at overleve. Men han mener, der er grænser for, hvad vi kan bruge naturen til, og at det er skamløst at gøre naturen til middel for formål, der ikke vejer, som for eksempel uvigtige forbrugsgoder.

Hos Løgstrup er den etiske fordring tavs, den siger ikke noget om, hvordan vi skal handle overfor den anden, det må vi vurdere på baggrund af vores fantasi og indlevelsesevne i de nære relationer. Det er naturligvis vanskeligere at indleve sig i dyrs eller planters sind og natur, end det er i andre menneskers, men her må vi henholde til de ligheder, der trods alt er, og lidelse og manglende trivsel er etisk forkert, uanset hvem der rammes.

Det er svært at finde det ultimative argument for, at naturen har værdi i sig selv, men Mickey Gjerris henviste til nogle stærke intuitioner, der siger os, at det forholder sig sådan. Vi kan for eksempel forestille os, at det sidste menneske forbereder sig på at forlade en ø, han har levet på, og at han ved, at ingen mennesker nogensinde vil sætte fod på øen igen. Hvis naturen ikke har værdi i sig selv, men kun den værdi, den har for mennesker eller andre væsener, der tæller moralsk, som den 'traditionelle' etik siger, så vil der i den situation ikke være noget forkert i, at det sidste menneske brænder hele øen af, inden han forlader den. Ingen mennesker vil nogensinde få glæde af den igen, så derfor kan handlingen ikke være forkert.

De fleste vi nok mene, at dette ræsonnement ikke holder, og at det er forkert at brænde en ø af helt uafhængigt af, om det skader mennesker at gøre det. Grunden til, at det er forkert, kan altså ikke være handlingens konsekvenser for mennesker, det må være dens konsekvenser for plante- og dyrelivet på øen. Intuitionen siger os altså, at planterne og dyrene har en værdi, som gør det forkert at skade dem.

En anden intuition siger noget om, hvilken værdi det har for mennesker, at der er noget, som 'ikke er os', som vi sameksisterer med. En svensk forfatter har skrevet om, hvordan passagererne på en rumsonde, der kom ud af kontrol og fortsatte ud i rummet, langsomt bliver vanvittige, fordi de befinder sig i et udelukkende menneskeskabt univers. De mangler det andet, naturen, som altså har en eksistentiel betydning for os.

Kasper Lippert-Rasmussen var enig i, at vi intuitivt ville finde, at en skov eller naturlige områder har værdi, så det forekommer forkert at destruere dem, selv hvis ingen mennesker nogensinde ville få den at se igen. Dette gælder dog også for mange menneskeskabte genstande, for eksempel en særligt smuk gammel bog. Både naturen og kulturgenstande kan have værdi, spørgsmålet er, om de har det i nogen moralsk relevant betydning.

Det peger på, at det i udgangspunktet er vigtigt at gøre sig klart både hvad man mener med 'naturen' og med 'værdi i sig selv', når man svarer på, om naturen har værdi i sig selv.

Med hensyn til det sidste, så skelner man mellem forskellige måder, en ting kan have værdi:

• Hvis noget har intrinsisk værdi, har det værdi i sig selv. For eksempel har livskvalitet intrinsisk værdi, det er en egenskab ved livskvalitet, at det er godt, det får ikke sin værdi fra noget andet
• Hvis noget har ekstrinsisk værdi, får det sin værdi fra en anden kilde, fra sin relation til noget andet. Fx har pengesedler ikke nogen værdi i sig selv, deres værdi er afledt af deres tilknytning til de værdier, de repræsenterer

Parallelt med denne opdeling skelner man også mellem:

• Om noget har instrumentel værdi, som betyder, at vi sætter pris på det, det har værdi for os, fordi det er et middel til at opnå noget andet. Penge har for eksempel instrumentel værdi (oveni den ekstrinsiske værdi), fordi de kan bruges som midler til at erhverve noget, der har værdi for os
• At noget har ikke-instrumentel værdi vil sige, at vi sætter pris på det for dets egen skyld. Det har værdi for os på grund af det, det er, ikke fordi vi kan bruge det til at opnå noget andet. Livskvalitet har derfor ikke-instrumentel værdi (oveni den intrinsiske værdi) Indespærring af en morder har også ikke-instrumentel værdi (vi sætter pris på, at en morder spærres inde), men værdien er extrinsisk; det er kun godt i relation til forbrydelsen (indespærring er kun godt, fordi det udgør straffen for et mord).

Normalt anser vi personer for at have intrinsisk værdi i den betydning, at de er værdifulde i sig selv i kraft af nogle egenskaber, de har (især rationalitet eller selvbevidsthed). Når Kant siger, at personer er mål i sig selv, ligger der noget normativt i det: at deres intrinsiske værdi giver dem en moralsk status, som gør, at andre personer er forpligtet til at tage hensyn til dem. En person må ikke ofres, heller ikke selvom det kunne tjene et større formål – eksempelvis kan lægerne på et hospital ikke vælge at slå en af patienterne ihjel, fordi man derved kunne udtage organer fra vedkommende, der kunne redde 5 andre fra at dø.

I 'traditionel' etik anser man ikke naturen eller naturlige områder for at have denne type intrinsisk værdi. Hvis man kunne forestille sig, at det, at man fældede én regnskov, på en eller anden måde kunne gøre, at fem andre regnskove kunne reddes, ville mange formentlig mene, at man ikke af hensyn til denne skov var forpligtet til at lade den stå. Så selvom vi sætter pris på skoven for dens egen skyld (den har ikke-instrumentel værdi), behøver det ikke betyde, at den har en moralsk betydningsfuld værdi i sig selv som gør, at vi har moralske forpligtelser overfor den. Eller i det mindste antager responsen til denne værdi en anden form, end den gør i forbindelse med personer.

Derimod vil det, at skoven er livsgrundlaget for nogle mennesker (den har instrumentel værdi for nogle, der tæller etisk) betyde, at vi alt andet lige er forpligtet til at beskytte den. Men da denne forpligtelse er overfor de personer, der skades ved at skoven forsvinder, og ikke overfor skoven selv, er den svagere, end hvis skoven havde værdi i sig selv, derfor kan forpligtelsen afvejes mod andre hensyn. Dermed ville det i denne forståelse ikke i sig selv være moralsk forkert at ofre én regnskov for at redde fem andre, en skov må gerne bruges som middel til at nå et andet mål. Men det ændrer ikke på, at det vil være endog meget moralsk forkert at fælde den, hvis det ødelagde nogle menneskers livsgrundlag at gøre det.

Når mange miljøetikere mener, det er en moralsk betydningsfuld intrinsisk værdi, at et naturfænomen har et liv med betydning for det selv - at denne egenskab gør at det har værdi i sig selv, som giver det moralsk status - vil det derimod udelukke, at man kan ofre én regnskov, for at redde fem andre skove.

Det er altså vigtigt at gøre sig klart, hvad det er for en værdi, man anser naturen for at have. I scenarierne bør vi forholde os til forskellige opfattelser af, hvilken værdi, naturen har, og deres implikationer for, hvordan vi bør behandle naturen og i hvor høj grad, vi kan anvende den til vores formål.

Det fører frem til den anden definition, som er vigtigt i forhold til, om naturen har værdi i sig selv, nemlig definitionen af 'naturen'. Der er i hvert fald tre betydninger, som ofte ligger implicit i udsagnet:

• Naturen forstået som modsætningen til det overnaturlige: Hvis man afviser, at der findes noget, der er overnaturligt, er alting naturligt ifølge denne definition
• Naturen forstået som modsætningen til det, som er påvirket af menneskers eksistens: Den definition udelukker til gengæld alting undtagen urskove og andre områder, mennesker aldrig har påvirket, det vil sige næsten intet i Danmark vil være omfattet
• Naturen forstået som modsætningen til det, som er påvirket af menneskers eksistens på en særlig måde: Måske mener mange, at også kulturlandskaber som marker og dyrkede skove skal regnes med til naturen. Det, der ikke er natur, er så for eksempel bygninger eller veje – områder som mennesker har påvirket på en særlig måde.
  Men hvis naturen dermed består af arealer, der allerede dyrkes og påvirkes af mennesker, er det vanskeligt at se, hvorfor vi ikke må anvende eller påvirke dem på andre måder.
  Hvis man for eksempel ikke mener, det er forkert at dyrke grøntsager (frem for at lade dem gro naturligt) eller at forbedre sorterne ved avlsarbejde, er det ikke umiddelbart indlysende, hvorfor det så skulle være forkert, at man i stedet dyrkede genmodificerede grøntsager. Det kræver i hvert fald nogle yderligere argumenter for, at genmodificering er unaturlig på en måde, der er moralsk forkert, mens konventionel dyrkning enten ikke er unaturlig eller er det på en moralsk forsvarlig måde.
  – Eller man skal sige, at det, der er galt med GMO-dyrkning, ikke er, at det er unaturligt, men noget andet, for eksempel at det er meget risikabelt.

Derudover er det vigtigt at være præcis med hvad det er for et sagsforhold som har værdi i sig selv, når man hævder at naturen har værdi i sig selv. Er det det forhold at natur eksisterer, der har værdi i sig selv? Det vil de fleste nok sige nej til, for den værdi bevares jo, selvom man fx fælder én regnskov. Eller er det hver enkelt forekomst af det naturlige som har værdi i sig selv? Og hvad tæller her som ”en forekomst” - tæller Amazon junglen fx som én forekomst og en 400 kvm stor jungle i Malaysia som en anden forekomst af det naturlige, og har de to forekomster derfor lige meget værdi i sig selv?