Ungdomsbyen

Det Etiske Råd påbegyndte i 2009 et samarbejde med det pædagogiske kursuscenter Ungdomsbyen med henblik på at udvikle et undervisningsforløb om bioteknologi og etik under temaet: "Hvad fremmer sundhed?"

Den 15. september 2011 havde Ungdomsbyen premiere på etik-kurset "Etik på speed", der er et ud af fire kursusforløb, som er udviklet i samarbejde mellem Ungdomsbyen og fire samarbejdspartnere under den overordnede projekttitel: "Hvad fremmer sundhed?". Kursusforløbet handler om etik og sundhed, og det er besluttet, at hovedtemaet i det treårige undervisningsforløb er "fremtidens fosterdiagnostik", hvor den teknologiske og etiske substans hentes fra Rådets redegørelse, der udkom i 2009. I undervisningsforløbet indgår dog også andre af Det Etiske Råds kerneemner, som relaterer sig til menneskets sundhed.

Ungdomsbyens sundhedshus og projektet "Hvad fremmer sundhed" - og dermed også projektet om etik og sundhed - er finansieret af Nordea-fonden.

ETIK PÅ SPEED er et kursus, der kaster eleverne ud i etiske dilemmaer, som er forbundet med anvendelsen af dagens og morgendagens bioteknologiske muligheder. Se her et indslag fra en dag i Ungdomsbyen.

Formålsbeskrivelse

Ifølge den overordnede projektbeskrivelse er formålet at udvikle, afprøve, kvalificere og udbrede effektiv sundhedsundervisning, der udfordrer eleverne til:

  • Aktiv stillingtagen til betydningen af at leve et godt og sundt liv på baggrund af viden om sundhed og sundhedsfremmende foranstaltninger.
  • At diskutere personlige og samfundsmæssige konsekvenser af opfattelser, vaner og valg.
  • At udvikle handlekompetence i forhold til at tage ansvar for egen såvel som andres situation.
  • At sætte livskvalitet, sundhed og velværd til debat.
  • At omsætte intentionerne i undervisningsministeriets fælles mål faghæfte for sundheds – seksualundervisning og familiekundskab til praktisk undervisning.

Det Etiske Råd ønsker at udbrede kendskabet til såvel Det Etiske Råd som kendskabet til dets virksomhedsområder for en bred kreds af unge. Det er en målsætning for Det Etiske Råd at benytte mange kanaler til at aktivere, levendegøre og udbrede denne videns- og refleksionsmængde til så mange målgrupper som muligt.

Målgruppe

Målgruppen for kursusdagen er de ældste klasser i grundskolen samt ung-domsuddannelserne. Kursusdagen med arbejdstitlen "Bioteknologi, sundhed og etik" skal dermed løfte en del af Rådets debatskabende formål. Ungdomsbyen har 40 års erfaring med aktiv og inddragende pædagogik for målgruppen, og det er første gang, Det Etiske Råd indgår i et så tæt samarbejde med en undervis-ningsaktør med det formål at nyttiggøre Rådets allerede etablerede arbejder i en undervisningssammenhæng. Erfaringsmæssigt er det primært skoleklasser fra Sjælland, der gør brug af Ungdomsbyens kurser, hvilket skyldes Ungdomsbyens geografiske placering i Rødovre.

Produkt

Det overordnede slutprodukt i projektet er rammerne for en kursusdag af fem timers varighed. Kursusdagen udbydes to gange om ugen i tre år. Kursusdagen vil blive udbudt fra Ungdomsbyens hjemmeside, og på grund af projektets fondsfinansiering vil det være gratis for klasser at tilmelde sig. Det er typisk en klasse ad gangen, der deltager samlet i én kursusdag.

Læs mere om etik-kurset "Etik på Speed" på Ungdomsbyens hjemmeside

 

Opdateret 11. oktober 2012