Man arbejder på at finde metoder til at overføre raske gener for at helbrede personer, der lider af genetiske sygdomme. I fremtiden vil teknikkerne måske også kunne bruges på folk, som slet ikke er syge, men bare gerne vil være lidt klogere eller smukkere.

I 2003 blev forskere fra hele verden endelig færdige med et meget stort projekt: Kortlægningen af det menneskelige genom. Ligesom de opdagelsesrejsende for 500 år siden kortlagde jordkloden, var genetikerne nu færdige med at lave et slags landkort over de ca. 20.000 gener, som mennesket har vist sig at bestå af.

Et gen er et stykke DNA, der er forbundet med en enkelt eller en særlig type af egenskaber. Generne koder nemlig for dannelsen af proteiner, der er afgørende for en organismes funktion og egenskaber. Proteinerne fungerer som byggesten i muskler, negle, hår, osv. og styrer og indgår i stort set alle processer i kroppen.

Arbejdet med kortlægningen gav adgang til en masse oplysninger om, hvordan mennesker er opbygget. I starten havde man meget store forhåbnin­ger­ til alt det, man kunne opnå ved at ændre på generne. Men det viste sig hurtigt, at genernes funktion var noget mere indviklet, end man først kunne se.

Den humane genteknologiforskning har primært fokuseret på to områder, nemlig undersøgelser af sammenhængen mellem menneskets gener og egenskaber samt anvendelse af genteknologi til sygdomsbehandling. Det kaldes genterapi.

Genterapi

Genforskningen har vist, at fejl i generne er årsag til en række sygdomme. I starten troede man kun, det gjaldt de arvelige sygdomme, men efterhånden er det blevet klart, at langt flere sygdomme end først antaget på forskellig vis er forbundet med genetiske defekter. Nogle sygdomme er meget direkte forbundet med defekten – er defekten til stede vil sygdommen med sikkerhed udvikles, mens andre defekter blot gør en person mere disponeret til at udvikle en sygdom. Nogle sygdomme skyldes fejl i et enkelt gen, mens andre skyldes en kombination af fejl i flere gener. Og nogle sygdomme skyldes genetiske defekter, der er nedarvede, mens andre sygdomme skyldes defekter, der er opstået spontant, for eksempel som følge af stråling eller kemisk påvirkning.

Disse erkendelser har gjort det nærliggende at søge at behandle sygdommene ved at tage fat i selve årsagen, nemlig ved at korrigere generne. Hvis man kan rette genfejl ved at indsætte raske gener i cellerne, kan man i princippet kurere sygdom­men i stedet for bare at dæmpe symptomerne med medicin. Det har man forsket meget i siden 1990’erne, hvor mange var overbevist om, at de store gennembrud lå lige om hjørnet. Så hurtigt kom det imidlertid ikke til at gå, fordi forskellige uforudsete problemer er dukket op.

I de senere år har man fundet ud af, at generne spiller sammen og påvirker hinanden på indviklede måder. Når man ændrer på ét gen, kan det derfor være svært at sige, hvilken række af ændringer, det vil føre til.

Desuden ved man nu, at generne også påvirkes af det omkringliggende miljø på indviklede måder, som man endnu ikke kender så meget til. Det er den gamle diskussion om arv og miljø og hvor meget, de hver især betyder, som her får en helt ny betydning.

I dag kan man se, at det ikke bliver så nemt at behandle sygdomme ved at ændre på generne, som man først havde troet. Mere end 3.000 patienter har de sidste 10 år deltaget i over 300 genterapiforsøg, men resultaterne har været magre. Forsknin­gen fortsætter dog, og i de senere år har der vist sig flere lovende resultater.

Et genterapiforsøg består af flere delprocesser. Først skal det terapeutiske gen indsættes i en vektor, der er den struktur, der bruges til overføre et gen til en værtsorganisme med. Dernæst skal vektoren i kontakt med de ønskede celler i værtsorganismen og her overføre det terapeutiske gen. Det er primært denne del af processen, der volder problemer.

De mest benyttede vektorer er vira, men problemet med at bruge vira som vektorer kan være, at det er tilfældigt, hvor i værtscellens DNA-virussen integrerer sit DNA. Man risikerer derfor, at vektoren integrerer sine gener nær et bestemt gen, LMO2, som kan fremprovokere en ukontrolleret celledeling, dvs. kræft. I et af de mest lovende forsøg med genterapi, hvor en gruppe børn med den livstruende immundefektsygdom SCID blev behandlet, skete dette i tre af tilfældene, så børnene udviklede kræft. For de resterende syv børn har behandlingen været en succes. I afsnittet Genteknologi og sygdomsbehandling kan I læse mere om genforskningen og erfaringerne med genterapi.

De virale vektorers begrænsninger har givet anledning til, at der i dag er udviklet en bred variation af andre typer af vektorer, der dog indtil videre ikke har vist sig ligeså effektive som de virale. I interviewet med genforsker Thomas G. Jensen, beskriver han, hvordan de i hans laboratorium forsøger at bruge liposomer som vektorer.

Forbedring af normale egenskaber

Genterapi går altså ud på at prøve at kurere sygdomme på genniveau. Men nogle gange kan det være svært at trække en helt fast grænse mellem, hvad der er sygdom, og hvad der er yderkanten af det normale. Er det for eksempel en sygdom at have flyveører eller at være meget lille af vækst? Det kan jo diskuteres, men begge dele behandler vi på hospitalerne. Det kan være en sygdom at være meget deprimeret, men også mennesker, som ikke er egentligt deprimerede, kan nogle gange have glæde af medicinen. Spørgsmålet er, om det så er sygdomsbehandling, eller om man behandler helt normale egenskaber, hvis man giver medicin til sådanne mennesker?

Herfra er der en glidende overgang til mennesker, som slet ikke er syge, men bare ønsker behandling for bedre at kunne koncentrere sig til eksamen, få større muskler for at præstere bedre sportsresultater eller blive opereret for at få større bryster. Den type forbedringer af normale egenskaber kalder man for enhance­ment, og mange forestiller sig, at genteknologien også vil kunne bruges til det med tiden. Fra dyreforsøg har man en lang række eksempler på, at dyrs adfærd kan ændres, i nogle tilfælde radikalt, ved enkle genetiske ændringer. Adfærd hos mennesker er uden tvivl mere kompliceret end hos mus, men man ved, at gener også spiller en rolle for menneskers adfærd. I nogle tilfælde er sammenhængen mellem enkelte gener og adfærd så direkte, at det er sandsynligt, at man, hvis det en gang bliver muligt at foretage kontrollerede ændringer i menneskers gener, vil være i stand til at ændre på i hvert fald nogle aspekter af menneskers adfærd.

Men endnu er det ikke muligt at lave genetisk enhancement ved hjælp af genterapi. Det skyldes blandt andet, at mange af de egenskaber, det ville være oplagt at forbedre – for eksempel intelligens – ikke styres af et enkelt gen, men af mange gener i samspil med miljøet. Derfor vil det ikke være spor enkelt at lave den slags ændringer.

Dertil kommer, at mange forbedringer – og heriblandt ændringer af intelligens – kræver meget omfattende ændringer, som skal integreres i alle kroppens celler og ikke kun i de få celler, som kan ændres ved hjælp af genterapi, når kroppen er færdigudviklet. Ændringerne skal derfor foretages på embryostadiet, men hermed risikerer man også at påvirke kønscellerne, hvorved de kan gå i arv til kommende generationer. Men dermed vil ændringerne være irreversible, og hvis der siden hen viser sig uforudsete bivirkninger ved en behandling, vil de muligvis ikke kunne korrigeres. Det vil derfor være meget risikabelt at gå i gang med sådanne behandlinger med den nuværende ufuldstændige viden om genernes funktion.

Der er naturligvis stadig i meget høj grad fremtidsmusik, men det er ikke for tidligt at overveje, hvad de etiske konsekvenser af at foretage sådanne ændringer vil være. Afsnittet Forbedring af mennesker ser på de etiske overvejelser, såsom om ændringerne vil fremme ulighederne, fordi kun de rige får gavn af dem, om ændringerne overhovedet vil være forbedringer og om det i sig selv vil være et problem at ændre ved menneskearten. I etikinterviewet mellem Peter og Klemens diskuterer de blandt andet, om det er rigtigt eller forkert at ændre på menneskers egenskaber, om man kan og skal tale om, hvad der er normalt, og hvor stor risiko man skal løbe i forsøget på at bekæmpe sygdomme.

 

Opdateret 6. august 2010