Af Claus Hansen, filosof – marts 2012

Begrebet "bæredygtighed" eller "bæredygtig udvikling" vandt for alvor indpas i den internationale miljødebat med offentliggørelsen af den såkaldte Brundtland-rapport i 1987. Brundtland-rapporten fremhævede bæredygtig udvikling som det kriterium, som den menneskelige omgang med naturen skulle vurderes ud fra. Mere præcist, definerede Brundtland-rapporten bæredygtig udvikling som en:

ændringsproces hvorunder udnyttelsen af ressourcerne, styringen af investeringer, den teknologiske udvikling og ændringer i institutioner alle er i balance med hinanden og øger både de nuværende og de fremtidige muligheder for at opfylde menneskehedens behov og forhåbninger (WCED:54).

Der er ingen tvivl om, at begrebet om bæredygtig udvikling har nydt og stadig nyder anseelig politisk succes. Bæredygtighed dukker op i mange sammenhænge, og det er svært at finde politiske beslutningstagere eller repræsentanter fra erhvervslivet og miljøorganisationer, som er imod bæredygtighed. En del af forklaring på begrebets politiske succes skal imidlertid uden tvivl findes i det forhold, at det er så tilpas løst defineret, at det er foreneligt med meget forskellige og ofte uforenelige synspunkter på forholdet mellem økonomisk vækst og naturbeskyttelse. Bæredygtighed er i bund og grund en paraplybetegnelse for en lang række forskellige men relaterede problemstillinger. På den baggrund har flere filosoffer forsøgt at identificere nogle kerneideer i begrebet om bæredygtig udvikling, som fortalerne synes at dele: 1) økonomisk vækst og beskyttelse af miljøet skal medtænkes i politiske tiltag og programmer; 2) fremtidige generationers velfærd bør spille en vigtig rolle i vores moralske overvejelser, da nuværende generationers adfærd påvirker deres muligheder for at leve et godt liv; 3) vi har en forpligtelse til at beskytte miljøet ved at reducere forureningen og ved at finde mere miljøvenlige energiformer; 4) begrebet indeholder en tilslutning til lighed og en forpligtelse til at omfordele ressourcer til verdens fattige; 5) og på samme tid en anerkendelse af, at menneskelig velfærd består af mere end blot økonomisk vækst. Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at bæredygtighed ikke i sig selv siger noget om, hvordan disse forskellige hensyn nærmere skal specificeres og vægtes i forhold til hinanden, og derfor udmønter disse mere grundlæggende uenigheder sig som uenigheder om, hvad bæredygtig udvikling består i. Konsekvensen af dette er, at det er rimeligt uforpligtende at proklamere sin støtte til bæredygtig udvikling.

Efter min opfattelse betyder dette imidlertid ikke, at vi helt skal opgive at henvise til bæredygtighed i debatten. En af fordelene ved denne bæredygtighedsdiskurs er, at den angiver en ramme, som forholdet mellem vækst og miljø kan diskuteres inden for, og at den samler en lang række idealer, der alle har relevans i forhold til, hvordan vi bør indrette vores samfund, og som tidligere har været diskuteret hver for sig. Langt fra at være meningsløst kan idealet om bæredygtighed være med til at sætte nogle problemstillinger på dagsordenen ved at tvinge politikere, akademikere og andre aktører til at sammentænke problemstillinger, som tidligere har været behandlet hver for sig, og det er måske først og fremmest i det forhold, at man skal lokalisere bæredygtighedsdiskursens relevans.