Tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen taler om sine personlige erfaringer med 'den livsnødvendige samtale' om døden, Hillerød februar 2018
2. marts 2018

Vær med i debatten om livets afslutning

Det Etiske Råd og Det Nationale Sorgcenter inviterer i 2018 til en livsnødvendig samtale om døden! Vi har allerede besøgt en række byer og flere debatter er i støbeskeen.

Vi har i januar 2018 præsenteret en ny temahjemmeside under navnet Etik ved livets afslutning. Her kan du blandt andet læse rådets tekster, og du kan høre forskellige mennesker fortælle om deres perspektiver på og erfaringer med spørgsmål omkring livets sidste del. Materialet henvender sig både til professionelle, der gennem deres arbejde med sundhed og omsorg kommer i berøring med etiske spørgsmål ved livets afslutning, og det henvender sig til patienter og pårørende, der har alvorlig sygdom inde på livet.

Debatmøder om 'den livsnødvendige samtale'

Rådet har i sit arbejde med dette tema oplevet, at der hos mange mennesker er en berøringsangst over for døden. Det gælder både sundhedsprofessionelle og patienter og pårørende.  Som en udløber af arbejdet med etik ved livets afslutning er rådet derfor indgået i et samarbejde med Det Nationale Sorgcenter om afholdelse af en række debatarrangementer, som handler om betydningen af at tale med hinanden om døden – til glæde for livet.

”En samtale om døden og livet inden døden kan betyde, at der kommer fokus på det enkelte menneskes værdier, forhåbninger og ønsker, så livet op til døden kan opleves værdifuldt på trods af alvorlig sygdom. For dem, der ønsker denne samtale, kan en mere åben debat være et vigtigt skridt på vejen” siger Poul Jaszczak, medlem af Det Etiske Råd og formand for den arbejdsgruppe under rådet, som har stået for projektet.

Også direktør i Det Nationale Sorgcenter Preben Engelbrekt ser frem til debatten:

”Når det gælder vores forhold til døden er mange af os analfabeter, og tabuisering af døden risikerer at spænde ben for os selv i livet. Jeg håber, at vi  med disse arrangementer kan skabe inspiration hos deltagerne til at tage hul på samtaler om liv og død, med de nærmeste, med borgere eller patienter – og med sig selv”.

Der vil rundt i landet være 10 debatarrangementer fra januar til maj. Arrangementerne er gratis og åbent for alle med interesse i emnet, især sundhedsprofessionelle, pårørende og mennesker, der selv har sygdom inde på livet. Gennem film, oplæg, debat og samtale kan deltagerne få indsigt i betydningen af at tale med hinanden om døden – til glæde for livet.

Læs mere om arrangementerne


Etik ved livets afslutning

Læs mere om debatten om 'den livsnødvendige samtale' og find andet materiale – tekster, interviews m.m. – på vores nye temasite om Etik ved livets afslutning.

Besøg vores temasite