Aktiv dødshjælp topbillede
18. september 2012

Det Etiske Råds udtalelse om eventuel lovliggørelse af aktiv dødshjælp

Med en optimal palliativ behandling af døende patienter er behovet for at få udført aktiv dødshjælp forsvindende lille. Alle medlemmer af Det Etiske Råd mener derfor, at der fortsat skal være fokus på at udvikle og udbygge den palliative omsorg i Danmark. Rådet har diskuteret, om det i enkeltstående tilfælde kan være etisk acceptabelt at udføre aktiv dødshjælp? Og om man i så fald bør ændre lovgivningen på området?

Siden maj 2012 har Rådet igennem debat og interne og eksterne oplæg forsøgt at udfolde og udfordre de vigtigste spørgsmål, der angår aktiv dødshjælp.

Rådets medlemmer er enige om, at hvis mulighederne for palliativ behandling udvikles og forbedres i Danmark, vil det være med til, at færre uafvendeligt døende patienter vil se aktiv dødshjælp som et alternativ til livet med terminal sygdom. Det betyder dog ikke, at ønsket om aktiv dødshjælp helt vil forsvinde, og Rådet har derfor drøftet spørgsmålet om, hvorvidt aktiv dødshjælp bør lovliggøres eller ej. 

I dette spørgsmål er rådsmedlemmerne af forskellige opfattelser: Nogle medlemmer er modstandere af at indføre aktiv dødshjælp, da de mener, at fokus bør være rettet mod at styrke hjælpen i livet til døende patienter.  Nogle medlemmer mener, selv om aktiv dødshjælp i særlige tilfælde kan være etisk forsvarligt, bør loven ikke ændres, fordi det vil kunne få negative følgevirkninger, fx for forholdet mellem læge og patient, og for den generelle samfundsopfattelse af, at vi skal yde størst mulig omsorg og støtte til døende patienter.

Endelig mener nogle medlemmer, at både aktiv dødshjælp og/eller assisteret selvmord i særlige tilfælde bør være en mulighed for uafvendeligt døende patienter. Dette er dog under forudsætning af, at denne lovgivning ikke får væsentlige negative følgevirkninger for fx forholdet mellem læge og patient.

Ministeren for sundhed og forebyggelse, Astrid Krag, har den 12. juli 2012 bedt om Det Etiske Råds stillingtagen til aktiv dødshjælp. Rådet vil fortsat rette fokus på problemstillingen, blandt andet ved afholdelse af debatarrangementer og via et nyt projektsite på Rådets hjemmeside.

  • Udgivet 2012
  • PDF
  • 25 sider
Aktiv dødshjælp illustration

Udtalelse om eventuel lovliggørelse af aktiv dødshjælp (2012)

Hent udtalelsen