18. januar 2013

Lovgivning om aktiv dødshjælp

De love, der regulerer feltet omkring aktiv og passiv dødshjælp skal findes i flere forskellige love: straffeloven og sundhedsloven.

Straffeloven

I Straffeloven er det særligt tre paragraffer, der kan anvendes ved aktiv dødshjælp.

Drab: ”§ 237: Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.”

Drab efter begæring: "§ 239: Den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil 3 år."

Assisteret selvmord: "§ 240: Den, som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år."

Der skal ved straffens fastsættelse lægges vægt på oplysninger om gerningsmanden, herunder tages hensyn til dennes bevæggrunde til gerningen:

"§ 82: Ved fastsættelse af straf skal det i almindelighed indgå som formildende omstændighed, at gerningen er begået under indflydelse af stærk medfølelse eller sindsbevægelse, eller der foreligger andre særlige oplysninger om gerningsmandens sindstilstand eller omstændighederne ved gerningen."

"§ 83: Straffen kan nedsættes under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde."

Sundhedsloven

I sundhedsloven gælder nogle regler særligt for uafvendeligt døende patienter.

En uafvendelig døende patient kan have et ønske om ikke at blive holdt i live og i stedet lade naturen gå sin gang. Ifølge sundhedslovens § 25, stk. 1, har en uafvendeligt døende patient ret til at afvise livsforlængende behandling. 

Hvis en livsforlængende behandling er sat i gang, kan en læge som hovedregel ikke afbryde denne behandling, hvis patienten ønsker, at behandlingen skal fortsætte.

Hvis en uafvendeligt døende patient ikke er i stand til selv at tage stilling til behandling (er inhabil) gælder det ifølge Sundhedsloven § 25, stk. 2, at en sundhedsperson kan ”undlade at påbegynde eller fortsætte en livsforlængende behandling”.

Livsforlængende behandling defineres i sundhedsloven som ”behandling hvor der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men alene til en vis livsforlængelse”.

Hvis en sundhedsperson overvejer at starte livsforlængende behandling af en inhabil patient, der er uafvendeligt døende, skal sundhedspersonen kontakte Livstestamenteregistret for at undersøge, om patienten har oprettet et livstestamente. I et livstestamente kan man bestemme, at man ikke ønsker livsforlængende behandling, når man er uafvendeligt døende. Dette tidligere udtrykte ønske er bindende for sundhedspersonen.

Man kan også i et livstestamente bestemme, at man ikke ønsker livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop eller lignende, har medført så svær invaliditet, at den pågældende varigt vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt. Et sådant ønske er vejledende for sundhedspersonen og skal indgå i dennes overvejelser om behandling. 

Palliativ behandling, der sommetider også omtales som passiv dødshjælp, er reguleret i § 25, stk. 3: 

"En uafvendeligt døende patient kan modtage de smertelindrende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selvom dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet."

Dette gælder altså kun, hvis patienten er uafvendelig døende, og hvis patienten giver samtykke. Er patienten inhabil, og dermed ikke i stand til at afgive samtykke, er det op til lægen at handle i patientens interesse. Så længe der ikke gives smertelindrende behandling i større doser end nødvendigt for at holde patienten smertefri, er dette lovligt. Derimod vil det være i strid med straffelovens § 237, hvis en læge giver patienten mere smertelindrende medicin end nødvendigt med det specifikke formål at afkorte patientens liv. 

Kilder

Mette Hartlev, Ulla Hybel og Peter Bak Mortensen, Sundhed og jura. Sundhedsretlige perspektiver på sundhedsvæsen, sundhedspersoner og patientrettigheder, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2013.