6. maj 2011

Forbedring af mennesker

Umiddelbart lyder det som en god idé at forbedre mennesket – for eksempel ved at give os en bedre hukommelse eller en større koncentrationsevne. Men der er mange ting at tage med i overvejelserne.
Er det uretfærdigt, hvis det kun er nogen, der får mulighed for at forbedre sig? Kan forbedringerne ikke fjerne os fra os selv og gøre det hele for overfladisk og let? Og hvad nu, hvis vi ender med helt at afskaffe mennesket som art, er det en god idé?

Vores viden om menneskets opbygning har allerede i et stykke tid gjort det muligt at forbedre vores egenskaber. Det mest kendte eksempel er sikkert EPO, der kan bruges som doping inden for cykelsport og andre konditionskrævende sportsgrene. Et andet eksempel er stoffet ritalin, som man kan anvende til at forbedre sin koncentration og dermed sin evne til at lære noget med, også selv om man i forvejen har helt normale evner. Stoffet kan derfor ikke bare bruges til at behandle mennesker, der har svært ved at koncentrere sig. Det kan også øge koncentrationen hos almindelige mennesker. Derfor giver nogle amerikanske forældre det til deres børn, så de kan klare sig bedre i skolen og måske få bedre karakterer.

Med tiden vil mulighederne for at forbedre menneskers egenskaber sikkert blive langt bedre end i dag. Inden for en overskuelig fremtid kan man sandsynligvis få cellerne i kroppen til at producere bestemte stoffer "på kommando", det vil sige når man tager en tablet, der sætter produktionen i gang. Det kunne for eksempel være vacciner eller væksthormoner, der udvikler større muskler eller får folk til at blive højere. På længere sigt bliver det måske også muligt at forbedre hukommelsen i en periode ved at få nervecellerne i hjernen til at fungere bedre eller at lave mere varige ændringer ved at lave om på kroppens eller hjernens struktur. Så måske kan man en gang i fremtiden gøre mennesker mere intelligente end nu. Umiddelbart synes mange måske, at det ville være noget mærkeligt noget at gå i gang med at forbedre mennesket ved hjælp af teknologierne. Men på den anden side må man vel spørge sig selv, om det ikke er det, vi mennesker altid har gjort. Vi har studeret idrætsudøvernes fysiologi og derudfra udviklet diæter, nye træningsmetoder og nyt sportsudstyr, som kunne forbedre menneskets sportslige præstationer. Vi forsker i indlæring og forsøger at opbygge skolerne sådan, at indlæringen er størst mulig. Og mange forsøger endda at forbedre deres koncentration ved hjælp at meditation eller andre teknikker. Disse typer af forbedringer har ingen noget imod, så hvorfor skulle man egentlig have noget imod at anvende de nye teknikker til noget lignende. Om forbedringerne laves ved hjælp af teknologier eller på anden måde gør vel ikke i sig selv nogen forskel, eller hvad?

Er nogle forbedringer uretfærdige?


Hvis man snakker om forbedringer ved hjælp af EPO eller andre lignende stoffer inden for sportens verden, kan næsten alle blive enige. Det er uretfærdigt, hvis nogle tager EPO, mens andre ikke gør! Men interessant nok er det sådan, at nogle sportsfolk helt naturligt producerer mere EPO end andre og altså har en klar medfødt fordel. Det er der ikke mange, der sådan helt alvorligt finder uretfærdigt. For det er jo en del af "gamet", ligesom det er en del af "gamet" at udvikle mere effektive træningsformer osv. Når det angår sport, har vi altså en fælles forståelse af, hvornår et fysisk fortrin er berettiget. Det er det, når det er medfødt, eller hvis det mest er et resultat af sportsudøverens egen indsats.

Nogle mener, at man kan bruge den samme måde at tænke på i forbindelse med den konkurrence, det er at blive uddannet eller at være på arbejdsmarkedet og andre steder, hvor der sker en sammenligning af mennesker. For eksempel ville det ikke være rimeligt, hvis de højest lønnede stillinger inden for IT-området altid blev givet til personer, der havde fået indarbejdet en chip, som nedsatte deres søvnbehov og forbedrede deres hukommelse. For selv om de kunne arbejde mere end andre, var det jo ikke på grund af deres medfødte evner, eller fordi de havde gjort en særlig indsats. Og på samme måde er det ikke rimeligt, hvis man kan få bedre karakterer til eksamen, bare fordi man har spist en pille, så man bedre kan koncentrere sig.

Hertil vil nogle sige, at man ikke bare kan sammenligne sportens verden med hverken uddannelser eller arbejdsmarkedet. For en del af ideen med sport er netop at se, hvad den menneskelige organisme kan optrænes til at præstere. Og hvis man forbedrer den menneskelige organisme med forskellige teknologier, er der strengt taget ikke længere tale om en menneskelig organisme. Hermed er hele ideen med – og fascinationen ved – sport væk. Men sådan er det ikke med hverken uddannelse eller arbejde. Her er pointen ikke at se, hvad den menneskelige organisme kan præstere. Formålet er i stedet at få udført noget arbejde, som der af den ene eller den anden grund er brug for at få udført. Netop derfor har det ikke den samme betydning, om de ansatte bruger medicin eller teknologi til at blive bedre til deres arbejde eller til at kunne arbejde noget mere. De andre kunne jo bare gøre det samme, hvis de også ville klare sig bedre.

Mange vil dog stadig mene, at det er uretfærdigt at bruge medicin eller teknologi til at klare sig bedre i sin uddannelse eller på sit arbejde. De kommer med flere argumenter for det:
Ét argument er, at mange af de teknologiske eller medicinske forbedringer formodentlig ville komme til at koste ganske mange penge. Derfor ville det først og fremmest være mennesker, der i forvejen havde mange penge, der ville have råd til at betale for dem. På den måde ville det gøre uligheden i samfundet meget større, hvis det var tilladt at få udført forbedringer af sig selv for derefter at blive i stand til at få de bedste og mest vellønnede jobs. De mennesker, der i forvejen havde mange penge, ville komme til at tjene endnu mere. I et samfund som det danske vil de fleste ikke synes, det er i orden. Her stræber vi i stedet efter en vis lighed.

Et andet argument er, at hvis man så alligevel accepterer, at nogle kan få forbedringerne foretaget, så kan det på det nærmeste tvinge andre til også at få dem foretaget. For ellers vil dem, der ikke vælger at få dem foretaget, have meget sværere ved at få de gode karakterer og de interessante og vellønnede jobs. Det er derfor ikke særlig hensigtsmæssigt at belønne dem, der får forbedringerne foretaget, for det lægger et pres på alle andre om at gøre det samme, også selv om de helst var fri.

Men der kan være flere andre grunde til, at det kan være problematisk at foretage forbedringer. I første omgang skal der nævnes tre:

Risiko og hybris

Det kan naturligvis ikke udelukkes, at der vil være en vis risiko forbundet med at foretage forbedringer af mennesket. Det hænger sammen med, at forskerne i dag ikke forstår helt til bunds, hvad der foregår, når man griber ind i mekanismerne i menneskets krop. Spørgsmålet er, om de nogensinde vil komme til det. Kroppen er nemlig så kompliceret, at man ikke kan overskue, hvordan tingene hænger sammen. Derfor kan man aldrig være sikker på, at forbedringerne ikke vil få nogle følger, man ikke havde regnet med. Hvis man for eksempel sætter et nyt gen ind i nogle af menneskets celler, kan det måske vise sig, at genet påvirker nogle af de andre geners funktioner, selv om man ikke regnede med det.

Nogle mennesker vil sige, at risikoen er så stor, at vi skal lade være med at forsøge at ændre på os selv og andre arter. I det mindste skal vi gå meget forsigtigt frem og kun foretage små ændringer. Ellers risikerer vi at skabe nogle væsener med en masse skavanker, og så er det for sent.

For religiøse mennesker kan denne risiko have en særlig betydning. I Bibelen står der, at mennesket er skabt af Gud i hans billede. I Første Mosebog står der også, at Gud var tilfreds med det, han havde skabt: "Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt". Nogle religiøse grupper udlægger dette sådan, at både mennesket og alle andre arter allerede i udgangspunktet er skabt på den rigtige måde. Derfor er det en hån imod Gud at gå i gang med at ændre mennesket eller den øvrige skabning radikalt. Det er også en dårlig idé for menneskets egen skyld, da det jo allerede er indrettet på den bedste måde. Mennesket bør altså ikke forsøge at afskaffe sig selv som art ved at lave radikale ændringer af sig selv. Det menneskelige liv har en værdi, som vi kan ødelægge ved at lave mennesket for meget om. Hvis vi gør det, begår vi hybris, altså vi bliver overmodige, og overskrider grænserne for, hvad mennesker må blande sig i.

At blive "mindre sig selv"

Det kunne også være, at forbedringsteknologierne ville få os til at føle os mindre som os selv. Hvad der ligger i det, kan belyses med et spørgsmål, den berømte danske filosof Søren Kierkegaard stillede i flere sammenhænge: Forestil dig, at du kunne fjerne al tomhed og fremmedhed i tilværelsen, din følelse af at være desorienteret og tabt i universet. Ville det være en god ting? Eller er det nogen gange bedre at have det dårligt end at have det godt? Hermed mente han noget med, at man netop udvikler sig de gange i ens liv, hvor man kommer i en krise. Man tænker mere over tingene og finder måske ud af, hvem man i virkeligheden er. Måske er der også nogle ting i ens liv, man bliver nødt til at lave om på, for at komme ud af krisen.

I nogle situationer ville man sikkert kunne bruge den moderne viden og teknologi til at fjerne de ubehagelige følelser, Kierkegaard snakker om. For eksempel ville det sikkert hjælpe at tage stoffet prozac, som er i nogle af de såkaldte "lykke­piller". Men ville det være en god ting? Måske ville Kierkegaard sige, at det ville være for let. For det ville være en måde at ændre personligheden på, så det ikke længere var min personlighed. Netop derfor ville man fjerne sig fra sig selv på en helt anden måde, end hvis man til at begynde med accepterede sin tilstand og først derefter forsøgte at kæmpe sig ud af den. Det skulle primært ske ved egen kraft, men eventuelt også med hjælp og støtte fra andre personer, for eksempel en psykolog. Men hele tiden sådan, at man selv var til stede i forløbet og oplevede det som en sammenhængende udvikling.

I filosofien er der jo altid et modargument, og det er der også imod Kierkegaard-argumentet. Et modargument kunne for eksempel være, at nogle af de moderne teknologier faktisk kan bruges til at få nogle til at føle sig mere som sig selv, end de ville gøre uden teknologiens hjælp. Dette blev bekræftet af et forløb, hvor nogle raske mennesker, der dog led af en vis usikkerhed, netop tog stoffet prozac. Det fik dem til at føle sig bedre tilpas og fungere bedre sammen med andre mennesker. Flere af dem fortalte, at de på grund af medicinen nu i højere gradend tidligere kunne være sig selv. Dette skyldtes blandt andet, at deres utryghed ved at befinde sig i sociale sammenhænge var forsvundet. Men hvis en pille kan udrette det samme, som man først ville kunne opnå hos en psykolog efter mange dyre konsultationer, hvorfor så ikke tage den? Måske skyldtes usikkerheden bare, at de omtalte menneskers hjerner ikke selv producerede nok af det stof, som fik dem til at føle sig bedre tilpas. At de faktisk på den måde var født med et handicap i forhold til andre mennesker, hvis hjerner var bedre til at producere stoffet, og at det handicap nu bare var udlignet lidt.

Forbedringer for alle?

Der er en række forbedringer, som kun er forbedringer, hvis det ikke er alle, der får dem foretaget. For eksempel er det først og fremmest en fordel at tage EPO, hvis de andre løbere eller cykelryttere ikke tager stoffet. Hvis alle tager stoffet, kan alle køre eller løbe hurtigere, men placeringerne i et løb ville sikkert være de samme, som hvis ingen havde taget stoffet. Noget lignende vil gøre sig gældende i andre sammenhænge, for eksempel hvis alle blev højere, men netop blev lige meget højere. I så fald ville ingen være bedre stillede, end de var før forbedringerne blev foretaget. Denne type af forbedringer, som kaldes relative forbedringer, ville det naturligvis være uden mening, at alle gennemgik.

Anderledes forholder det sig med det, man kan kalde absolutte forbedringer. De er nemlig også forbedringer, selv om andre får dem udført. For eksempel kan det måske være udmærket at blive gladere, selv om andre også bliver mere glade.

Forbedringer og forfejlede normer

Et tema i debatten har været, at mange forbedringer vil blive foretaget for at leve op til tidens krav. Som vores samfund er indrettet nu, stilles der på mange områder store krav til den enkelte. I skolen og på gymnasiet er man nødt til at gøre meget ud af at lave lektier, hvis man vil være sikker på at kunne komme ind på den uddannelse, man ønsker.
Når man senere får et arbejde, forventes man mange steder at være meget produktiv og indrette sig efter arbejdspladsens behov. Samtidig forventes man at dyrke sport og prioritere det sociale liv med vennerne højt, så man skal ofre meget tid på det, hvis man skal gå ind i det på en engageret og ustresset måde.

Oveni er der så en masse idealer om, hvordan man skal se ud. Dem skal man også helst leve op til. Man skal ikke være alt for lille, mænd skal helst ikke være for spinkle, mens kvinder gerne må have store bryster uden ellers at være for kraftige osv. Så måske kan man sige, at der er så mange krav til den enkelte, at de er umulige at leve op til. Og nogle vil også mene, at mange af tidens normer simpelt hen er forfejlede. For eksempel at vi går for meget op i vores udseende. I stedet for at gå til vægttræning, gå på slankekure, få indopereret større bryster, lægge make-up hver dag, lave ansigtsløftninger osv. burde vi vinke farvel til idealerne om det gode udseende og i langt højere grad lære at acceptere, at vi ser ud, som vi gør.

Hvis det blev muligt at lave flere forbedringer af mennesket end i dag, ville mange af de forbedringer, der blev foretaget, formodentlig dreje sig om at gøre den enkelte bedre rustet til at leve op til tidens krav. De kunne for eksempel gå ud på at gøre os mere effektive ved at vi blev i stand til at sove mindre om natten. Man kunne argumentere for, at den slags "forbedringer" slet ikke ville være reelle forbedringer. Det ville i stedet være misforståede forbedringer, baseret på fejlagtige værdier og normer. Hvis vi alle sammen blev nødt til at sove mindre og mindre for at følge med de andre, som også sov mindre og mindre, ville vi jo bare ende med at blive mere stressede alle sammen.

De fleste vil sikkert være enige i, at "forbedringer" kan være fejlagtige, fordi de baserer sig på fejlagtige værdier og normer. Men et væsentligt spørgsmål er selvfølgelig, hvordan man kan afgøre, om værdier og normer er forfejlede. Hvem skal tage stilling til det? Er det den enkelte borger, der skal vurdere, hvilke værdier og normer der er de rigtige for ham eller hende? Eller er det politikerne, der skal tage stilling og måske forbyde den type af "forbedringer", som de anser for at være fejlagtige? Det er svært at svare på! Men under alle omstændigheder må man vel gøre noget for at undgå, at mulighederne for at forbedre mennesket bruges sådan, at vi alle sammen ender med at have det dårligere, end vi ville have haft inden mulighederne for at forbedre os fandtes!?

Du kan læse om brug af forbedringer i disse diskussioner mellem Peter og Klemens: Etikinterview om genterapi og forbedringer og etikinterview om cyborg.