31. januar 2006

Interview med genforsker Thomas G. Jensen

Vi befinder os på Kennedy Instituttet lidt uden for København. Her arbejder man med genetiske sygdomme. Vi er her for at interviewe Thomas, der forsker i genterapi. Thomas arbejder med at udvikle forskellige metoder til at overføre gener til celler inde i kroppen. På den måde håber han på, at vi i fremtiden kan behandle sygdomme i hjernen, som vi i dag ikke kan stille noget op over for.

Thomas: Jeg hedder Thomas G. Jensen. Jeg er professor i molekylær genetik på Kennedy Instituttet og mit forsknings­område er genterapiforskning. Og siden 2003 har jeg været medlem af Det Etiske Råd [medlemsperioden sluttede pr. 31. december 2010, red.].

En ting, der er fascinerende ved genterapi, er, at man kan bruge genteknologi til at hjælpe nogle syge mennesker. Jeg tror, at genterapi er fremtidens behandling på lige fod med traditionelle lægemidler. Forskellen er, at når man bruger genterapi til behandling, så er det altså gener, man overfører til en patient.

Grundlæggende handler det om, at man overfører genetisk materiale til patienter med henblik på, at generne nu skal producere nogle proteiner, som kan have behandlingseffekt.

Er der nogen typer sygdomme, som genteknologien er særlig velegnet til at behandle?

Thomas: Altså, man troede jo i starten, at genterapi var noget, som var relevant for de arvelige sygdomme, de der sjældne, monogene sygdomme - altså de sygdomme, hvor en fejl i ét enkelt gen giver sygdom. Men det har vist sig, at de fleste patienter, som har været med i genterapiforsøgene, det har været patienter, som ikke har haft arvelige sygdomme. Det har været patienter med cancer, HIV, nedsat blodforsyning osv. Så genterapi er relevant for mange forskellige slags sygdomme. Jeg tror ikke, at man i dag kan pege på en sygdomsgruppe, hvor genterapi ikke kan komme på tale. Selv i forbindelse med sygdomme som knoglebrud og infektioner kan genterapi komme til at spille en rolle i fremtiden. Om den gør det, ved jeg ikke, det er noget, fremtiden vil vise.

Hvilke sygdomme arbejder I med her på Kennedy Instituttet?

Thomas: Vi arbejder med øjensygdomme og med sygdomme, der skader hjernen, såsom Alzheimers sygdom og Parkinssons sygdom. Vi arbejder også meget med PKU, som er en sygdom, hvor patienterne ikke kan omdanne en speciel aminosyre, som det sker hos normale mennesker. I stedet ophobes aminosyren, og da den er giftig for hjernen, får patienterne en hjerneskade, hvis de ikke bliver behandlet. I Danmark undersøges alle nyfødte børn derfor for PKU.

Hvordan behandler man patienterne?

Thomas: De bliver sat på en diæt, som har et nedsat indhold af aminosyren. Behandlingen varer hele livet. Det er besværligt og træls for familierne og har stor betydning for deres dagligdag.

Men nu er vi lige blevet kontaktet af Novozymes (et firma der laver medicin) om, at de måske kan hjælpe os med at producere et enzym, som kan omdanne aminosyren. Så kan patienterne, i stedet for at skulle have kostbehandling, måske få en injektion af et enzym en gang om dagen, eller hvor tit det nu skal være. Så det ville være en ny måde at behandle på.

Lidt ligesom man får insulin for sukkersyge?

Thomas: Ja. Men en anden behandlingsmåde, som vi arbejder på, er genterapi. Her prøver man i stedet for at give enzymer at overføre gener, som får patienten til selv at lave de enzymer, som Novozymes ville lave. Hvis man kan få genet til at blive ved med at virke, så vil patienterne hverken skulle have kostbehandling eller enzymindsprøjtninger. De ville i princippet være kureret. Det er den slags perspektiver, der er med genterapi.

Men lad os gå ud i laboratorierne, så kan I se, hvordan vi designer genterapibehandlinger.

Thomas viser os ind i et såkaldt klasse 2 laboratorium. Her skal man tage kittel på, når man går ind og ud. Ikke fordi der skal være sterilt inde i laboratoriet, men fordi man ikke vil risikere, at de genetisk modificerede organismer, som de arbejder med, skal komme ud i miljøet og påvirke folk.

Hvad går jeres forskning mere konkret ud på?

Thomas: Vi arbejder med at finde metoder til at transportere det ønskede gen ind i cellerne. For at genterapien kan virke, skal genet jo ind i cellerne og virke der - og det er ikke helt nemt.

Herinde har vi mulighed for at overføre generne ved hjælp af virus. Grunden til at man bruger virus er, at virus er rigtig effektivt til at få generne ind i cellerne.

Nogle viruser har imidlertid sat generne ind uheldige steder i patienternes DNA, så de har udviklet cancer. Det gælder fx tre af de såkaldte boblebørn. De boblebørn, det drejer sig om, har en meget lille chance for at overleve, hvis de ikke bliver behandlet. Og det er en af grundene til, at man er startet med de her patienter. Der er ca. 30 børn, der er blevet behandlet med genterapi, og de fleste af dem ser ud til at være blevet kureret. Men tre af dem udviklede altså kræft, fordi virusen indsatte genet det forkerte sted.

Så det, vi arbejder meget med i øjeblikket, er at udvikle nye metoder til at overføre generne med. Vi arbejder lige nu med liposomer, som er små fedtmolekyler eller fedtdråber.

Hvordan overfører man gener ved hjælp af fedtmolekyler?

Thomas: Det er der flere trin i. Første skridt er at få det ønskede gen ind i plasmidet, som er en lille DNA-ring. Det har vi i dag rimelig godt styr på.

Det næste skridt er så at få plasmiderne med det ønskede gen ind i liposomerne, altså ind i de små fedtdråber. Det er faktisk en af vores hurdler at få tilstrækkelig meget DNA ind i de her liposomer. Liposomer skal have samme ladning som generne, for at de kan transportere generne op i hjernen. Generne er især negativt ladet, og den her slags liposomer, vi bruger, er også negative, så de frastøder hinanden.

Så vi tager et kig på lipiderne. Kan vi bruge nogle lidt andre lipidmolekyler, som har en lidt anden ladning? Kan vi prøve at ændre diameteren, så vi gør lipidpartiklerne større eller mindre? Vi prøver os meget frem. Vi snakker med andre folk i verden, ser hvordan de gør, og hvad andre folk får til at fungere, og så prøver vi os lidt frem, ændrer konstruktionen osv.

Så det er altså lidt trial and error?

Thomas: Det er virkelig Ole Opfinder.

Hvordan kan I så se, om det virker?

Thomas: Vi bruger forskellige metoder. For eksempel kan man prøve at overføre liposomerne til celler som dem, der står derhenne i varmeskabet.

Thomas viser os nogle små plastikbakker med lyserød væske i. Man kan ikke umiddelbart se noget nede i dem. Men under mikroskopet kan man se en masse celler og nogle af dem lyser grønt.

Thomas: Hvis cellerne begynder at lyse og blive grønne, så er det fordi, generne er kommet ind i liposomerne og liposomerne er kommet ind i cellerne. Så er det altså fordi det virker.

Hvad så når det er lykkedes at få plasmidet ind i liposomerne?

Thomas: Ja så skal vi jo have liposomerne ind i cellerne. Her har vi nogle forsøg, hvor vi prøver at få liposomerne selv til at finde de rigtige celler. Og de her liposomer er særligt geniale, fordi de bare skal sprøjtes ind i blodet, og så fordi at liposomerne har et særligt stof på overfladen, så vil de selv finde de rette celler i hjernen, der så vil optage dem.

Hvis du har optimistens briller på, hvad kan genterapien så om 20 år?

Thomas: Der er forskellige trin i den her udvikling. Vi har set klare og overbevisende resultater, når man har søgt at behandle sygdomme i dyr. Men når man har prøvet det på mennesker, har der været nogle problemer, og man har så søgt at finde ud af, hvad det kan være for nogle problemer. Derefter er man gået tilbage igen til dyreforsøgene og prøvet at gøre det lidt anderledes. Og det er kun et spørgsmål om tid, så vil man igen lave forsøg med patienter. Så der vil komme gennembrud, tror jeg. Når man kan behandle alle dyr der for eksempel har blødersygdomme, så vil man også kunne behandle mennesker.

Hvad er de største udfordringer?

Thomas: Altså, vi er kun på begynderstadiet. Vi ved ikke helt, hvad det er, der sker, når vi overfører gener til celler. Der kommer uventede resultater, man kan lære enormt meget af. Der er jo masser af ting, man ikke ved i biologi generelt, og man ved stadig meget lidt om, hvordan generne fungerer inde i normale celler. Man skal virkelig tænke sig om, når man går videre og bruger teknologien på patienter. Man har jo set de her uventede ting, som meget tydeligt afslører, at vi altså er på begynderstadiet.

Men hvad er din bedømmelse af risikoen for, at der vil forekomme uventede bivirkninger, som man først finder ud af senere?

Thomas: Jamen det er desværre set, kan man sige. For eksempel de her boblebørn i Frankrig, det var uventet. Det var uventet, at generne, man overførte, satte sig ind de forkerte steder i arvemassen. Det anede man ikke. Og det var også uventet, at der var så stor risiko for at udvikle leukæmi. Man har lavet masser af forsøg i dyr for at finde ud af, hvor risikabelt det er. Man har lavet forsøg på mus, på rotter, på aber osv. for at finde ud af denne risiko. Man kunne se, at risikoen er meget, meget lille. Så derfor var det en kæmpeoverraskelse, da flere af børnene fik leukæmi, og det viste sig, at man ikke havde fuldstændig styr på, hvad man gjorde.

Kan man bruge den her teknik til at lave forbedringer af normale egenskaber?

Thomas: Ja, det kan man måske. Man kan for eksempel lave en form for gendoping, hvor man øger antallet af røde blodlegemer, der suser rundt i blodet. Mange af de her teknikker har potentiale til, at de kan bruges til doping og gøre sportsfolk hurtigere eller stærkere. I stedet for eksempelvis EPO-proteiner så kan man bruge EPO-gener. Det virker meget, meget effektivt, næsten for effektivt i dyreforsøg, så man skal passe på, man ikke får for meget. I nogle af de dyr, man har givet EPO-gener, der har man ikke kunnet styre det ordentligt. Så der er dyr, der er døde af, at de har fået alt for mange røde blodlegemer, så blodet overhovedet ikke kunne blive pumpet rundt i kroppen.

Hvad så nu, hvis jeg gerne vil have et meget musikalsk barn, er det realistisk, at man kan lave sådan et?

Thomas: Jeg tror, det ligger meget langt ude i fremtiden. Det er meget kompliceret, hvordan for eksempel musikalsk intelligens udvikles. Det er sandsynligvis et samspil mellem mange forskellige arvelige faktorer og miljøfaktorer. Det er urealistisk at forestille sig, at man kan skrue ned for et enkelt gen og så dermed påvirke en så kompleks egenskab. Så det er noget, der også af teknologiske årsager vil ligge meget langt ud i fremtiden.

Det her stadie, vi er på nu, er meget, meget primitivt. Det handler om, hvordan man får et gen ind i en celle og får det til at fungere på en ordentlig måde. Derfra og så til at kunne gå ind og påvirke så komplicerede egenskaber, der er altså et kæmpelangt spring.

Bliver det muligt engang, tror du?

Thomas: Det kan man ikke afvise. Teknikkerne kan bruges til genmanipulation, det er jo det vi arbejder med. Man kan skrue op og man kan skrue ned for gener. Man kunne godt forestille sig, at der var nogle faktorer, som var vigtigere end andre, at der er nogle faktorer, som måske kan medføre en gunstig udvikling af nogle bestemte nerveceller i hjernen. Man kan ikke afvise det.

Synes du, det ville være fint?

Thomas: Nej, jeg synes, det er misbrug af teknologi og misbrug af muligheder, hvis man vil bruge teknologien til den slags. Altså det, jeg arbejder med, det er at bruge teknologien til at hjælpe syge mennesker. Det andet det er langt ud i fremtiden.

Interview med genforsker

Her kan du læse et interview med en mand, der forsker i genterapi [interviewet er optaget i januar 2006, red.]. Han fortæller både om, hvordan man forsøger at overføre gener til celler i kroppen, og om hvilke muligheder denne teknik kan give i fremtiden.

Thomas G. Jensen

Thomas G. Jensen kigger i mikroskop

Overførsel af gener ved hjælp af fedtmolekyler

Overførsel af gener ved hjælp af fedtmolekyler

Celler og mikroskop

Spørgsmål til teksten

  1. Hvilke forskelle er der på den måde, som Thomas ønsker, at man kan behandle sygdomme på og så mere traditionelle metoder?
  2. Hvordan forsker man i at bruge gener til at behandle sygdomme? Beskriv de forskellige metoder, forskerne benytter til at undersøge deres teorier med.
  3. Hvilke bivirkninger er man stødt på ved behandling på mennesker?
  4. Den nye viden, man får gennem forskningen, kan den bruges til at forbedre menneskers naturlige evner? Hvad synes du om, at det eventuelt kan lade sig gøre?