29. april 2011

Baggrundstekst: Etik og politik

Én ting er at have en etisk holdning til de nye bioteknologier. Noget andet er at lovgive om dem. Det sidste er politikernes opgave. Men der er forskellige meninger om teknologierne, så hvilke holdninger skal de lovgive ud fra: Deres personlige holdninger, partiets holdning eller samfundets holdning? Eller kan de måske bare lade folk bestemme selv?

Ved de fleste afstemninger i Folketinget forpligter det enkelte parti sine medlemmer til at stemme på samme måde. På den måde udtrykker partiet sin samlede holdning til det, der stemmes om. Men når Folketinget behandler love, som vedrører de teknologier, der diskuteres her, fritstilles medlemmerne ofte af deres partier og stemmer ud fra deres personlige overbevisninger.

At medlemmerne nogle gange fritstilles skyldes, at det kan være svært at udlede en samlet holdning til teknologierne af partiernes partiprogrammer og hidtidige politik. Historisk set er det nemlig en ny ting, at man skal forholde sig til den type af problemstillinger, som teknologierne rejser. Partiprogrammerne er derfor ikke udviklet til at forholde sig til dem. De er snarere rettet mod at tage stilling til arbejdsmarkeds- og velfærdspolitiske spørgsmål, for eksempel om skattepolitikken, bistandsydelser eller finansieringen af sundhedsvæsenet. Men disse problemstillinger har ikke nogen klar sammenhæng med de spørgsmål, de nye teknologier rejser. Hvordan er sammenhængen for eksempel mellem velfærdspolitik og rimeligheden af at ændre arvematerialet i menneskets celler, lave sammensmeltninger af mennesker og dyr eller styre de enkelte cellers udvikling, så de kan benyttes i behandlingsmæssig sammenhæng?

Hvis politikerne kunne lave lovgivningen med udgangspunkt i nogle holdninger og værdier, som der var stor enighed om i samfundet, ville det naturligvis være en hjælp i processen. Eksempelvis ville det være oplagt at forbyde forskning på embryonale stamceller, hvis næsten alle var enige om, at de befrugtede æg, som stamcellerne tages ud af, skal betragtes som tidlige stadier af mennesker og dermed har krav på at blive respekteret og taget hensyn til. For det befrugtede æg går jo til grunde ved den form for forskning. Omvendt ville det være nærliggende at tillade forskningen, hvis de fleste mente, at man ikke er nødt til at udvise respekt over for det befrugtede æg, fordi det blot er at regne for en celle på linje med andre menneskelige celler, som for eksempel en hudcelle.

Men spørgsmålet er bare, om der i et samfund som det danske faktisk eksisterer værdier og holdninger, som der er så meget enighed om, at det er nærliggende for politikerne at lægge dem til grund for lovgivningen? Inden for filosofien er der to helt forskellige svar på det spørgsmål. Ifølge den liberale opfattelse eksisterer der ikke så mange fælles værdier og holdninger, man som politiker kan tillade sig at lægge til grund for lovgivningen. Men det er tilhængerne af den kommunitaristiske opfattelse uenige i. De to opfattelser beskrives i de næste afsnit.

Den liberale opfattelse

Ifølge den liberale opfattelse - som man også kunne kalde den frihedsbaserede opfattelse - bør man i videst mulig udstrækning overlade beslutningerne om at udvikle og bruge nye teknologier til de enkelte borgere selv. Begrundelsen for denne opfattelse er netop, at der er stor uenighed om holdnings- og værdimæssige spørgsmål. Derfor er der også uenighed om, hvilke teknologier det er etisk acceptabelt at udvikle og bruge. Og når der ikke kan opnås enighed om det, finder tilhængerne af opfattelsen det rigtigst, at borgerne selv er involveret i at træffe beslutningerne om teknologierne. Så kan de nemlig et langt stykke af vejen leve efter de værdier og holdninger, de selv kan gå ind for. I et liberalt samfund bør det som udgangspunkt være umuligt at tvinge et individ til at leve efter andres værdier. Til gengæld kan et individ selvfølgelig heller ikke påtvinge andre at leve efter de værdier, individet selv går ind for. Af den grund vil tilhængerne af liberalismen sige, at opfattelsen i optimal grad respekterer hver enkelt individs etiske integritet, det vil sige hans mulighed for at basere sin egen livsførelse på værdier, han kan stå inde for.

Hvis man tilslutter sig den liberale opfattelse, vil man sandsynligvis ikke være tilbøjelig til ligefrem at forbyde stamcelleforskning. I stedet vil man lade det være op til de enkelte aktører selv at afgøre, hvad de vil være med til. For eksempel må den kvinde eller det par, der har befrugtede æg tilovers efter at have fået udført kunstig befrugtning, selv tage stilling til, om de vil donere dem til forskning - og måske også afgøre, præcist hvilket forskningsprojekt de vil donere dem til. Tilsvarende må de enkelte forskere eller forskningsinstitutioner gøre op med sig selv, hvilke former for forskning de finder acceptable osv. På den måde kommer den samlede forskningsindsats på stamcelleområdet i sidste ende til at være et resultat af en række individuelle beslutninger snarere end af en overordnet politisk stillingtagen. Hvis de involverede personer finder stamcelleforskningen lovende og etisk set uproblematisk, udføres der således langt mere forskning på dette område, end hvis det modsatte er tilfældet.

Generelt set er den liberale opfattelse ikke negativt indstillet over for nye teknologier. Men opfattelsen går på den anden side ikke ind for at tillade alle former for teknologi. Hvis udviklingen eller anvendelsen af teknologierne tydeligvis går ud over eller direkte skader nogen, er det ifølge opfattelsen på sin plads at forbyde den. For eksempel ville en tilhænger af den liberale opfattelse nok ikke umiddelbart gå ind for at tillade par at anvende reproduktiv kloning med henblik på at frembringe et barn, der var genetisk identisk med sin far. Det ville tilhængeren kun, hvis der var meget gode grunde til at gå ud fra, at barnet ikke ville lide hverken psykisk eller fysisk overlast ved den måde at få børn på.

Der er mange gråzoner, hvor det ikke er helt klart, om den liberale opfattelse taler for eller imod et forbud. For det er ikke let at sige, hvor meget og på hvilken måde en teknologi skal gå ud over nogen, før det er på sin plads at forbyde udviklingen eller anvendelsen af den. Er det for eksempel acceptabelt at lade voksne mennesker deltage i genteknologiske forsøg, som måske kan kurere dem for en mild sygdom, hvis de samtidig udsætter sig for en vis risiko for at udvikle alvorlig kræft? Og hvis det blev muligt, ville det så være acceptabelt, at nogle personer anvendte genteknologien til at forbedre deres koncentrationsevne, så de fik bedre muligheder for at få de spændende jobs end dem, der ikke ville eller kunne anvende genteknologien på den måde? Sådanne spørgsmål giver den liberale opfattelse ikke et klart svar på, men den går ind for, at der skal forholdsvis tungtvejende begrundelser til for at retfærdiggøre en indskrænkning af den enkeltes frihed til selv at træffe beslutninger.

Den moderne debat om liberalisme tager i høj grad udgangspunkt i de værker, den amerikanske filosof John Rawls (1921-2002) har skrevet. I 1971 udgav han sit skelsættende værk A Theory of Justice. I værket argumenterer han blandt andet for, at det enkelte menneske selv er i stand til at vælge sine værdier og målsætninger samt sine forventninger til tilværelsen. For som han skrev i en meget citeret passage:

Selvet eksisterer forud for de målsætninger, det tilslutter sig; og selv en meget væsentlig målsætning må vælges blandt en lang række andre muligheder. (s. 560)

Men eftersom det enkelte menneske selv vælger sine værdier og målsætninger, er det ifølge Rawls oplagt, at det også bør respektere andres valg, hvis deres valg da ikke ligefrem skader nogen. Som udgangspunkt bør ingen derfor påtvinges at leve efter værdier, som de ikke selv har valgt og derfor ikke kan stå inde for.

Den kommunitaristiske opfattelse

Den kommunitariske opfattelse - som man også kunne kalde den værdibaserede opfattelse - er uenig med den liberale opfattelse i, at man skal være meget varsom med at lægge bestemte værdier til grund for lovgivningen. Tværtimod eksisterer der ifølge denne opfattelse en omfattende pulje af fælles værdier, som er en del af den danske kultur og er med til at skabe sammenhæng og samhørighed i samfundet. Det er dem, man ifølge opfattelsen skal tage udgangspunkt i, når man laver lovgivning.

Den kommunitaristiske opfattelse anerkender naturligvis, at der kan være uenighed om værdier og etik i samfundet. Men tilhængerne af opfattelsen mener alligevel, at uenigheden er mindre end som så. Det skyldes, at vi danskere på grund af vores fælles historie har lært de samme værdier at kende. Derfor kan man også pege på fælles værdier, som kan bruges i forbindelse med en stillingtagen til de nye teknologier inden for blandt andet sundhedsområdet. En del kommunitarister nævner for eksempel, at vi i vores kultur anser mennesket for at have en særlig værdi i forhold til andre skabninger. Derfor skal vi også i højere grad end andre væsener behandles med respekt og værdighed. En sådan tanke indgår ligefrem i § 1 i loven om Det Etiske Råd: Rådet skal i sit virke arbejde ud fra respekt for menneskets og kommende generationers integritet og værdighed.

Med udgangspunkt i denne tankegang har nogle kommunitarister forsøgt at argumentere for, at man skal være yderst varsom med at udføre kimæreforskning, netop fordi forskningen kan undergrave respekten for menneskets værdighed. Når man udfører denne type af forskning, sammenblander man nemlig ofte celler fra mennesker og dyr og skaber på den måde blandingsvæsener. Ifølge nogle kommunitarister kan dette på længere sigt bidrage til at udviske artsgrænserne og dermed måske også undergrave den særlige form for respekt, vi har for mennesker.

Tilhængerne af den kommunitaristiske opfattelse mener normalt, at lovgivningen bør medvirke til at sikre en vis sammenhængskraft og orden i samfundet. Man vil derfor hævde, at det kan være et problem at tilsidesætte grundlæggende værdier i enkelte tilfælde, selv om det isoleret set kan forekomme berettiget. Det kan nemlig medføre, at værdierne på længere sigt smuldrer. Det er blandt andet denne tankegang, der ligger til grund for argumentationen om kimæreforskning ovenfor. Et andet eksempel kunne være spørgsmålet om, hvorvidt man må udføre forskning på befrugtede æg, der er blevet tilovers efter kunstig befrugtning. Et argument for at udføre den slags forskning er, at æggene under alle omstændigheder skal destrueres - og så er det bedre først at forske på dem, så de i det mindste kan være til nytte på den måde. Som kommunitarist kan man udmærket tilslutte sig dette argument isoleret betragtet, men alligevel være betænkelig ved, om det ikke på længere sigt vil påvirke vores respekt for menneskelig værdighed at tillade denne type forskning. Ifølge kommunitaristerne har lovgivningen nemlig en signalværdi, som man ikke bør se bort fra, og i dette tilfælde kunne signalværdien måske udlægges sådan, at den menneskelige værdighed kan gradbøjes i den forstand, at værdighed er noget, man kan have mere eller mindre af. Men for nogle kommunitarister er det væsentligt, at værdighed netop er noget, man har, alene fordi man er menneske.

Som det fremgår, er den kommunitaristiske opfattelse nødt til at henvise til værdier, som på den ene eller den anden måde må betragtes som grundlæggende eller fælles. Men det kan være svært at afgøre, hvornår en værdi har denne karakter, hvis den da nogensinde har det. Det er for eksempel ikke alle i samfundet, der mener, at et befrugtet æg har en iboende værdighed, blot fordi det tilhører arten menneske. En mulig indvending over for lovgivning baseret på den kommunitaristiske opfattelse er derfor altid, at det måske i virkeligheden kun er en bestemt gruppe af borgere, der kan gå ind for de værdier, der er tale om. Nogle mener, at det for eksempel er det, der sker i USA, hvor præsident Bush med religiøse begrundelser ønsker at opretholde et forbud mod forskning i stamceller. Man ved, at mange amerikanere ikke er enige med Bush i denne sag. Men man kan så spørge, om det er rimeligt, at de alligevel skal indrette sig efter hans opfattelse?

En af de mest prominente fortalere for den kommunitaristiske opfattelse er den amerikanske filosof Michael Sandel (født 1953). I værket Liberalism and the Limits of Justice fra 1982 kritiserer han menneskeopfattelsen hos Rawls og hos liberalisterne mere generelt. Efter Sandels opfattelse er det forfejlet at sige, at det enkelte menneske er i stand til at vælge sine værdier, tilknytninger og målsætninger, for eksempel sin menneskeopfattelse eller sit tilhørsforhold til den religiøse menighed eller nationen. Tværtimod er sådanne værdier, målsætninger og tilknytninger som oftest kulturelt bestemt og samtidig definerende for den enkeltes identitet. Derfor kan de ikke uden videre vælges fra eller ændres. For det enkelte menneske fremstår værdierne i stedet som nogle, der ikke bare har subjektiv gyldighed - det vil sige gyldighed alene for ham eller hende selv - men også har en form for objektiv gyldighed og altså også gælder for andre.

Hvis Sandel har ret i sin kritik af Rawls, kan det ikke være helt let at få den liberale opfattelse til at fungere i praksis. For det falder ikke nødvendigvis det enkelte individ let at acceptere, at andre har ret til at leve efter værdier, som individet ikke selv kan gå ind for og måske tværtimod ser det som sin mission at bekæmpe. Et eksempel på det er de konflikter, der har været i USA om fri adgang til provokeret abort. Nogle abortklinikker er blevet blokeret og lægerne har været udsat for dødstrusler, hvis de fortsatte med at udføre aborter. Denne type af konflikter findes også i dansk sammenhæng, selv om de ikke har haft et lige så voldsomt udtryk som i USA - i det mindste ikke i forbindelse med bioteknologier. For eksempel er det som nævnt et evigt tilbagevendende diskussionsemne, om befrugtede æg og fosteranlæg har krav på at blive taget hensyn til.

Denne type af uenigheder kan ses i lyset af diskussionen mellem liberalister og kommunitarister. Liberalisterne vil se spørgsmålet om, hvilket hensyn der skal tages til fosteranlægget, som et spørgsmål den enkelte kvinde eller det enkelte par selv må tage stilling til. Derimod vil kommunitaristerne hævde, at man ikke kan gøre det til et spørgsmål om den enkelte kvindes eget valg. For kommunitaristerne mener ikke, at respekten for eller hensynet til befrugtede æg er en subjektiv værdi, som man kan vælge at tilslutte sig, hvis man vil. For dem har den objektiv gyldighed i den forstand, at det er forkert - eller i det mindste ikke uproblematisk - at destruere et befrugtet æg eller et fosteranlæg, lige gyldigt hvem der gør det.

Etik og lovgivning

Når man skal tage stilling til en ny teknologi, kan man gøre det på to forskellige planer. For det første kan man forholde sig til, hvordan man mener, det etisk set er rigtigst at handle, det vil sige om man overhovedet bør forske i at udvikle teknologien, hvilke anvendelser af teknologien det er acceptabelt at benytte sig af osv. For det andet kan man forholde sig til, hvordan der bør lovgives angående forskningen i og anvendelsen af teknikken, det vil sige om det ligefrem skal forbydes ved lov at udføre forskning, eller om kun nogle former for forskning og anvendelse skal være tilladte osv.

De to spørgsmål er ikke sammenfaldende. I en sag vil mange sikkert have den opfattelse, at de etiske værdier, de selv går ind for, også bør ligge til grund for lovgivningen. Dette kan være udtryk for en slags snæversyn i den forstand, at man slet og ret ønsker at favorisere sine egne værdier på bekostning af andres. Men hvis begrundelsen i stedet er, at ens egne værdier også udtrykker nogle fælles værdier, er der tale om en begrundelse, som er forenelig med den kommunitaristiske opfattelse.

Man kan også have den opfattelse, at der slet ikke bør lovgives om brugen af teknikken, selv om man personligt har nogle klare etiske holdninger til den. Hvis man har den opfattelse, fordi man ønsker at respektere andres ret til selv at tage stilling, har man givet en begrundelse, som passer sammen med den liberale opfattelse.

Der er næppe nogen af de politiske partier i Folketinget, der kan siges at være rendyrkede tilhængere af enten den kommunitaristiske eller den liberale opfattelse af, hvilken status værdier skal have i lovgivningen. Måske er det derfor, at der i de politiske diskussioner ikke altid skelnes lige skarpt imellem, hvad der er et argument for at tilslutte sig en bestemt etisk holdning, og hvad der er et argument for at lovgive på en bestemt måde. Men det er vigtigt for forståelsen af det politiske system, at det er muligt at lave en sådan skelnen.

John Rawls

A Theory of Justice

I værket A Theory of Justice fra 1971 formulerede den amerikanske filosof John Rawls (1921-2002) et retfærdighedsprincip, som efter hans mening bør være styrende for den måde, man udformer et liberalt samfund på. Retfærdighedsprincippet omhandler både frihed og lighed:

"Første princip: hver enkelt person skal have samme ret til det mest omfattende totale system af lige og basale rettigheder, som er foreneligt med et tilsvarende totalt system af frihed for alle andre. Andet princip: sociale og økonomiske uligheder skal fungere på en sådan måde at de både: (a) er til størst mulig fordel for de dårligst stillede, (b) er knyttet til embeder og positioner, som er åbne for alle under lige og rimelige betingelser", (p. 302-303).