12. oktober 2010

Baggrundstekst: Om teknologi, demokrati og holdningsundersøgelser

Både medier og politikere er interesserede i at høre, hvad den brede befolkning mener. Men hvordan bruger de egentlig holdningsundersøgelser til fx at skabe politik? Det kan du læse om her.l rolle i samfundsdebatten.

Især i de sidste få årtier har politikeres og mediers interesse for, hvad almenbefolkningen mener om det, der foregår i samfundet, været stødt stigende. Ikke mindst på det bioteknologiske område har holdningsundersøgelser de seneste årtier spillet en helt central rolle i samfundsdebatten.

Interessen har været stor for at forstå, hvorfor befolkninger i vestlige lande ofte har reageret skarpt på muligheden for at manipulere med liv (kloning, kunstig befrugtning, genmodifikation, osv.). De sidste tyve år har undersøgelser udpeget især genmodificerede planter som en teknologi, der fremkalder skepsis. Mere end 50 procent af europæerne har konsekvent svaret, at de er "helt uenige" eller "overvejende uenige" i, at genmodificerede planter skal fremmes (når man kun tæller dem med, der har taget stilling). Det ved vi fra den måske allermest citerede holdningsundersøgelser inden for det bioteknologiske område, Eurobarometerundersøgelsen. Eurobarometerundersøgelsen er en spørgeskemaundersøgelse, der udføres med 25.000 tilfældige europæere, det vil sige typisk cirka 1.000 borgere i hvert af medlemslandene. Herunder kan man se et eksempel på, hvad europæerne har sagt om fire forskellige teknologier.

Holdninger til fire teknologier

25.000 europæeres holdninger til fire aspekter af fire teknologier: Om de er moralsk acceptable, nyttige, risikable og om de skal fremmes. Grafen skal læses sådan, at for eksempel "-0,2" er udtryk for, at der er 20 procent flere, der anser en teknologi for at være (fx) moralsk uacceptabel end acceptabel. Man får indtryk af, at opbakningen til genmodificeret mad er lav i forhold til andre teknologier, og at holdningen kunne hænge sammen med opfattelser af både teknologiens nytte, risiko og moralske status. Kilde: Eurobarometer 64.3 (Gaskell m.fl., 2005).

Man kan se politikernes interesse for, hvad folk mener om bioteknologi, som udtryk for, at de på dette område er særligt optaget af at lytte til befolkningens ønsker - også den del af befolkningen, der ikke er eksperter eller tilhører meningsdannere som Dansk Industri, Greenpeace, patientforeninger - eller Det Etiske Råd. Men når det er sagt, er det også en god idé at forholde sig lidt kritisk til brugen af holdningsundersøgelser.

Hvad er hensigten?!

Dels bør man være kritisk med hensyn til hensigten med dem. Det er velkendt, at politikere og andre bruger holdnings- og adfærdsundersøgelser til at finde måder at overbevise os på, snarere end til blot at lytte til, hvad vi mener.

På den baggrund kan man spørge, om holdningsundersøgelser i virkeligheden bruges til at fremme demokrati - eller om "et flertal i befolkningen mener, at…" snarere bruges til at fremme bestemte interesser? Er henvisningen til hvad "befolkningen" mener med andre ord et retorisk kneb, der først og fremmest bliver vagt til live, når nogen vil have deres vilje under for eksempel politiske forhandlinger?

Svaret er naturligvis ikke entydigt, men spørgsmålet kan skærpe vores opmærksomhed på, hvem det er, der bringer "befolkningen" på banen, når eksempelvis bioteknologiske emner debatteres i samfundet. Når for eksempel Greenpeace og andre grønne bevægelser financierer undersøgelser af befolkningens holdninger til genmodificerede planter, kunne årsagen være, at de på forhånd ved, at befolkningen er nogenlunde enige med dem. Det er med andre ord ikke givet, at de vil have samme interesse i at "fremme demokrati" i forhold til andre af deres mærkesager. Som vi skal se nærmere på neden for er dét naturligvis ikke ensbetydende med, at man ikke skal tage de holdningsundersøgelser, de så kommer med, alvorligt!

Ikke mindst EU har i stigende omfang igangsat undersøgelser af den europæiske befolknings holdninger til en lang række forskellige emner, som har relevans for EU's politikområde (se for eksempel EU Kommissionens holdnings-site). Det skal måske ses i lyset af, at EU altid har kæmpet med mangel på folkelig popularitet.

"Man kan spørge på mange måder"

"Befolkningen" er under alle omstændigheder et godt kneb, for politikere er naturligt nok varsomme med at antyde en manglende respekt for vælgerne. Når politikere konfronteres med holdningsundersøgelser, der går på tværs af deres ønsker, hører man ofte i stedet et bestemt modsvar: "Man kan jo spørge på mange måder!". Med andre ord - det er ikke befolkningen, den er gal med, men undersøgelsen! Udover at metodisk kritik - nogen gange - kan og bliver brugt som et kneb, er sådanne spørgsmål også vigtige at stille. For det kunne jo faktisk være sandt, at det "befolkningen mener" i lige så høj grad afspejler den måde, man har spurgt på, end hvad de rent faktisk mener.

For det første er det værd fra starten lige at overveje, hvad der menes med sætningen "hvad folk rent faktisk mener". Mange har prøvet at blive interviewet - måske endda gruppeinterviewet, for eksempel med nogle klassekammerater - eller at svare på multiple choice spørgsmål i et spørgeskema. Mange ting kan spille en rolle for, hvad vi konkret svarer: Hvor vi er, med hvem, om vi har travlt, vores humør, osv.

Forskellige metoder kan føre til, at samme befolkningsgruppes holdninger til det samme emne kan se meget forskellige ud. Det skyldes dels den situation, man sætter respondenterne i, men også, at forskellige metoder lægger op til meget forskellige fortolkninger. For eksempel viser visse typer undersøgelser konsekvent, at folk ved meget lidt om genmodificerede planter og er bange for, om de kan gøre skade. Andre typer undersøgelser fremstiller derimod almenbefolkningen som reflekterede og i mange tilfælde villige til at acceptere risici. Alligevel gør begge typer af undersøgelser krav på at tale på befolkningens vegne! Så hvad mener folk "faktisk"?!

Paradokset illustrerer, at holdningsundersøgelser ikke bare nøgternt registrerer befolkningers holdninger, men også i udgangspunktet fremstiller dem på en bestemt måde: Som (u)vidende, irrationelle og bange; eller som reflekterede, selvbevidste og nuancerede. Nogle undersøgelser har vist, at det er muligt at få folk til at tage stilling til ting, de slet ingen holdninger havde til på forhånd, eller sågar om emner, de slet ikke havde hørt om! I sådanne tilfælde findes der så at sige slet ingen holdning "der ude" før man går i gang med at spørge til dem. I varierende omfang er dette nok tilfældet uanset emnet - der er med andre ord mange ting, vi ikke sådan går og formulerer en holdning til, før vi bliver spurgt. Så meget desto vigtigere bliver det at være opmærksom på, hvordan der bliver spurgt.
Men selv hvis der er tale om et emne, folk kender, påvirker spørgeren uundgåeligt resultaterne. Med de rigtig mistænksomme briller på kan man sige, at det er muligt at fremstille befolkningen på forskellige måder gennem forskellige måder at spørge på. Det er et velkendt problem, at "som man spørger, får man svar". Et spørgsmål kan stilles på mange måder, og det er umuligt at være helt neutral. Derfor lægger forskere stor vægt på at beskrive metoden detaljeret, så læserne selv kan danne sig et indtryk af, på hvilken måde selve metoden har spillet ind på de svar, der er fremkommet. Desuden kan forskeren benytte sig af flere forskellige metoder til dataindsamling, og dermed få mulighed for at sammenligne resultaterne ("triangulering").

En hovedinddeling inden for metode skelner imellem "kvalitativ metode" (fx interviews) og "kvantitativ metode" (fx spørgeskemaer). Groft sagt er spørgeskemaer (som typisk går efter at være repræsentative, dvs. statistisk set at afspejle en hel befolkningsgruppe) gode til at svare på "hvad" og "hvem" spørgsmål, mens interviews (som typisk involverer relativt få besvarelser) er gode til at svare på "hvorfor" spørgsmål. Hvis man har et begrænset kendskab til, hvordan folk forstår et spørgsmål ("hvorfor"), kommer man let til at fejlfortolke, hvad de svarer. Mange kender sikkert til frustrationen over et spørgeskema, hvis svarmuligheder ikke indeholder det svar, man synes passer. Hvis man kaster et blik på Eurobarometer-grafen oven for, kan man se, at det virker oplagt, at opbakningen til de forskellige teknologier har at gøre med opfattelser af, om de er moralsk acceptable, nyttige og risikable. Vurderingen af genmodificerede fødevarer som risikable er blevet udlagt som en indikation på, at folk er dårlige til at vurdere risici - idet deres vurdering adskiller sig markant fra flertallet af naturvidenskabelige eksperters vurdering. Interviewundersøgelser viste imidlertid, at folks vurdering ikke beroede snævert på en vurdering af risiko, men også på for eksempel hvor meget tillid de har til eksperters vurdering. Hvis tilliden er lav vurderer folk med andre ord risikoen som højere. På den måde kan interviews være gode til at kortlægge den logik, der ligger bag bestemte holdningstilkendegivelser. Omvendt kan en interviewundersøgelse, der står alene, lettere komme til at betone bestemte logikker, som måske ikke er særligt karakteristiske for den gruppe, hvis holdninger man undersøger. Det viser, hvordan kvantitative og kvalitative undersøgelser kan supplere hinanden.

Blandt de utallige metodekritiske spørgsmål, man kan stille, er der grund til at fremhæve ét i sammenhæng med holdningsundersøgelser på det teknologiske område. Ofte er det et vilkår, at folks faktuelle viden om et givet emne er beskeden. Derfor vil mange helt naturligt kritisk spørge, "jamen, hvordan skal man som lægperson kunne sige noget kvalificeret om dét!?". Som løsning på dette ser man ofte, at interviewet indledes med en kort, faktuel introduktion til emnet, skrevet af eksperter. Det kan lyde uskyldigt; men man skal være opmærksom på, at sådanne fakta let kan indeholde betoninger, herunder skjulte betoninger på grund af fx sprogbrug, der kan præge de holdninger, som efterfølgende "nøgternt" undersøges. En velkendt måde, hvorpå dette kan foregå, er når eksperter - ofte ubevidst - sætter bestemte grænser for, hvilken slags argumenter, der er relevante. En undersøgelse har for eksempel vist, at eksperter inden for genmodificerede planter har en tendens til at betragte "risiko" som det, der har håndfaste fysiske konsekvenser (såsom sundhedsskader), mens ikke-eksperter også betragter for eksempel sociale konsekvenser (såsom ulighed) som relevante. Hvis et interview starter med at indføre en begrænsning for, hvilke bekymringer, der er relevante, får man naturligvis ikke besvaret sit spørgsmål særlig godt. En fordel ved interviews (modsat spørgeskemaer) er, at de kan lade respondenterne selv være med til at formulere, hvilke perspektiver og temaer, de finder relevante.

Holdninger, viden og demokrati

Med den rette omhu kan det naturligvis godt lade sig gøre at producere holdbar viden om, hvad befolkningen mener. Er det så en garanti for, at borgerne på en hensigtsmæssig måde kan blive inddraget i den politiske proces? Igen her melder nogle bekymringer sig.

Man kan for det første forholde sig kritisk til den underliggende påstand om, at det at spørge befolkningen er til deres eget bedste. Ofte betegner vi dette, at politikerne taler befolkningen efter munden, som "populisme" - og hædrer politikere, der netop tør gå imod "opinionen" af hensyn til befolkningens langsigtede interesser. Ofte ser man ligefrem, at folk slet ikke ønsker at blive spurgt, men derimod ønsker, at politikere og andre lever op til den tillid, befolkningen viser dem. Nogle gange kan det alligevel, ud fra et demokratisk perspektiv, være hensigtsmæssigt at spørge dem - især når der er stor forskel på holdningen i Folketinget og i befolkningen.

Idéen om at gøre brug af holdningsundersøgelser i den politiske proces har som præmis, at holdningerne afspejler folks værdier. Som beskrevet oven for kan holdninger imidlertid være flygtige og tilfældige, og ikke nødvendigvis harmonere særlig godt med vores grundlæggende værdier. I sammenhæng med inddragelse i politiske beslutninger kan problemet desuden være, at vi lægger os fast på en holdning til et givet emne i isolation fra alle mulige andre emner og hensyn. Vi kan for eksempel godt være skeptiske over for skattetrykket isoleret set, men alligevel, alt taget i betragtning, bakke op om en skattestigning. Det gør ikke skepsissen uinteressant, men det er klart, at politikerne snarere end at se på GMO isoleret må tænke sammenhængen ind, hvis de ønsker at følge befolkningens ønsker.

En mere generel pointe, eksemplet rejser, handler om forholdet mellem viden og holdning. Man snakker nogle gange om behovet for "informeret stillingtagen". I det ligger, at vi fæster større lid til en holdning, der baserer sig på en bred base af relevant viden, end til en der ikke gør. Vi kender alle sammen til, at nye informationer kan få os til at skifte mening om en given sag. Ikke mindst i relation til et kompliceret emne som bioteknologi, som de færreste ved særligt meget om, er det naturligt at rejse denne problematik. Udstiller de holdningsundersøgelser, der viser at den europæiske befolkning er ret skeptisk over for visse teknologier, i virkeligheden mere folks uvidenhed end deres værdier? Det er der ikke meget der tyder på. Alligevel er det, alt andet lige, vigtigt, at vi tager stilling på et kvalificeret grundlag. Mange undersøgelser af holdninger til bioteknologi har derfor brugt en del plads på at undersøge, hvor meget folk ved om de forskellige teknologier.

Viden om biologi og genetik

25.000 europæeres fordeling af rigtige og forkerte svar på basale faktuelle spørgsmål inden for bioteknologi. Søjlerne angiver i alt 100 %, mens de grønne og brune fraktioner angiver andelen af ja- og nej-besvarelser, og hvilken af besvarelserne, der anses for at være korrekt. Kilde: Eurobarometer 62.3 (Gaskell m.fl. 2005).

Mange gange har undersøgelserne vist, at de fleste europæere mangler, hvad der i et bestemt perspektiv kan ses som basal faktuel viden om de teknologier, de tager stilling til. Derfor har eksperter været hurtige til at udlægge befolkningen som uvidende og slået til lyd for, at man ikke kunne tage dem seriøst i politisk sammenhæng. Befolkningens skepsis afspejler uvidenhed.

Argumentet indeholder imidlertid to afgørende problemer. Antagelsen er nemlig, at hvis folk vidste mere, ville de også være mere positive. En række sociologiske og psykologiske undersøgelser har imidlertid vist, at sammenhængen mellem viden og holdning er kompliceret. På fx kloningsområdet og i forhold til genmodificerede afgrøder er det blevet vist, at viden skaber polarisering: Nogle bliver mere positive, mens andre bliver mere negative, når de modtager flere informationer om sagen. Det andet problem er, at selv hvis faktuel information skubbede holdningen i en positiv retning, ville man stadigvæk kunne mistænke, at resultatet beroede på den bestemte form for information, der tilbydes - man kunne pege på et bredt spektrum af informationer, der potentielt kunne ændre på folks holdninger (og ikke blot naturvidenskabelig viden, som der spørges til i Eurobarometer). En interviewundersøgelse viste for eksempel, at mange fandt det beroligende, at kloning kan bruges til en masse nyttige ting, men samtidig skræmmende, at lovgivningen giver forskere relativt stor frihed til at udføre kloningseksperimenter. Her var det altså viden om lovgivningen, folk fandt relevant i forhold til deres holdningsdannelse.

Det er måske nok et argument imod at drage forhastede konklusioner om sammenhængen mellem viden og holdning, men ikke imod det mere overordnede argument om, at politiske beslutninger bør bygge på en velinformeret stillingtagen. Hvad enten folk bliver mere positive eller skeptiske af at opnå en større viden, kan en risiko ved at spørge dårligt informerede borgere nemlig være, at man ikke får præget udviklingen i en gunstig retning - det vil sige i overensstemmelse med borgernes ønsker.