10. maj 2011

Etikinterview om reproduktiv kloning

Der er i hele verden stor uenighed om, hvorvidt det er etisk acceptabelt at lave såkaldt terapeutisk kloning, hvor man skaber embryonale stamceller ved hjælp af kerne­transplantation.

De to etikere

Klemens Kappel og Peter Øhrstrøm repræsenterer to vidt forskellige holdninger til etiske spørgsmål.

Men samtidig er der usædvanlig stor enighed om, at man ikke skal bruge teknikken til at skabe børn – altså til reproduktiv kloning. Enigheden skyldes måske ikke mindst, at kernetransplantationsteknikken er så usikker, at det ikke ville være forsvarligt at bruge den til at skabe børn med. Men hvis nu teknikken en dag bliver så sikker, at der ikke vil være nogen risiko for misdannelser hos klonen, vil det så stadig være forkert at klone mennesker?

Peter: Jeg ved, du vil være uenig med mig Klemens, men efter min mening er reproduktiv kloning absolut og i enhver situation forkert. Der er simpelthen et vilkår for den menneskelige reproduktion, som vi også skal tage alvorligt, og det er, at vi skal have en entydig far og mor – det vil sige være blevet til ved én mand og én kvinde. Man kan sige, at det hører til selve den menneskelige værdighed.

Klemens: Jeg ville da mene, at en klon har en entydig mor og far.

Peter: Den kvinde, der føder det klonede barn, er jo i hvert fald ikke mor til det i ordets sædvanlige betydning. Lad os nu sige det er kvinden, der er blevet klonet, hun har måske endda både leveret den der kerne, som er proppet ind i ægget i stedet for den kerne, der var fra begyndelsen, og også ægcellen. Så forudsætter vi, at der er blevet et barn ud af det. Så er det jo ikke den fødende, der er mor – ja hun er i en vis forstand moderen, men hun er jo også klonens tvilling, altså det er noget rod.

Klemens: Det er et argument, jeg er uenig i, for det er da rigtig nok, at hun ikke er den genetiske mor. Og selvfølgelig, når man taler om mor og far, så betyder det normalt både sociale, biologiske og genetiske forældre. Men det har jo vist sig, at de udtryk er flertydige. Hvis den opsplitning, du talte om, er et problem ved kloning, så er den jo også et problem ved almindelig adoption. Her er de sociale forældre jo heller ikke genetiske forældre, og det mener jeg ikke, er noget problem.
Jeg kan altså ikke se, at det i sig selv skulle være forkert at klone, hvis ellers teknologien virkede. Konsekvensen ville være, at et individ ville komme til verden, som ville have et udmærket liv, hvis omgivelserne ellers opførte sig nogenlunde anstændigt over for det.

Peter: Der er også et andet argument mod kloning, som jeg dog ikke synes, er særligt stærkt, men jeg anerkender da, at det har lidt for sig. Det fremføres nogen gange, og blandt andet i den redegørelse vi lavede i Rådet for et par år siden, at hvis man er blevet til som kopi af et allerede eksisterende menneske, så vil det kunne belaste én. Fordi det ville kunne hæmme éns ret til en åben fremtid, at omverdenen ville forvente, at man udviklede sig ligesom sin klon – altså hvis nu den, man var en kopi af, var vældig god til stikbold, så ligger der et pres om også at blive god til det.

Det ville være anderledes, end med tvillinger. De bliver jo også til samtidig og har stort set samme genetiske identitet, men de er ikke kopier af et andet menneske, som på forhånd eksisterer. Pointen i argumentet er, at et menneske skal have lov til at være sig selv og ikke blive til bare som kopi af et andet menneske.

Klemens: Jeg er lidt skeptisk overfor det scenarie med, at mennesker partout vil påtvinge deres barn en bestemt identitet, hvor det skal være ligesom faderen eller moderen. Det kan man selvfølgelig godt tænke sig, nogle forældre vil, men jeg tror alligevel, at det er de få, og igen er det næppe et specielt forhold for netop kloning.

Peter: Det vil jo alle forældre. Vi går jo også og siger, når vi ser noget i vores børn, at det gjorde jeg også, da jeg var dreng.

Klemens: Men jeg synes egentlig, de der indvendinger er underlige. Lad os forestille os, at et individ, som var en genetisk kopi af mig, blev født 40 år senere. Jeg tror da, det ville skabe en anden relation mellem barnet og mig, hvis det var en klon af mig. Det tror jeg, det ville, selvom det jo selvfølgelig er lidt spekulativ psykologi det her. Men jeg tror ikke, det ville skabe en ødelæggende eller begrænsende relation. Hvorfor skulle det det?

Jeg ville da i øvrigt også forvente, at barnet ville have en hel række træk, som ikke lignede mig, fordi hans opvækst ville være temmelig meget anderledes. Han ville jo have tre storesøstre og en anden social mor og far end dem, jeg havde.

Læs også Det Etiske Råds redegørelse om kloning

Her kan du læse om

et interview med to etikere, som ser forskelligt på de etiske aspekter ved kloning. I interviewet diskuterer de blandt andet, om det er vigtigt, at man har en biologisk far og mor, om man skal kunne få et klonet barn, så dette barn kan give reservedele til en syg bror eller søster, og om et klonet menneske vil føle sig anderledes end et menneske skabt på mere traditionel vis.

Har du tænkt over?

Har du tænkt over, om det vil være forkert at skabe et menneske, som ikke har både en genetisk mor og far?


Har du tænkt over, om du ville opfatte et menneske anderledes end andre, hvis du vidste, vedkommende var en klon?

Har du tænkt over, om klonen selv ville føle sig anderledes?

Har du tænkt over, om det er i orden skabe en klone, der kan bruges som donor for den person, klonen er en kopi af?

Har du tænkt over, om kloning stadig skal være forbudt?