Collage med lyserød ko ovenpå stregkode
16. november 2016

Flertallet i Det Etiske Råd: Brug GMO, hvis det kan løse alvorlige problemer

Et flertal på 10 medlemmer anerkender, at de efterhånden mange gennemførte undersøgelser ikke tyder på, at det er skadeligt for mennesker at indtage GMO eller fødevarer fra dyr fodret med GMO. Derfor bør vi ikke på forhånd afskrive alle anvendelser af teknologien.

De mest anvendte GMO'er er udviklet til at fremme effektiviteten i landbruget. Men der er også eksempler på GMO'er, som udvikles til at imødegå problemer som fx at sikre ernæringen af fattige mennesker, at kunne dyrke mad i klimaudfordrede egne osv. Flertallet opfordrer til, at der satses på at udvikle nyttige GMO'er:

"Mennesker har forædlet planter og dyr i århundreder. GMO'er kan potentielt bidrage til mere klimavenligt landbrug, fx hvis man kunne udvikle planter med genteknologi, som kunne dyrkes økologisk med mindre brug af husdyrgødning. Jeg synes ikke, vi skal afskrive genteknologi, hvis det kan bidrage til at løse klimakrisen og mindske sult i verden", siger Signild Vallgårda, som tilhører flertallet.

Et mindretal på 4 medlemmer mener, at selvom GMO ikke er påvist at være farlig at indtage, så kan der stadig være etiske problemer forbundet med teknologien:

"Genetisk manipulation er grundlæggende udtryk for et forkert natursyn; en så stor disrespekt for naturen og dens balancer, at den kun bør tages i anvendelse, hvis det er uden alternativer, og det mener jeg faktisk ikke, det er her. Jeg mener faktisk ikke, det er den rigtige strategi til at løse hverken klima- eller sultproblemerne", siger Mickey Gjerris, formand for Rådets arbejdsgruppe.

Et stort flertal mener dog, at det skal respekteres, at de fleste danskere stadig er utrygge ved GMO. Derfor skal vi mærke også fødevarer fra dyr, som er fodret med GMO og ikke kun GMO-produkter, som vi gør det i dag. Tidligere har man begået den fejl at overhøre, at folk er bekymrede for genmanipulation af fødevarer, og det øger utrygheden. Forbrugere skal kunne vælge til og fra ud fra deres egne værdier, men det kræver mærkning.

[Tilføjelse til pressemeddelelsen, 6. december 2016]

Tre medlemmer har hver for sig givet udtryk for forskellige holdninger til enten anvendelsen af GMO eller mærkning af fødevarer fra dyr fodret med GMO. Disse standpunkter kan læses i redegørelsen, s. 60–61.

Læs mere om anbefalingerne fra side 37 i redegørelsen. Første del af redegørelsen om etisk forbrug af klimabelastende fødevarer, blev offentliggjort i april 2016.

Kontakt

Mickey Gjerris, formand for Rådets arbejdsgruppe, lektor i bioetik ved Københavns Universitet, tel: +45 25 37 03 85, e-mail: mickeygjerris@gmail.com

Signild Vallgårda, rådsmedlem og professor ved Institut for Folkesundheds­videnskab, Københavns Universitet, tel: +45 30 28 03 91, e-mail: siva@sund.ku.dk

Gorm Greisen, formand og overlæge på Rigshospitalet, Neonatalklinikken – Afsnit 5024, tel: +45 40 46 07 47, e-mail: gg@dketik.dk

I sekretariatet: Anne Lykkeskov mobil: +45 72 21 68 62, e-mail: al@dketik.dk eller Morten Andreasen tel: +45 72 21 68 64, e-mail: moa@dketik.dk

Den etiske forbruger bannergrafik

Den etiske forbruger

Rådet tager i redegørelsen stilling til etisk forbrug på to områder, hvor nogle mener, at der er etiske problemer forbundet med fødevareproduktionen: Fødevarer fra dyr fodret med GMO og klimabelastende fødevarer.

Læs redegørelsen