4. oktober 2010

Etisk vurdering af genetisk modificerede afgrøder

Mange bryder sig ikke om genetisk modificerede afgrøder og andre anvendelser af bioteknologi i forbindelse med fødevareproduktion. Indtil for nylig har det været en udbredt opfattelse hos eksperter, at den manglende accept hos befolkningen bundede i manglende viden, og at øget information ville skabe større velvilje.

Af Peter Sandøe (Center for Bioetik og Risikovurdering, Københavns Universitet) og Morten Andreasen (Det Etiske Råds sekretariat)

I lyset af nyere sociologisk forskning viser denne opfattelse sig at være forkert. Det viser sig, at der ikke er nogen simpel sammenhæng mellem vidensniveau og skepsis. I Europa findes eksempler på lande med et højt vidensniveau og en stor skepsis og lande med et lavt vidensniveau og en meget positiv holdning til genteknologi. Det overses, at accept ikke kun er en funktion af viden, men at værdier også spiller en afgørende rolle.

Det er også udtryk for, at forskellige mennesker, og også forskellige videnskabsfolk, tillægger forskellige slags viden forskellig vægt. I den naturvidenskabelige risikovurdering lægger man snævert vægt på det, de betegner som "videnskabelig viden" om risiko, der typisk gøres op som en funktion af sandsynligheden for, at en miljø- eller sundhedsmæssig fare indtræffer og alvoren af den ("sandsynlighed gange effekt"). Undersøgelser viser, at uden for de naturvidenskabelige miljøer er det mere normalt at inddrage en bredere vifte af viden og forestillinger, når vi skal vurdere en teknologi, såsom viden om de mulige etiske og samfundsmæssige implikationer. Vi forholder os også til, om man kan have tillid til den viden, bestemte eksperter kommer med, og til eksperters og politikeres motiver og hensigter. Blandt andet derfor er der forskel på forskellige gruppers vurdering af, om GMO er "risikabelt". Traditionelt har politikere dog baseret deres beslutninger næsten udelukkende på videnskabelig viden.

Her vil der blive sat fokus på en række centrale værdier som spiller en rolle i diskussionen om genetisk modificerede fødevarer.

Diskussionen vil tage udgangspunkt i følgende begreber: nytte, risiko, retfærdighed, demokratisk kontrol og selvbestemmelse samt moralsk accept.

Nytte

Begrebet nytte kan defineres på flere måder. Ifølge én definition, som typisk anvendes inden for økonomiske analyser, er en teknologi nyttig, hvis den er konkurrencedygtig i en kommerciel sammenhæng. Det er dog klart, at der er en anden definition af nytte, som mange vil lægge til grund for vurderingen af fødevarebioteknologi. Ifølge denne definition kan bioteknologien kun siges at være nyttig, hvis den medfører, at vi på afgørende måde får det bedre; og vi får det ikke bedre, bare fordi produktiviteten i jordbruget øges. Således er det en udbredt opfattelse i relativt velstående lande som Danmark, at intensivering og industrialisering inden for fødevarebranchen er forbundet med sundheds- og miljømæssige risici, og at yderligere intensivering derfor ikke er forbundet med entydige velfærdsgevinster. Dog skal det tilføjes, at forbrugerne, når de står i supermarkedet, kun i begrænset omfang lader handling følge ord. Også i de velstående lande spiller prisen en afgørende rolle for forbrugernes valg og dermed for salget af fødevarer.

Samtidig er det også klart, at en sådan vurdering er meget afhængig af ens placering i samfundet. For en landmand som skal sælge sine produkter på et internationalt marked, kan indførelsen af en teknologi, som enten forbedrer konkurrenceevnen eller hindrer den i at falde, forekomme særdeles nyttig.

Hvis brugen af bioteknologi i jordbruget skal opfattes som nyttig hos brede dele af befolkningen, må det dog ske ved henvisning til, at teknologien kan løse problemer, der opfattes som væsentlige. Det kunne fx være problemer vedrørende fødevareproduktionens sundhedsmæssige og miljømæssige konsekvenser. Tilhængerne af den nye teknologi vil typisk mene, at teknologien har noget at bidrage med på disse punkter.

Hvad angår de miljømæssige konsekvenser, så har det fra forskerhold ofte været fremført, at genetisk modificerede afgrøder, som er resistente over for ukrudtsmidler, udgør et miljømæssigt fremskridt. De relevante ukrudtsmidler anses nemlig for at være mindre miljøbelastende end de midler, som ellers ville være blevet anvendt i den pågældende planteproduktion.[1]

Argumentationen preller dog af på de, som mener, at vejen frem er helt at holde op med at bruge sprøjtemidler. Over for dette vil det være nemmere at argumentere for nytten af genetisk modificerede afgrøder, som gør det muligt at undvære sprøjtemidler. Det kan fx være afgrøder, hvori der er indsat gener, som gør planterne resistente over for insekter eller svampe, der ellers normalt sprøjtes imod.

Som det fremgår, er der ikke noget simpelt svar på, om bioteknologi i jordbrug kan anses for nyttig eller ej. I forhold til udbredte nytteforestillinger er det ikke tilstrækkeligt, at teknologien er kommercielt levedygtig. Det må også forlanges at teknologien fremmer væsentlige formål som at sikre menneskers sundhed, at mindske jordbrugets miljøbelastning eller at bidrage til løsning af problemer i den tredje verden. Samtidig er det ofte kontroversielt, hvad der skal til for at realisere de nævnte formål. Diskussionen om teknologiens nytte må derfor føres konkret fra sag til sag.

En yderligere komplikation er, at det erfaringsmæssigt ofte har været svært at forudsige en ny GMO variants nytte på længere sigt. Nogle varianter har ikke givet det forudsete merudbytte. Andre har klaret sig godt indledningsvist, men har så gradvis klaret sig ringere. I takt med den større udbredelse af ukrudtsmiddel-resistente afgrøder er der fx sket en stigning i antallet af ukrudtsarter, der også kan modstå ukrudtsmidlet, og dermed er fordelen ved denne type GMO langsomt blevet ædt op. Også på lang sigt er der usikkerhed om, i hvilket omfang GMO vil være til nytte. Tilhængere har for eksempel fremhævet, at vi kun står ved begyndelsen af GMO-teknologien, og at man ved at dømme teknologiens potentialer ud fra de nuværende anvendelser kan komme til at afskære sig fra fremtidige mere klare gevinster. Samfundet må løbende vurdere, om disse udsigter står mål med mulige risici, investeringsbehovet, alternativer, etc.

Risiko

Risikovurdering udgør et centralt element i forbindelse med godkendelsen af genetisk modificerede landbrugsafgrøder. Risikovurderingen skal tjene til at forudse eventuelle negative effekter på menneskers sundhed og på det omgivende miljø. Det kan fx være risici afledt af, at planten eller dens gener spredes til det omgivende miljø, fx til beslægtede vilde arter.

Selve risikovurderingen foregår ved hjælp af naturvidenskabelige metoder. Derfor ligger der generel naturvidenskabelig viden, og også konkrete forsøg med de relevante planter, til grund for vurderingen. Risikovurderingens værdi vil selvfølgelig være begrænset i forhold til hvilke mulige negative effekter, der fokuseres på, og i forhold til omfanget og sikkerheden af den viden, som lægges til grund for vurderingen. Det er derfor forkert at påstå, at en risikovurdering kan give "absolut sikkerhed". Især når der foretages vurderinger af risici på lang sigt og under komplekse forhold (såsom samspillet mellem GMOen og den omgivende natur), kan usikkerheden være stor. Det skal dog nævnes, at dette argument i vidt omfang gælder for alle teknologier.

Risikovurderinger som de, der foretages i forbindelse med vurderingen af genetisk modificerede afgrøder og andre former for bioteknologi, udgør en væsentlig del af beslutningsgrundlaget i forbindelse med offentlige myndigheders godkendelsesprocedurer. Risikovurderingerne bliver dog også i stigende grad anvendt til information af befolkningen for at sikre, at vi ikke føler os utrygge ved de nye teknikker.

For at få befolkningen til at føle sig sikker, er der to forudsætninger, som må være opfyldt, for at en risikovurdering tjener sit formål. Dels skal vurderingen vedrøre det befolkningen reelt er bekymret for. Dels skal befolkningen have tillid til de eksperter og myndigheder som er ansvarlige for vurderingerne. På begge punkter halter det med den nuværende fremgangsmåde.[2]

Når det drejer sig om at sikre relevansen af risikovurderinger i forhold til befolkningens bekymringer, gøres der ofte ikke noget alvorligt forsøg på at relatere risikovurderinger til, hvad det er, befolkningen er bange for. Risikovurderinger foregår inden for et naturvidenskabeligt univers, hvor der er meget lidt kontakt med holdninger og forestillinger hos den del af befolkningen, der har ringe viden om moderne naturvidenskab. Samtidig er det dokumenteret i flere europæiske undersøgelser, at befolkningen har meget ringe tillid til offentlige myndigheder.

Én af de ting, som er vigtige i forbindelse med at gøre risikovurderinger mere relevante og troværdige, er, at der gøres ærligt og åbent rede for disse vurderingers begrænsninger. Det må siges klart, at vurderingerne foregår på grundlag af en række mere eller mindre velbegrundede antagelser og afgrænsninger, og at der selvfølgelig altid vil være en usikkerhed mht. at forudsige, hvad der sker, når man slipper genetisk modificerede organismer løs i naturen. Risikovurderinger kan ikke overflødiggøre en diskussion af hvilke risici og usikkerheder, vi er villige til at leve med, når det gælder om at udnytte den moderne genteknologi, fx inden for jordbruget. Risikovurderinger bør udgøre en vigtig del af det faglige grundlag for en sådan diskussion.

Retfærdighed

Retfærdighed handler om, hvordan goder (såsom penge, mad eller indflydelse) og byrder (såsom sygdom eller risici) bør være fordelt mellem mennesker. Globalt set er antallet af mennesker, der indtager mindre end 2200 kcal per dag (og derfor formelt set sulter) faldet fra 57 % i midten af 1960erne til 10 % i slutningen af 1990erne. Forbedring af afgrødesorter har stået for op imod halvdelen af den forøgelse af fødevareproduktionen, der har muliggjort denne udvikling. Derfor kan man sige, at forbedring af afgrøder kan være med til at skabe en mere retfærdig verden.

Ser man lidt nærmere på udviklingen, viser der sig imidlertid nogle store skævheder. FN vurderer, at mens 800 mio. mennesker i dag globalt set lider af fejl- eller underernæring, lider det dobbelte antal, 1,6 mia. mennesker, af overvægtsproblemer. Særligt i Afrika er der mange steder ikke sket en forbedring af landbrugsproduktionen. Derfor er der også grund til at spørge, i hvilket omfang en teknologi som GMO først og fremmest vil gøre verden mere eller mindre retfærdig.

Nogle af de væsentlige årsager til, at mange fattige lande historisk set har været ude af stand til at forbedre deres landbrugsproduktion er, at landene er præget af konflikter og dårlig regeringsførelse, og at de dermed også har problemer med svage myndigheder og institutioner til at understøtte udvikling. Det er imidlertid blevet fremhævet, at forudsætningen for, at GMO kan være en hjælp for udviklingslande er, at de fx formår at vurdere, om GMOerne rent faktisk er en hjælp for dem. Netop de allerfattigste lande kan ofte ikke magte denne opgave uden assistance udefra.

Dyrkning af GMO med henblik på at afhjælpe klimaproblemer præsenteres ofte som en bestræbelse, der vil kunne forebygge stigende ulighed for så vidt at klimaforandringerne først og fremmest vil ramme de fattigste egne af Jorden. Forudsigelsen hviler imidlertid på en række præmisser som måske, måske ikke, holder. Produktionen af biobrændsel kan for eksempel medføre et pres på fødevarepriserne, fordi energiafgrøder optager landbrugsjord og dermed sænker udbuddet af fødevarer. Fordelen ved at forebygge klimaforandringer kan for mange af de fattigste lande, der er netto importører af fødevarer, blive til en belastning.

I princippet kan GMO naturligvis på sigt blive til gavn for ulande. Men på baggrund af de fattigste landes nuværende teknologiske og institutionelle udviklingsstade mener mange kritikere, at GMO bør befinde sig et godt stykke nede ad ønskelisten.

Demokratisk kontrol og selvbestemmelse

Vi ønsker generelt ikke at blive inddraget i afvejninger vedrørende nytte og risiko i forbindelse med brugen af moderne teknologi. På en lang række områder er det overladt til offentlige myndigheder i samarbejde med eksperter at foretage afvejninger på grundlag af bredt formulerede politiske målsætninger. Det gælder godkendelse af nye lægemidler, godkendelse af kemikalier og tilsætningsstoffer, regulering af flysikkerhed, andre former for trafiksikkerhed og meget mere. Men fælles for disse områder er, at det er en politisk beslutning at uddelegere beslutningerne til en myndighed, og at denne beslutning kan gøres om, hvis der måtte være et politisk ønske om det.

Da brugen af genteknologi inden for fødevareområdet er noget, som bekymrer mange, kan der være god grund til netop her at lade en bred, offentlig debat gå forud for beslutninger om, hvilke krav der skal stilles til teknologiens anvendelse. Samtidig kan der være grund til at være tilbageholdende med at give tilladelser, således at befolkningen ikke føler udviklingen køre hen over hovedet på sig. Endelig kan det være rimeligt med meget vidtgående krav om mærkning af fødevarer, som er frembragt på grundlag af genteknologi, for at sikre at forbrugerne får en reel valgmulighed.

Når det alligevel i praksis er svært at lade befolkningen i hvert enkelt land få medindflydelse på brugen af genteknologi, skyldes det, at der er et væsentligt modsatrettet hensyn – nemlig at sikre fælles, internationale regler for godkendelse af genetisk modificerede afgrøder og for mærkning af produkter, hvori disse indgår. Hvis genetisk modificerede afgrøder udgør et miljøproblem, vil problemet ikke respektere landegrænser. Derfor er der behov for, at også ens nabolande respekterer de miljømæssige standarder for godkendelse af genetisk modificerede afgrøder, som gælder i ens eget land. Samtidig er der behov for at kunne få pålidelige oplysninger om hvilke genetisk modificerede afgrøder, der anvendes i landene omkring en. Endelig er der behov for fælles mærkningsregler, således at det er muligt at finde ud af, i hvilket omfang importerede fødevarer indeholder ingredienser fra genetisk modificerede organismer. Sådanne internationale regler findes i dag, både i regi af EU og FN.

Vejen frem må være, at der inden for EU og også gerne i en bredere international sammenhæng vokser en forståelse frem for betydningen af at sikre en bred, folkelig diskussion forud for indførelsen af ny bioteknologi. Der vil selvfølgelig være stærke modsatrettede hensyn; men hensynene vil måske kunne forenes ud fra en erkendelse af, at en hurtig indførelse af teknologien hen over hovedet på befolkningen kan give problemer, også af kommerciel art, som langt overstiger omkostningerne, ved i første omgang at give sig lidt bedre tid til at lytte og diskutere tingene igennem.

Moralsk accept

Tilsyneladende opfatter mange "moralsk accept" som et yderligere hensyn ved siden af nytte og risiko. For mange er der noget moralsk problematisk ved hele idéen om ad teknisk vej at ændre levende væsners arveanlæg.

Hvis befolkningens holdninger skal tages alvorligt, er det vigtigt at gøre sig klart at den etiske diskussion ikke kun drejer sig om nytte, risiko, retfærdighed og demokratisk kontrol. For at komme videre i en dialog om hvor langt man inden for landbruget kan tillade sig at gribe ind i levende væsners arveanlæg og forplantning, er det også nødvendigt at sætte ord på de mindre håndgribelige bekymringer og overvejelser som knytter sig til forestillingen om en respektfuld og værdig omgang med naturen.

I den dialog vil der fra forskerside kunne argumenteres for at bioteknologien blot er at betragte som et yderligere hjælpemiddel i den systematiske omformning af naturen, som har fundet sted i forædlings- og avlsarbejde gennem snesevis af år. Enden på dialogen behøver dog ikke at blive en accept af bioteknologien, snarere kunne resultatet blive en mere kritisk holdning til, hvad vi gør ved naturen gennem forædlings- og avlsarbejde, hvad enten dette sker med eller uden bistand fra den moderne bioteknologi.

Noter

[1] Disse argumenter har for eksempel været brugt om de GM-afgrøder, der er resistente overfor ukrudtsmidlet Roundup. Korrekt anvendt viser undersøgelser, at der er en miljøgevinst ved sådanne afgrøder sammenlignet med tilsvarende konventionelt dyrkede afgrøder. Se http://kortlink.dk/hv5k.

[2] Se fx Gitte Meyer og Peter Sandøe: Oplysning og dialog om bioteknologi i forhold til planter. Center for Bioetik og Risikovurdering 2001.

Opdateret 4. oktober 2010





GMOer og lokale forhold

GMO bliver ofte diskuteret som et "for eller imod"-spørgsmål. Men i praksis kan anvendeligheden af GMO variere med både tid, sted og variant. I et område, hvor der i en given periode dyrkes økologiske afgrøder, kan det for eksempel være et problem, hvis der sker selv den mindste iblanding fra GMO. For det kan betyde, at den økologiske landmand ikke må kalde sine varer for økologiske, og dermed går han glip af en økonomisk gevinst. Der findes mange steder regler for, hvilken afstand, der skal være mellem GMO og andre produktionsformer. Men ikke alle landmænd har fundet disse regler betryggende. En anden faktor kan være miljøforholdene. Nogle steder er vejret omskifteligt, og her dyrker man bestemte afgrødesorter, der erfaringsmæssigt kan overleve sådanne vejrskift. Med en ny afgrøde, såsom en GMO-variant, kan man ikke altid være sikker på, at den kan yde tilstrækkeligt under sådanne forhold. Derfor er man i dag varsom med at tro, at en GMO, der opfører sig på en bestemt måde ét sted, også gør det et andet sted i verden. I mange lande kan en fejlslagen høst være ensbetydende med, at en familie går til grunde. Her vil det være særlig vigtigt at være sikker på, at afgrøden lever op til forventningerne.