4. oktober 2010

Muligheder og risici ved "klimavenlige" GMOer

Ifølge prognoserne fra det internationale panel af klimaforskere (IPCC) vil konsekvenserne af den menneskeskabte globale opvarmning blive stadig mere tydelige i løbet af de kommende årtier.

Konsekvenserne vil blandt andet kunne mærkes i form af mere ustabilt og ekstremt vejr, men de vil være meget forskellige fra den ene egn til den anden. I Danmark peger de nuværende prognoser heldigvis på, at landbruget samlet set vil stå bedre - så længe temperaturforandringerne ikke overstiger de to grader, som i øjeblikket er målet for de internationale bestræbelser på at dæmpe udledningen af drivhusgasser. Andre steder truer klimaforandringerne med at ramme langt hårdere. Perioder med tørke og oversvømmelse kan umuliggøre dyrkning af nogle af de afgrøder, der hidtil har dannet grundlag for fødevareforsyningen i mange dele af verden.

Landmænd kan i mange tilfælde skifte til andre sorter eller arter. Men nogle forskere peger samtidig på perspektiverne i brugen af genmodifikation af planter. Håbet er, at man kan bruge genmodifikation til både at tilpasse afgrødeplanter til nye klimaforhold og til at udvikle afgrøder, der kan bruges til klimavenlig energiforsyning - og dermed til at bekæmpe yderligere CO2-udledning. I det følgende gennemgås principperne i de to teknologier, og vi skal se på nogle af de udfordringer, udviklingen af dem er stødt på. Dernæst skal vi se på risikovurdering med omdrejningspunkt i "klimavenlige" GM-afgrøder.

GMO til tilpasning til klimaproblemer?

Forandrede klimaforhold kan for eksempel både føre til tørke, oversvømmelse og, visse steder, forhøjede saltkoncentrationer i jorden. I alle disse tilfælde af abiotisk (dvs. ikke-biologisk) stress trives afgrøder, i varierende grad, dårligere. Problemer med abiotisk stress er bestemt ikke nye, og på den måde retter GMOerne sig ikke blot mod klimatilpasning; men problemerne forventes at blive forværret under forandrede klimaforhold.

Med genmodifikation er håbet, at man fx kan indsætte gener fra salttolerante organismer i højtydende afgrødeplanter ("tolerance" betyder, at stress tåles til en vis grænse - modsat "resistens", som betyder absolut modstandsdygtighed). Tilsvarende kan man tænke sig, at det er muligt at overføre gener til afgrøderne fra organismer, der er robuste overfor for eksempel tørke og oversvømmelse. Ændrede klimaforhold kan også medføre ændrede betingelser for skadedyr (biologisk eller "biotisk" stress), og også her har genmodifikation vist sig at være et effektivt redskab. Blandt de mest udbredte GMOer allerede i dag er typen Bt, hvor gener indsat fra bakterien Bacillus thuringiensis gør, at planterne udskiller et stof, der er giftigt overfor bestemte skadedyr (bl.a. billelarver).

Tekniske udfordringer

Det lyder måske nemt at frembringe GMOer til tilpasning af klimaproblemer. Det er dog ikke helt så ukompliceret, som det lyder.

Afgrødeplanter er typisk højt forædlede, hvilket betyder, at bestemte egenskaber er blevet fremmet, såsom udbytte, smag, sygdomsresistens osv. Når man forsøger at indføre et nyt træk går det ofte ud over et eller flere af de øvrige. Et eksempel er forsøget på at indsætte tørketolerance i planterne. Tørketolerance betyder, at planten kan klare sig i perioder med meget begrænset vandtilførsel. Forskningen inden for tørketolerance viser, at forskellige planters tørketolerance kan skyldes flere forskellige ting, og dermed også at der ikke findes ét, men mange gener, der potentielt kunne bruges til at fremavle tørketolerance.

Fx kan det have at gøre med rodens størrelse og form, eller med den overjordiske plantedels struktur og vækst. Nogle planter er hurtigere til at lukke læbecellerne ved tørke. Dermed fordamper vandet inden i bladene ikke så let. Men det kan samtidig betyde, at der ikke så nemt kan udveksles ilt (til respiration eller fra fotosyntese) og CO2 (til fotosyntese eller fra respiration), og så giver planten alt andet lige et ringere udbytte. Det kan stadig være en fordel, hvis alternativet er, at planten dør, men resultatet afhænger af, hvordan nedbøren bliver for den pågældende vækstsæson, og det kan som bekendt blive stadig sværere at forudsige.

Mere generelt er pointen, at planter er hele biologiske systemer med bestemte strategier til at klare sig i forhold til sol, varme, vand, næring, skadedyr og konkurrence. Denne "trade off"-situation betyder, at der er grænser for, hvor meget man kan ændre på en given planteart. Det er således usandsynligt, at man kan fremstille en plante, der fx både kan klare sig under tørke, høj saltholdighed og oversvømmelse - i alle tilfælde vil det sandsynligvis ikke kunne lade sig gøre, uden at udbyttet daler drastisk!

GMO til bekæmpelse af drivhusgasser

Foruden forskning i GMO tilpasset nye klimaforhold forskes der intenst i GM-afgrøder, der kan bidrage til at bekæmpe selve årsagen til klimaforandringer, nemlig udledningen af drivhusgasser som CO2 og metan. Det gælder ikke mindst udvikling af afgrøder, som er egnede til energiformål, dvs. kan brændes eller laves om til brændstof til erstatning for de fossile brændstoffer, der bidrager til drivhuseffekten.

Der bliver forsket i at genmodificere planter, så de nemmere kan omsættes til flydende brændstof. I fremtiden kan megen af den strøm, vi bruger, komme fra vedvarende kilder såsom vind og sol. Men der er store udfordringer i forhold til at oplagre energien. For eksempel fly og skibe vil fortsat have behov for brændstof. Med biobrændstof vil man kunne sænke deres bidrag med "ny" CO2 til atmosfæren i forhold til nu, hvor de bruger fossile brændsler.

En drivhusgas, der er endnu mere potent end CO2 er metan, som blandt andet kommer fra køer, hvis drøvtygger-fordøjelse frembringer store mængder af denne gas. Der forskes imidlertid i at genmodificere foderafgrøder, så kvægets produktion af metan formindskes.

Endelig kan genmodifikation også komme til at spille en indirekte positiv rolle i forhold til udledning af drivhusgasser. For eksempel er jagten gået ind på at finde frem til planter, der vokser meget hurtigt og dermed producerer så meget brændstof som muligt. I USA er der planer om at beplante et større område med gensplejsede eukalyptustræer i en intensiv produktion til tømmer- og bioenergiformål. Eukalyptus er en plante, der generelt vokser meget hurtigt, men den er følsom overfor frost - og det er den følsomhed, genmodifikationen skal imødegå.

Tekniske udfordringer

Ligesom forskning i GMO til tilpasning til klimaændringerne, har forskning i at omsætte planter til brændstof mødt en række udfordringer.

Det er plantens cellevæg, der indeholder de fibre, der kan brændes eller omsættes til flydende biobrændstof såsom bioetanol. Problemet er, at fibrene er viklet godt og grundigt sammen, og er ret genstridige (engelsk "recalcitrant", se forskerinterview). Derfor går forskningen i høj grad ud på at finde ud af, hvordan man kan få planten til at gøre sin cellevæg mere nedbrydelig.

Noget af det, der gør cellevæggen meget genstridig er lignin ("træstof"). Det er lykkedes at fremstille planter med mindre genstridige cellevægge, men problemet er, at de samtidig mister både deres evne til opret og stiv vækst og at forsvare sig mod skadedyr. Udfordringen er altså at finde på en løsning, der gør planten nemmere at nedbryde, men uden at det går ud over plantens vækst. Nogle har forsøgt at indsætte gener i planter, som nedbryder cellevæggen, men som kun kan aktiveres når planten allerede er høstet. Andre har forsøgt at ændre ligninet på en sådan måde, at det på den ene side yder sine funktioner for planten, på den anden side nemmere kan nedbrydes.

Udfordringerne demonstrerer altså igen, at man ikke uden videre kan ændre på planter, men må tænke ind, hvilken effekt ændringerne har for planten som helhed i et givet miljø.

Klimatilpassede afgrøder særligt presserende for ulande

GMO bliver ofte præsenteret som en løsning på ulandenes problemer med sult og fejlernæring m.m. Fordi et forandret klima forudsiges at ramme mange af udviklingslandene hårdere end den øvrige del af verden, kan man sige, at disse lande måske er dem, der har det allerstørste behov for afgrøder, der kan klare sig under disse forhold.

Hverken klimatilpassede afgrøder eller afgrøder til bioenergiformål udvikles i større udstrækning med henblik på at løse de fattigste bønders problemer. Indirekte kan fx forbedrede energiafgrøder alligevel ende med at komme ulandene til gavn, blandt andet fordi klimaproblemerne er globale.

Det er bestemt ikke alle eksperter, der ser genmodifikation som den mest oplagte løsning på ulandenes problemer. Mange eksperter har fremhævet, at der kan opnås et langt højere afkast ved at investere i mere basale forbedringer af ulandenes landbrug, herunder fx i form af traditionel forædling.

De fattigste bønder, som befolker for eksempel det meste af Afrika, har ikke hidtil haft mulighed for at dyrke GMO. Et problem med første generation af GMO har nemlig været, at de har krævet et niveau af investering og planlægning (for eksempel i forhold til brugen af sprøjtegift), som flertallet af småbønder i Afrika har meget svært ved at leve op til.

I 2009 annoncerede Bill og Melinda Gates Foundation, at den havde doneret 120 millioner dollars til at fremme en "ny grøn revolution" for de fattigste bønder i verden. Blandt modtagerne af donationen var African Agricultural Technology Foundation (AATF), der som et af sine prestigeprojekter satser på at udvikle en gensplejset majsplante, som bedre modstår tørke end de sorter, bønderne traditionelt bruger.[1] Majsen bliver udviklet så den passer ind i småbønders dyrkningstraditioner og er tilpasset lokale klima- og miljøforhold. De første tests på friland blev gennemført i foråret 2010 i det Østafrikanske land Kenya. GMO-firmaerne Monsanto og BASF har bidraget med teknologien (dvs. forskellige majssorter og transgener) uden den ekstra betaling - "royalty" - der normalt kræves ved brugen af genmodificerede afgrøder. Indtjeningen skal i stedet komme fra salg til landmænd, der opdyrker tørkeramte områder i den vestlige verden.

I sig selv er det, at teknologien er gratis, ikke nødvendigvis nok til, at den kommer fx afrikanske småbønder til hjælp. Hertil kræves også fx en infrastruktur, der kan sikre, at GM-frøene når ud til den enkelte bonde. Hertil kommer, at nogle bønder - uanset de hævdede potentialer - vil mangle tillid til teknologien. Det skal ses i lyset af, at for bønder i ulande er der typisk mere på spil end for vestlige landmænd, fordi en fejlslagen høst kan betyde, at en families hele eksistensgrundlag forsvinder. Endelig vil en betingelse for en forsvarlig brug af GMO være, at der eksisterer tilstrækkelig velfungerende offentlige institutioner, der fx kan stå for godkendelse og kontrol af dyrkningen.

Risici og usikkerhed

Mange har været bekymrede for, hvilke risici der knytter sig til GMO. Nogle af disse bekymringer handler om miljø- og sundhedsskadelige effekter, mens andre er mere optagede af andre typer af risici, såsom ændringer i afhængighedsforhold (for eksempel mellem landmænd og agro-virksomheder) eller fordeling af goder.

Risikovurdering

I den risikovurdering, loven stiller krav om, er der fokus på miljø og sundhed. Godkendelse af GMO til dyrkning på friland kræver efter EU's regler en omfattende risikovurdering, foruden krav om fx løbende overvågning og sporbarhed (se udsnit af risikovurderingsbeskrivelse fra EUs Udsætningsdirektiv herunder). Risikovurdering sker i et samarbejde mellem virksomheden og myndighederne. Reglerne betyder, at man relativt grundigt leder efter mulige risici. De mulige risici er i risikovurderingen overordnet inddelt i direkte, indirekte, umiddelbare og forsinkede effekter. De direkte effekter er de, der skyldes GMOen selv, modsat de indirekte effekter, der er et resultat af en årsagskæde (og dermed ofte er forsinkede). Et eksempel på en direkte effekt er fx en Bt-toksin producerende GMOs effekt på markens fauna, mens en indirekte effekt kunne være økosystemforandringer på grund af spredningen af transgenet til afgrødens vilde slægtninge.

Der findes ekstremt få tilfælde, om nogen, hvor de GMOer der dyrkes i dag dokumenteret har medført sundheds- eller miljøskader. Dette kunne skyldes, at de rent faktisk er ufarlige, men det kunne også skyldes, at vi ikke har søgt så grundigt. For eksempel forandringer i økosystemer er typisk mange år om at blive synlige.

Derimod findes der flere eksempler på agronomiske problemer med blandt andet ukrudtsarter, der er resistente overfor bestemte ukrudtsmidler, fordi de har optaget ukrudtsmiddelresistens-gener fra GM-afgrøder.

Myndighederne vurderer som nævnt oven for hver GMO specifikt - det såkaldte "sag-for-sag"-princip.[2] En risikovurdering er som sagt omfattende, men her følger en beskrivelse af nogle af de risici, man ser på:

Invasive arter. Inden for den videnskabelige disciplin økologi - det vil sige studiet af arternes samspil og udbredelse - er en invasiv art defineret ved, at den begynder at brede sig kraftigt på bekostning af andre arter, der traditionelt har vokset bestemte steder. I Danmark kender vi problemet fra importerede planter såsom kæmpebjørneklo, der spreder sig hurtigt i den danske natur på bekostning af den naturligt hjemmehørende flora. Vi ser også, at planter, såsom brændenælde, der trives ved høje niveauer af næringsstoffer, breder sig i naturen på grund af landbrugets udledning af næringssalte. Planters udbredelse afhænger altså dels af plantens egne egenskaber, dels af miljøet.

Da genmodifikation ændrer planters egenskaber, er det tænkeligt, at også deres udbredelse vil ændres. Det er i udgangspunktet usandsynligt, at moderne afgrødeplanter kan klare sig i konkurrencen mod lokale vilde arter alene på grund af en beskeden genetisk ændring. Men hvis en åbentbestøvet (modsat steril eller selvbestøvende) GMO vokser et sted, hvor der også vokser vilde slægtninge, kan transgenet ’slippe ud’ via pollen, idet der opstår hybrider mellem afgrøden og dens vilde slægtninge. Det kan tænkes, at disse hybrider igen danner afkom med andre vilde planter - efterhånden som dette er sket nogle gange, vil afkommet måske være genetisk meget lig de vilde planter, og dermed være konkurrencedygtig uden for marken. Processen kaldes "introgression" (se figur). Hvis transgenet giver hybriden nogle særlige konkurrencefordele, kan det tænkes, at den begynder at brede sig. Sandsynligheden for dette er naturligvis størst, hvis det træk, transgenet medfører, har stor betydning for plantens konkurrenceevne. Et træk som herbicidresistens har kun betydning for plantevækst på arealer, der er påvirket af ukrudtsmidler, dvs. i forhold til de arter der lever på og i umiddelbar nærhed af marker. Ukrudt der har optaget ukrudtsmiddelresistensgener kan være generende for landmanden, fordi hans ukrudtsmidler bliver virkningsløse. Omvendt kan et træk som tørke- eller saltresistens udgøre en stor fordel i områder præget af sådanne miljøforhold. Det er netop sådanne træk, som kunne være gavnlige i forhold til tilpasning til forandrede klimaforhold. Her må man være opmærksom på at benytte afgrødetyper, der for eksempel ikke har nogen vilde slægtninge, som pollen kan nå (såsom majs, der kun vokser vildt i Mexico), som ikke er åbentbestøvende (fx hvede), som normalt ikke blomstrer (fx gulerod), og som ikke i forvejen er gode til at overleve uden for marken (såsom sukkerroe). Selv når sådanne forudsætninger er opfyldt, er der ikke altid en garanti for, at der ikke kan opstå spredningsproblemer; gulerod er for eksempel kendt for at kunne blomstre, hvis frøene har været udsat for lave temperaturer. Det samme gælder sukkerroe, og begge har vilde slægtninge, der ofte vokser tæt nok på marken til, at der kan overføres pollen og dannes hybrider.

Allergi og toksicitet. Allergi fremkaldes typisk af proteiner. Eftersom GMOer indeholder et eller flere nye proteiner er det teoretisk set muligt, at GMOen fremkalder allergi hos folk, der ellers ikke var allergiske overfor den pågældende fødevare. Det er dog usandsynligt, idet de proteiner, transgenet koder for, typisk kun udtrykkes i små mængder, mens typiske fødevareallergener udgøres af proteiner, der udtrykkes i relativt store mængder i bestemte fødevarer.

Den genetiske ændring kan også vise sig at have gjort planten mere toksisk, dvs. giftig. Dette kan dog også ske ved traditionel forædling; for eksempel tester man rutinemæssigt nye kartoffelsorter for indholdet af giftstoffet solanin.

Vurderinger af planters sundhedseffekt på mennesker er vigtigst for de planter, der er tiltænkt menneskeføde, mens vurderingen typisk er overflødig i relation til fx bioenergiformål.

GM-planter kan imidlertid være giftige for naturen foruden for mennesket. GM-afgrøder der udtrykker Bt-toksin er i sagens natur giftig over for bestemte skadedyr. Men ofte har giftstoffer også visse effekter på dyr, men ikke sigter på at fjerne ("non-target"-effekter).

Antibiotika-resistens. En fremherskende bekymring har gået på de antibiotika-resistensgener, som man splejser ind i planter som selektionsgener i forbindelse med genmodifikation. Det frygtes, at sådanne resistensgener kan blive optaget af sygdomsbakterier, der derved bliver modstandsdygtige over for behandling af infektioner hos mennesker. Baggrunden er blandt andet, at bakterier har en særlig evne til at udveksle gener ("konjugation"). Den netop EU-godkendte Amflora-kartoffel indeholder et gen, der koder for resistens overfor antibiotikummet kanamycin. Blandt andet fordi dette gen allerede findes udbredt i naturen, vurderede myndighederne dog, at dyrkning af GM-kartoflen ikke gør nogen forskel.

Hvad siger en risikovurdering?

Selvom en risikovurdering er omfattende, udgør den ingen garanti for, at der ikke vil opstå uforudsete problemer. Det er et vilkår GMO deler med andre teknologier, men det er naturligvis afgørende, i hvilket omfang man har opbygget erfaringer, der kan siges at forebygge, at uforudsete problemer dukker op. Erfaringsmæssigt er problemet blandt andet, at ny teknologi kan introducere helt nye former for risiko, som vi ikke ved, hvordan vi skal lede efter eller spørge til.

Nogle er måske parate til at løbe disse risici. Men om vi vil det beror ikke kun på, hvor godt oplyst vi er, men også på vores værdier og opfattelser - for eksempel om vi stoler på risikovurderingerne, og hvad vi hver især betragter som godt og skidt. Man kan med andre ord ikke undgå at være delvist subjektiv, når man udtaler sig om, at en risiko er "stor" eller "lille" - risikoen er altid stor/lille i forhold til noget andet, fx i forhold til hvor meget vi værdsætter de værdier (såsom artsdiversiteten), der er på spil.

Monopoler – en risiko, der ikke indgår risikovurderingen

Den lovbestemte risikovurdering tager i det væsentlige kun stilling til miljø- og sundhedsrisici. Der findes andre mulige virkninger, nogle finder bekymrende, men som ikke er del af den lovpligtige risikovurdering, såsom ændringer i landbrugs- og fødevaresektoren på grund af den generelle brug af GMO.

En kritik af GMO-teknologi har fx lydt, at den i høj grad er forbundet med patentering (typisk af transgenet eller konstruktet), og at det begrænser forædleres muligheder for at tilpasse nye sorter til lokale, fx danske, forhold. Det er velkendt, at GMO-firmaerne har taget patent på fx tørkeresistens-gener i mange typer af planter. Det er kun GM-planter, der på denne måde må patentbeskyttes, mens traditionelt forædlede planter kan sortsbeskyttes (begge dele er varianter af "intellektuel ejendom"). Mens sortsbeskyttelse giver ubegrænset adgang for forskere til at videreudvikle afgrøder, begrænser patentering disse muligheder ved at forbyde forskning i patenterede opfindelser, for så vidt at forskningen har et forretningssigte.

Desuden giver patentbeskyttelse modsat sortsbeskyttelse patenthaveren mulighed for at kræve, at landmanden hvert år skal købe sin udsæd (dvs. frø til såning) fra producenten. Det har skabt en del utryghed hos mange landmænd, der er vant til selv at gemme frø fra forrige års høst. I Indien, hvor dyrkning af især GMO-bomuld har været populært siden 2002, har skift til GMO været beskyldt for at føre til masse-selvmord blandt landmænd, der angivelig på grund af investeringen i GMO-frø og tilhørende ukrudtsmidler skulle være havnet i en gældsfælde. Flere undersøgelser har dog siden peget på, at GMO-dyrkning har spillet en begrænset rolle i den sammenhæng.[3]

Kritikere har udtrykt bekymring over, at patentbeskyttelse giver hele gevinsten til den, der har "opfundet" selve GM-planten, mens den erfaring, de enkelte landmænd har bidraget med gennem tiden (og som ofte har været værdifuld for opfinderen), ikke honoreres.[4] Andre mener dog, at denne stærke - og dermed potentielt indbringende - beskyttelse er et nødvendigt incitament for udviklingen af nye planter ved hjælp af bioteknologi.

Når et emne som patentering ikke er en del af risikovurderingen kan det skyldes, at man fra politisk hold betragter det som et emne, der er truffet en overordnet politisk beslutning om, for eksempel som del af politikudvikling på det ejendomsretlige område. Det gør dog ikke bekymringen mindre legitim.

Noter

[1] http://www.aatf-africa.org/wema

[2] Se mere om risikovurdering af GMO på Plantedirektoratets hjemmeside: http://www.pdir.dk/GMO_og_sameksistens.aspx?ID=8949

[3] Se fx Guillaume P. Gruère, Purvi Mehta-Bhatt and Debdatta Sengupta (2008). "Bt Cotton and Farmer Suicides in India: Reviewing the Evidence". International Food Policy Research Institute: http://www.ifpri.org/sites/default/files/publications/ifpridp00808.pdf

[4] International Assessment of Agricultural Knowledge, Science and Technology for Development http://www.agassessment.org

Opdateret 22. oktober 2010


Her kan du læse...

Her kan du blandt andet læse om risikovurdering af GM-afgrøder. Mange af de træk ved GMOer, vi finder etisk relevante - såsom nytte, risiko og usikkerhed - varierer i større eller mindre grad fra den ene GM-afgrøde til den anden. Af samme grund følger risikovurderingen af dem en "sag-for-sag"-tilgang. I dette afsnit skal vi se nærmere på to retninger inden for udviklingen af GM-afgrøder, der på hver sin måde sigter på at medvirke til en løsning på klimaudfordringerne. De GM-afgrøder der herved udvikles rummer forskellige potentialer, men forskningen er også stødt på forskellige tekniske udfordringer, og er forbundet med delvist forskellige risici.

Metanudslip fra køer - et miljømæssigt og økonomisk problem

Det er estimeret, at metanudledninger står for cirka 18 % af den globale opvarmning af atmosfæren. Af disse 18 % står drøvtyggere for cirka 18 %, mens for eksempel metan der bobler op fra det iltfattige slam i rismarker står for andre 18 % (de står altså hver for samlet set 3-4 procent af den globale opvarmning, målt alene på metanudslip). Køerne har i deres mave nogle mikroorganismer, der hjælper koen med at omsætte plantefibre til energiformer, køerne kan bruge. I det iltfri miljø i koens mave sker det normalt ved en proces, fermentering, der blandt andet fører til produktionen af store mængder af metan, som koen kommer af med hovedsagelig ud ad munden. Læs mere.

Tørketolerant græs - en usandsynlig GMO på friland

I forsøget på at udvikle en græs med højere foderværdi, lykkedes det forskere ved hjælp af genmodifikation at fremstille en græs med et højt indhold af sukker. Forskerne opdagede, at græsset samtidig var mere tørketolerant, idet varianten hurtigere voksede frem igen efter en periode med tørke. Tolerancen skyldes, at sukker har en effekt på det osmotiske tryk, så der bindes mere vand. Sådanne osmolyt-gener er også blevet brugt til at skabe frosttolerance i kartoffelplanter ved at indsætte gener fra torsk, der modvirker frysning - på samme måde, som når vi sænker frysepunktet på vejene ved hjælp af vejsalt. Man kunne tro, at tørkeresistens ville være en ekstra bonus i udviklingen af fodergræs. Problemet er imidlertid, at tørketolerance er et træk, der vil kunne give en konkurrencemæssig fordel overfor andre planter i naturen. Ændrede konkurrenceevner kan gøre, at græsset begynder at sprede sig og måske fortrænger mindre konkurrencedygtige arter fra deres naturlige levesteder. Normalt regner man ikke kommercielle afgrøder for at være stærke konkurrenter, netop fordi de er avlet til alene at yde under de specielle forhold, der er i marken. Men lige præcis i græs’ tilfælde er problemet, at afgrøden selv er meget konkurrencedygtig, også under landbrugsforhold og derfor udgør den ofte et ukrudtsproblem for landmænd. Af den grund er det usandsynligt, at sådan en tørketolerant græs vil blive godkendt til dyrkning på friland.

Forudsigelighed i genetisk modifikation

Genmodifikation bliver ofte præsenteret som en meget enkel teknik, der muliggør meget præcise og målrettede ændringer i levende organismer. Men hvor forudsigeligt er resultatet? Læs mere.