29. april 2011

Værdi i naturen

Mennesker har traditionelt betragtet sig selv som en særlig privilegeret art, der står over resten af naturen. Vi har set dyrene og naturen som noget, vi kan bruge – for eksempel til at spise eller som råmaterialer til at nå vores mål.

Men derved overser vi, at naturen har en værdi i sig selv, som vi bør respektere, siger miljøetikken. Og når vi ikke gør det, risikerer vi at ødelægge den med vores rovdrift, det viser verdens tilstand i dag med al tydelighed.

Omkring 1970'erne begyndte det at blive stadigt mere tydeligt, at menneskers brug af teknologi og anvendelse af stadigt større dele af jordkloden til egne formål førte til forurening, ned­brydning af naturen og generelle miljøproblemer. Den gryende miljøbevidsthed, der op­stod som reaktion på disse problemer, førte inden for filosofien til søgen efter en miljø­etik. Forskellige filosoffer begyndte at fremsætte teorier om for eksempel vigtigheden af at bevare biodiversitet, respektere naturens orden og indgå i naturens balance.

Mange af miljøetikerne anklagede etikken for at være antropocentrisk, det vil sige men­neske­centreret, fordi den traditionelt kun tildeler mennesker og ikke andre moralsk status. Det ude­lukker selvfølgelig ikke, at vi bør tage hensyn til dyrene og resten af natu­ren, men vi gør det i givet fald for vores skyld: Hvis vi ødelægger naturen ødelægger vi vores livs­grundlag, derfor bør vi passe på den. Man kan sige, at naturens værdi er instru­men­tel, den har ikke værdi for sin egen skyld, men fordi den kan være et instrument for men­neskene til at nå deres mål. Heroverfor hævder miljøetikerne, at naturen har en selv­stændig værdi, og at vi er havnet i store problemer, fordi vi ikke har anerkendt denne værdi og derfor er i færd med at ødelægge naturen med vores selvcentrerede opførsel.

Men miljøetikken fik hurtigt problemer med at begrunde disse tanker. Et problem hang sammen med at få beskrevet, hvad det præcist er, vi skal tage hensyn til, og hvorfor vi skal det. Er det kun dyrene - og i givet fald er det så kun de højerestående dyr eller også mikroorganismer og bakterier fx? Eller er det også planterne, både træer, urter og alger? Er det kun levende ting eller også for eksempel sten og sandkorn? Og er det de enkelte individer og enheder, der har værdi, eller har for eksempel arter og økosystemer også en værdi, vi skal tage hensyn til?

Det er én af de store udfordringer for miljøetikken at svare på disse spørgsmål og ikke mindst at give begrundelser for, hvad det er for egenskaber ved naturen og dens dele, der gør, at de har krav på beskyttelse for deres egen skyld. Vi skal se på nogle bud på ret forskellige svar nedenfor.

Biocentrisme: Alle levende ting har værdi

En hovedgruppe af miljøetiske teorier hævder, at alle individuelle levende ting i naturen har værdi. Den kaldes ofte for biocentrisme. Den måske mest kendte fortaler for en sådan teori er den amerikanske filosof Paul W Taylor, som mener, at alle levende organismer har et gode-i-sig selv, det vil sige, at deres tilværelse er målrettet mod at opretholde deres eksistens og fremme deres biologiske formål. Der behøver ikke være tale om nogen bevidst stræben, for også levende organismer uden bevidsthed har et gode at forfølge. Og det er lige så betydningsfuldt for dem som fx rationalitet er for os, siger Taylor, fordi:

Humans are claiming human superiority from a strictly human point of view, that is, from a point of view in which the good of humans is taken as the standard of judgement. All we need to do is to look at the capacities of nonhuman animals (or plants for that matter) from the standpoint of their good to find a contrary judgement of superiority. (P.W. Taylor 2006, 79-80)

Derfor har alle levende organismer et ligeligt krav på respekt for deres interesser, siger Taylor. Det er dog klart, at når alt levende lige fra mikroorganismer til elefanter, husdyr og mennesker har lige stor værdi, vil der hele tiden opstå situationer, hvor de forskellige parters interesser kommer i modstrid med hinanden, og så må der jo foretages en prioritering mellem de forskellige interessenter. Det har vist sig at være en anden af miljøetikkens store udfordringer at prioritere mellem de mange rettigheds­havere, som opstår afhængigt af, hvor mange af naturens dele, der lukkes ind i varmen.

For eksempel lever både vi og dyrene jo af at spise andre dyr og planter, men hvordan kan vi fortsætte med det, hvis såvel salatplanter som køer er lige så værdifulde, som vi selv er? Det kan vi godt, mener Taylor, vi skal bare prioritere ud fra et system, som går ud på, at vi må lade basale interesser - som for eksempel interessen i at overleve - gå forud for mindre vitale interesser uafhængigt af, hvem der har interesserne. Det er altså ikke sådan, at menneskers interesser, uanset om det er vigtige interesser, altid skal gå forud for de andre levende væseners interesser. Det er vigtigt at anlægge en respektfuld holdning overfor naturen og de levende ting i den og se på, hvor vigtige et individs interesser er for individet selv.

Det løser dog ikke helt problemet, for hvis græs og køer begge har en vital interesse i at overleve, hvordan kan koens interesse i at spise for at overleve så gå forud for græssets, og hvordan kan vores interesse gå forud for koens interesse i at leve videre? Det kan den godt, siger Taylor, for vi kan ikke kræve af os selv, at vi holder op med at spise. Og det er bedre at spise planter end dyr, fordi dyret i modsætning til planten kan lide ved at blive slået ihjel, angiver han.

Men tanken om, at alt har lige stor værdi, kan jo alt andet lige dårligt forenes med, at dyrene i praksis skal prioriteres højere end planterne. Dertil kommer, at vi hver dag gør en masse ting, som gør det af med andre levende væsener, uden at det er absolut nødvendigt. For eksempel børster vi jo tænder, hvorved tusindvis af mikroorganismer slås ihjel, vi plukker blomster bare for at nyde synet af dem i en vase, og vi drikker the og kaffe bare fordi vi godt kan lide det. Hvis Taylors teori er sand, så krænker vi altså hver gang en række ligeværdige væseners vitale interesser uden at det er livsnødvendigt for os.

Det ser altså ud som om, Taylors princip, om at alle individuelle levende væsener er lige værdifulde og har samme ret til at få deres interesser taget i betragtning, lider skibbrud i den virkelige verden. Reelt bliver der tale om et hierarki, hvor dyrs interesser tæller mere end planters og menneskers tæller allermest. Dermed kan det se ud som om, vi reelt ikke har fjernet os særligt langt fra antropocentrismen.

Et andet problem opstår, fordi Taylor fokuserer på individuelle individers rettigheder. For hvad gør vi så i alle de tilfælde, hvor enkeltindividers interesser kommer i konflikt med helhedens? Det kan for eksempel være i tilfælde, hvor en art bliver så mangfoldig, at den truer det økosystem, den er en del af. Hvis de enkelte dyr i arten har ret til at eksistere, kan de true økosystemets balance og dermed mange andre dyrs vitale inter­esser. Det vil være i uoverensstemmelse med Taylors principper at drive jagt på fx kaniner i Australien, som ødelægger livsbetingelserne for en række andre dyrearter, for man kan ikke ofre enkeltindivider for helhedens interesse, hvis alle individer med et gode-i-sig-selv er moralsk betydningsfulde og har samme ret til at blive respekteret.

Mange miljøetiske teorier havner i samme problem, som Taylor ser ud til at gøre her: pro­blemet med hvordan man faktisk skal leve efter miljøetikken? Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at det ikke nødvendigvis er et krav til en teori, om hvorfor noget har værdi, at den kan omsættes til praktiske etiske anvisninger. En teori kan i princippet godt være sand, selvom den kan være vanskelig at leve efter. Men da miljøetikken har som et af sine mål at give det moralske fundament for en mere respektfuld omgang med naturen, har det en vis betydning, om teorierne kan bruges som rettesnor i det virkelige liv.

Økocentrisme: Alt i naturen har værdi

En anden gruppe af miljøetikere mener ikke, det er de individuelle enheder i naturen, der har værdi - eller i hvert fald ikke kun dem. Alt i naturen har værdi, ikke mindst overindividuelle enheder som arter, økosystemer og kloden som sådan. Sådanne teorier kaldes ofte for økocentristiske, og de findes i flere varianter.

En anden amerikaner, J. Baird Callicott, er en kendt for at forsvare en teori om økocentrisme. Han tager udgangspunkt i tankerne fra en af miljøetikkens fædre, Aldo Leopold, som fremstiller biologisk diversitet og kompleksitet som et gode i sig selv. Leopold siger i et berømt citat, at:

A thing is right when it tends to preserve the integrity, stability, and beauty of the biotic community. It is wrong when it tends otherwise
(Leopold 1949, A Sand County Almanac, p. 224)

Derfor mente Callicott oprindeligt, at det er økosystemerne, der er værdifulde og bør bevares, individer tæller ikke i naturen, sagde han. Dette synspunkt blev dog stærkt kritiseret, ikke mindst fordi det kan betyde, at mennesker kan ofres, hvis de truer det økosystem, de er en del af. En konklusion, som er uspiselig for de fleste (mennesker).

I lyset af kritikken reviderede Callicott siden sin teori til, at både økosystemer og individer har værdi. Han anerkender, at den traditionelle etik, som regulerer relationer mellem menne­sker, stadig er gyldig, men den er utilstrækkelig, fordi den ikke kan rumme vores rela­tio­ner til det biotiske fællesskab. Derfor må den udbygges:

The biosocial development of morality does not grow in extent like an expanding balloon, leaving no trace of its previous boundaries, so much as like the circumference of at tree. Each emergent, and larger, social unit is layered over the more primitive and intimate ones.
(In Defence of the Land Ethic 1989, 93, her fra Warren 1997, 128)

Såvel det biotiske samfund som de individuelle medlemmer har værdi i sig selv, og Callicott mener, denne værdi skal begrundes i de relationer, mennesker har til såvel andre mennesker som til naturen og alle delene i den. Når vi påskønner noget, overfører vi værdi til det, og det betyder, at det, vi påskønner mest, har størst værdi. Dermed kan vi tilskrive mest værdi til vores nærmeste, familien, derefter vores nærsamfund og de økosystemer, vi lever i, nationen og verden. I modsætning til Taylor kan Callicotts teori altså forklare, hvorfor vi har størst forpligtelser overfor vores nærmeste.

Callicott støtter sig til den skotske filosof, David Hume, når han videre siger, at vi alle er disponeret til at værdsætte de samme ting, det er genetisk indbygget i den menne­ske­lige natur. Desuden inddrager Callicott Darwins evolutionsteori til at forklare, at vores præferencer er blevet standardiseret ved naturlig selektion, så vi alle vil prioriterer at indgå i sociale fællesskaber med hinanden og med naturen.

Man kan spørge, om det ikke netop er udtryk for antropocentrisme, at det er menne­skers påskønnelse af de forskellige ting, der giver tingene værdi. Men hertil vil Callicott formodentlig svare, at antropocentrismen kun anerkender den værdi, dyr og resten af naturen har for mennesker. Han mener derimod, at vi mennesker har en fælles erkendelse af, at naturen og alle dens dele har værdi for sig selv. Det medfører, at vi ikke bare kan behandle den som et middel til at nå vores egne mål, sådan som vi gør nu. Vi må anerkende naturens værdi og tage den i betragtning, sådan at når vitale interesser i naturen står overfor mindre vitale menneskeinteresser, så skal de stærkeste interesser, det vil sige naturens, veje tungest (1998, 469). Kun hvis vitale menneskeinteresser står overfor vitale naturinteresser, kan vi - ja så bør vi endda - vægte menneskenes interesser højest. En antropocentrisk tankegang vil derimod betyde, at det kun er, hvis ødelæggelse af naturen forringer vores vilkår, vi skal undgå at ødelægge den.

Her er igen en teori, som intuitivt kan virke rigtig og i overensstemmelse med, hvordan vi handler i hverdagen. Men ved nærmere eftertanke støder vi igen på problemer. For hvad vil det sige, at mine forpligtelser overfor mine nærmeste er størst? Er det for eksempel etisk acceptabelt, at jeg stjæler fra folk i mit nærsamfund for at skaffe føde til min familie? Kan jeg myrde en fremmed for at føde dem? Og hvad med mennesker - eller andre væsener - uden relationer, skylder vi dem ingen hensyn? Og dyrene - kan jeg slå dyr ihjel for at spise dem? Kan jeg slå husdyr ihjel for at skaffe mad til min hund? Kan jeg købe kød fra dyr, der græsser der, hvor der tidligere var en regnskov, som blev fældet for at skaffe plads til køerne?

I stedet for at kun­ne begrunde, at vi skylder hensyn til naturen, forekommer der at være skabt en stor forvirring om, hvem vi skylder hensyn til i hvilke situationer. Når det ikke er egenskaber ved individet eller objektet selv, som begrunder de hensyn, vi skylder det, er vi altså nødt til at studere dets rolle i det sociale eller økologiske fællesskab, det tilhører, før vi kan vide, om vi kan tillade os at skade det eller på anden måde tilsidesætte dets interesser.

Dybdeøkologi og intutioner

Den norske filosof, Arne Næss, har fremsat en anden økocentrisk teori, som tillægger hele økosystemet værdi. Ifølge Næss er vi en del af naturen og kan kun realisere os selv og blomstre gennem at identificere os med den dybe organiske helhed i biosfæren. Alle delene i naturen har lige stor ret til at leve og blomstre.

Næss appellerer her til vores fælles intuitioner, som vi kan komme i kontakt med gennem blandt andet gennem meditation, men som det ligger udenfor fornuftens domæne at forklare. Der ligger to intuitioner til grund for dybdeøkologien, den ene har vi lige nævnt, det er intuitionen om biocentrisk lighed, alle dele af biosfærens lige ret til at leve. Den anden går ud på, at mennesket kun kan realisere sig selv ved at identificere sig med det større organiske hele, vi er en del af.

Igen får vi ikke særligt klare retningslinier for, hvordan vi skal prioritere mellem mod­stri­dende interesser i naturen. For problemet med at henvise til intuitioner er, at histo­rien viser, at vi ikke alle har de samme intuitioner. Det, som for den ene er indlysende, er indlysende forkert for den anden - og hvordan afgør vi så, hvis intuitioner der er de rigtige? Og hvordan kan vi opnå enighed med andre, hvis vi appellerer til intuitioner, som de simpelthen ikke deler, i stedet for til argumenter, der kan diskuteres og forsvares?

Er antropocentrisme foreneligt med respekt for naturen?

Det er blandt andet overvejelser som disse, der har fået en del miljøfilosoffer til at opgive projektet med at argumentere for, at ikke-menneskelige individer, arter eller økosystemer har værdi i sig selv.

Mange forsvarere af antropocentrisme vil hævde, at der ikke er nogen vej udenom at erkende, at etikken gælder os og vores relationer til hinanden og måske til andre, sansende individer. Naturen og dens dele kan ikke på nogen plausibel måde tillægges værdi i sig selv. Det mener for eksempel Peter Singer, men han angiver samtidig, at det indirekte argument for bevarelse af naturen udgør et overvældende argument for bevarelse. For når vores hidtidige omgang med naturen har ført til de ødelæggelser, den har, er det kun udtryk for, at vi ikke har levet op til det ansvar, vi har for andre mennesker. Eller som en af miljøfilosofiens pionerer, John Passmore, anfører, så har den antropocentriske etik ikke spillet fallit, problemerne med menneskers nedbrydning af naturen skyldes, at det er grådighed og kortsynethed frem for gældende etiske principper, der styrer udviklingen.

Opdateret 29. april 2011

Her kan du læse...

Her kan du blandt andet læse om risikovurdering af GM-afgrøder. Mange af de træk ved GMOer, vi finder etisk relevante - såsom nytte, risiko og usikkerhed - varierer i større eller mindre grad fra den ene GM-afgrøde til den anden. Af samme grund følger risikovurderingen af dem en "sag-for-sag"-tilgang. I dette afsnit skal vi se nærmere på to retninger inden for udviklingen af GM-afgrøder, der på hver sin måde sigter på at medvirke til en løsning på klimaudfordringerne. De GM-afgrøder der herved udvikles rummer forskellige potentialer, men forskningen er også stødt på forskellige tekniske udfordringer, og er forbundet med delvist forskellige risici.

Metanudslip fra køer - et miljømæssigt og økonomisk problem

Det er estimeret, at metanudledninger står for cirka 18 % af den globale opvarmning af atmosfæren. Af disse 18 % står drøvtyggere for cirka 18 %, mens for eksempel metan der bobler op fra det iltfattige slam i rismarker står for andre 18 % (de står altså hver for samlet set 3-4 procent af den globale opvarmning, målt alene på metanudslip). Køerne har i deres mave nogle mikroorganismer, der hjælper koen med at omsætte plantefibre til energiformer, køerne kan bruge. I det iltfri miljø i koens mave sker det normalt ved en proces, fermentering, der blandt andet fører til produktionen af store mængder af metan, som koen kommer af med hovedsagelig ud ad munden. Læs mere.

Tørketolerant græs - en usandsynlig GMO på friland

I forsøget på at udvikle en græs med højere foderværdi, lykkedes det forskere ved hjælp af genmodifikation at fremstille en græs med et højt indhold af sukker. Forskerne opdagede, at græsset samtidig var mere tørketolerant, idet varianten hurtigere voksede frem igen efter en periode med tørke. Tolerancen skyldes, at sukker har en effekt på det osmotiske tryk, så der bindes mere vand. Sådanne osmolyt-gener er også blevet brugt til at skabe frosttolerance i kartoffelplanter ved at indsætte gener fra torsk, der modvirker frysning - på samme måde, som når vi sænker frysepunktet på vejene ved hjælp af vejsalt. Man kunne tro, at tørkeresistens ville være en ekstra bonus i udviklingen af fodergræs. Problemet er imidlertid, at tørketolerance er et træk, der vil kunne give en konkurrencemæssig fordel overfor andre planter i naturen. Ændrede konkurrenceevner kan gøre, at græsset begynder at sprede sig og måske fortrænger mindre konkurrencedygtige arter fra deres naturlige levesteder. Normalt regner man ikke kommercielle afgrøder for at være stærke konkurrenter, netop fordi de er avlet til alene at yde under de specielle forhold, der er i marken. Men lige præcis i græs’ tilfælde er problemet, at afgrøden selv er meget konkurrencedygtig, også under landbrugsforhold og derfor udgør den ofte et ukrudtsproblem for landmænd. Af den grund er det usandsynligt, at sådan en tørketolerant græs vil blive godkendt til dyrkning på friland.

Forudsigelighed i genetisk modifikation

Genmodifikation bliver ofte præsenteret som en meget enkel teknik, der muliggør meget præcise og målrettede ændringer i levende organismer. Men hvor forudsigeligt er resultatet? Læs mere.