28. april 2011

Skal vi ændre vores madvaner af hensyn til fjerne mennesker?

Etikinterview om stamcellekød, del 2
Spørgsmål: Vi går jo ofte ud fra, at vi, som lever nu, ikke for alvor vil mærke effekterne af de klimaforandringer, som vi blandt andet bidrager til ved vores fødevarevalg. At det først og fremmest er mennesker, som bor langt væk eller ikke er født endnu, der vil skades af klimaforandringerne. Hvis det er rigtigt, er det så overhovedet vores ansvar at gøre noget ved det, for eksempel ved at ændre vores madvaner?

Kasper Lippert-Rasmussen: Der ville jeg jo sige, at distance i tid eller distance i rum er etisk irrelevante. Det er ikke sådan, at vi har færre moralske forpligtelser over for mennesker, eller dyr for den sags skyld, bare fordi de lever ude i fremtiden, eller at de lever længere væk fra os, end andre måske gør.

Så for at tage et eksempel fra filosoffen Peter Singer, hvor vi skal forestille os, at vi går forbi en lavvandet sø, det kunne være Sortedamssøen. Så opdager vi, at der er et barn, der er ved at drukne der, som vi kan redde, men vi vil få ødelagt et par fine nye sko. når vi hopper i vandet. Det vil de fleste jo sige, at det skal man gøre alligevel. Og så kan man prøve at forestille sig nogle varianter af det der eksempel, hvor barnet befinder sig længere og længere væk, så af en eller anden grund kan man redde et barn i Afrika, der er faldet i en sø, ved at ofre det samme: Altså få våde bukser og et par ødelagte sko. Der tror jeg, meget få mennesker ville sige, at man har mindre pligt til at redde det her barn, fordi det foregår i Afrika i stedet for her. For alle mennesker er lige meget værd, derfor betyder distance ikke noget for vores etiske forpligtelser.

Så kan der så være nogle andre faktorer, som har at gøre med følelsesmæssige relationer. Typisk er det jo sådan, at de mennesker, man har følelsesmæssigt stærke relationer til, er dem, der befinder sig tæt på en i tid og rum, folk man er samtidig med, og som måske bor i samme hus som en selv. De fleste vil nok hævde, at man for eksempel har en særlig forpligtelse over for sine egne børn. Men jeg vil sige, at det har ikke noget at gøre med, at de er tæt på, at der ikke er nogen distance i tid og rum, som der for eksempel er til fremtidige personer. Det har noget at gøre med, at man har den her stærke følelsesmæssige relation til sine nærmeste.

Mickey Gjerris: Man kunne godt argumentere for, at man måske har flere pligter overfor sine egne børn, men det betyder ikke, at man ikke har nogen over for andre. Jeg tror, mange ville give dig ret i, at selvfølgelig skal man redde barnet, men mon ikke de fleste ville sige, at man måske har flere forpligtelser overfor dem, man er tæt på og holder af, end til dem, der er fjerne. Så der er en graduering af, hvem vi skylder hvad alligevel – eller det er der i hvert fald i praksis. Men det kan jo godt være, at etisk set kan det måske være svært at begrunde, hvorfor vi skal ligesom bare skal gøre det, vi går og føler for.

Kasper Lippert-Rasmussen: Ja det er selvfølgelig lidt en udfordring at pege på, hvad det så præcis er ved familierelationer, der giver stærkere forpligtelser, givet at alle mennesker principielt er lige meget værd. Nogle har forklaret det med, at det er de biologiske bånd, som gør at forældre har særlige forpligtelser over for deres børn. Men det er der nok ikke så mange, der mener, når det kommer til stykket, for det vil så indebære, at folk, der har adopteret et barn, ikke vil have særlige forpligtelser over for det barn. Så måske er det snarere et eller andet ved den sociale relation, man har til barnet, der gør det. Så er der filosoffer, der bedømmer handlinger ud fra, om de har gode konsekvenser. De vil hævde, at det har nogle gode konsekvenser, at vi anerkender de her særlige forpligtelser. At der er en slags arbejdsdeling, hvad angår moralske forpligtelser, så i stedet for at vi alle sammen føler os lige forpligtede over for alle, så er det af psykologiske grunde bedre, at vi føler os særligt forpligtede over for nogle få. Og så gælder det forhåbentlig om alle, at der er nogen, som føler sig særligt forpligtede over for dem.

Man taler ofte om negative og positive pligter, hvor de negative pligter vedrører det, vi ikke må gøre mod andre – fx ikke at skade dem – og de positive handler om, hvad vi har pligt til at gøre for andre – altså fx at hjælpe dem op af søen, hvis de er ved at drukne. Her vil mange sige, at når det gælder negative pligter, så gør det ingen forskel, om man har en relation til andre eller ej, altså man har lige så stærk forpligtelse til ikke at slå en fremmed ihjel som til ikke at slå sit eget barn ihjel. Men for så vidt angår positive pligter, så har man måske større pligter til at hjælpe sine børn end til at hjælpe andre. Så det er på den måde, det gør en forskel.

Mickey Gjerris: Ja, men der vil jeg sige, at når det gælder diskussionen om vores bidrag til klimaforandringerne, er det vigtige bare at fastslå, at man jo ikke kan komme uden om, at man har en negativ forpligtelse til ikke at skade andre mennesker. Så hvis vi gennem det, vi spiser, er årsag til klimaforandringer, også selvom de i første omgang skader fjerne mennesker, så må vi jo ændre madvaner. Og alt tyder jo på, at det faktisk er det, der sker.

Derfor vil jeg umiddelbart mene, den mest indlysende position er at sige, at man har lov til at gøre, hvad man vil, så længe det ikke skader andre. Hvis det, du gør, skader andre, så er du nødt til at retfærdiggøre, at du gør det. Det vil sige, at man skal kunne påpege, hvorfor er det så vigtigt, at vi har de kostvaner, vi har, at det er OK, at det får de konsekvenser, det gør. Hvis man ikke kan det, så må man lade være, det er meget enkelt.

Noget andet er, at når det gælder klimaforandringerne, så er det relevant at spørge, om de ikke allerede er begyndt at ramme os selv, og at de i hvert fald kommer til at ramme vores børn. Vi kan allerede se nu, at fødevarepriserne stiger, og det er i hvert fald, så vidt jeg kan forstå på dem, der ved noget om fødevarepriser, til dels forårsaget af nogle klimabegivenheder i Australien og Rusland, der har ødelagt høsten, som man siger er forårsaget af den højere temperatur, der begynder at komme. Så vi behøver måske ikke at sidde og prøve at leve os ind i det der meget etiske univers, hvor vi er ansvarlige for dem i Afrika, vi skal sådan set bare være ansvarlige for os selv og vores børn, fordi det allerede er kommet så tæt på nu.

Det siger jeg også, fordi jeg vil give dig fuldstændigt ret, Kasper, i at vi har samme etiske forpligtelser overfor alle mennesker, uanset afstand. Men jeg er jo bare lidt ked af, det har jo ikke haft nogen effekt, at filosoffer har sagt sådan i mange år. Det gør jo ikke, at vi handler efter det desværre. Vi har jo ikke ændret adfærd i forhold til, at der er en milliard mennesker, der sulter her i verden i dag, og at det hovedsagelig handler om en skæv fordeling af verdens ressourcer. Der er desværre meget lidt motivation i den rigtige påstand. Der er ikke nogen af os der kan leve op til Peter Singers ideal om at give indtil vi, hvis vi gav mere, ikke ville kunne hjælpe mere. Det gør vi ikke.

Kasper Lippert-Rasmussen: Ja jeg vil også mene, at vi faktisk handler forkert ved at vi ikke, altså i den udstrækning det er muligt, deler vores ressourcer og velstand med folk i den 3. verden i langt højere grad, end vi gør. Jeg ved ikke, om jeg ville gå så langt som til at sige, at vi har moralsk pligt til at give, indtil vi når et niveau, hvor vi materielt er lige så langt nede, som de er, men vi burde give mere, end vi gør.

Mickey Gjerris: Jeg tror, man kan starte med at sige, at vi alle sammen lever i en tilstand, hvor vi har nogle idealer om, hvordan vi skal leve, og så er der en virkelighed, hvor vi agerer. Målet som menneske for mig at se er jo at bringe de to ting så tæt på hinanden, som man kan, når man stadig væk skal bevarer sit gode humør. For man kan jo også prøve at tvinge sig selv til at leve efter sine idealer og så blive dybt nedbøjet og ulykkelig af det. Der er det vel et af elementerne i, hvad der er et godt menneskeliv, at man i det omfang det er muligt nærmer sig sine idealer, samtidig med at man må acceptere, at man når dem ikke. Men det gør jo ikke, at man ikke skal have idealer at stræbe efter, for hvis vi bare sagde, nå men det er lige, hvad jeg kan overkomme, så det er, hvad jeg er pligtig til, så kunne vi komme meget langt ned lige pludselig.

Jeg vil mene, at det sådan set er hele ideen bag, hvad man kan kalde en kristen livsforståelse eller etik, at der bliver stillet nogle krav, blandt andet at du skal elske din næste som dig selv, som jo er umulige at efterleve. Men det er der nogle pointer i, fordi det får mennesket til at stræbe efter nogle høje mål, samtidig med at det erkender sig egen ufuldkommenhed, og derfor heller ikke ender i en selvretfærdig situation, hvor man står og pudser sin egen glorie og siger, ’se, hvor god jeg er, jeg gør det gode’. Så vi må nærme os vore idealer, i det omfang vi kan. Og så har kristendommen også en fortælling om, at man ikke behøver være ked af, at man ikke kan nå målene fuldstændigt, fordi det er nu engang sådan, vilkårene er. Og i øvrigt får man så at vide, man er tilgivet, så man kan frimodigt give sig i kast med at prøve at nå de idealer, man godt ved, man ikke kan nå fuldt ud. Så jeg synes ikke, det er dumt at stille urimelige krav, jeg synes tværtimod, det giver meget god mening.

Kasper Lippert-Rasmussen: Det er jeg meget enig i. Altså, jeg betragter det sådan, at hvis man er interesseret i at erkende, hvad de rigtige idealer er, så er det aldrig en grund til at ændre syn på, hvad idealerne er, at det går op for en, at man ikke lever i overensstemmelse med dem. Det viser ikke, at idealet er forkert. Man kan jo så at sige opnå sammenfald mellem, hvad man gør, og hvad ens idealer siger, man skal gøre, på to måder. Enten kan man bestræbe sig på at leve op til idealerne, eller man kan gøre det modsatte: man kan prøve at få nogle meget lidt krævende idealer, sådan at man faktisk lever op til sit ideal, fordi det er meget lidt krævende. Men altså, jeg synes ikke, der er noget specielt prisværdigt ved en person, som har revideret sine idealer nedad bare for så at kunne sige, at nu lever jeg i overensstemmelse med mine idealer.

I gamle dage havde man et udtryk, kystbanesocialist, som refererede til folk, der boede i store strandvejsvillaer samtidig med, at de havde meget socialistiske synspunkter. Det, der lå i det der nedgørende udtryk var så, at disse mennesker ikke levede i overensstemmelse med deres idealer, for hvis de havde gjort det, ville de i stedet for have brugt deres penge på velgørenhed. Det kan jo være rigtigt nok. Som en egenskab ved en person er det selvfølgelig kritisabelt, hvis man lever hyklerisk i et eller andet omfang. Men omvendt, hvis alternativet er, at man helt lader være med at stille krav til sig selv, og så er selvtilfreds, fordi man lever op til nogle idealer, som indebærer, at man kan gøre, hvad der passer én, så synes jeg ikke, at det nødvendigvis er bedre at være sådan en person end at være en kystbanesocialist.

LÆS OGSÅ: Etikinterview, del 1: Er stamcellekød unaturligt eller en del af løsningen?