10. maj 2011

Etikinterview om cyborgs

Cyborgs er en sammensmeltning af menneske og maskine. Man forsker i at udvikle maskiner, som kan erstatte manglende funktioner i kroppen, for eksempel ved at skabe en kunstig hånd

De to etikere

Klemens Kappel og Peter Øhrstrøm repræsenterer to vidt forskellige holdninger til etiske spørgsmål.

Klemens Kappel er tidligere medlem af Det Etiske Råd (fra 2005-2007). Han er filosof og lektor ved Københavns Universitet. Peter Øhrstrøm er tidligere medlem af Det Etiske Råd (fra 2000-2010). Han er idéhistoriker og professor ved Aalborg Universitet.

På længere sigt vil det måske også være muligt at give mennesker andre egenskaber, end de har nu, for eksempel muligheden for at se infrarødt lys. Men hvad skal man mene om disse muligheder for at lave cyborgs ved at blande mennesker og maskiner? Det har vi spurgt Klemens og Peter om.

Klemens: Når man bruger pacemakere, kunstige knæled og hofteled og sådan noget, blander man jo den menneskelige krop med noget, der ikke kommer fra mennesket. Det er der ikke noget galt med. I det hele taget ser jeg ingen særlige problemer i, at man blander mennesker og maskiner, når man bruger maskinerne til at genoprette nogle funktioner, som en person har mistet. I så fald erstatter maskinen jo bare en funktion, som ville have været der under normale omstændigheder. Efter min mening gælder det også, selv om man har med væsentlige organer som hjernen at gøre. Altså, hvis man nu kunne genskabe hukommelsen ved at sætte et eller andet ind i hjernen, så ville jeg ikke have problemer med det.

Peter: Diskussionen må dreje sig om, hvor langt vi vil gå, når vi anvender maskiner. Altså, hvad er det for nogle grænser, vi vil sætte. Det er vanskeligt at sætte sådan en grænse, men jeg vil forsøge mig med en grænse, der går ud på, at vi ikke bør bruge teknologierne til mere og andet end erstatning for funktionstab. Længere bør man ikke gå.

Klemens: Men man kunne vel godt forestille sig ekstreme tilfælde, hvor teknologien er en erstatning for funktionstab, men hvor den organisme, der kommer ud af det, faktisk ikke rigtig kan beskrives som et menneske længere?

Peter: Det kan godt være, at man i nogle tilfælde burde sige stop tidligere. Men brug af teknologien til erstatning for funktionstab er i hvert fald i mange tilfælde helt OK. For eksempel kan man da kun opfatte det som positivt, når man ved hjælp af teknologien kan give folk førligheden i arme og ben tilbage. Men hvis man går videre end det, kan der opstå vanskelige problemer. På min kollega Thomas Sinkjærs afdeling ved Aalborg Universitet, hvor de netop arbejder med at skabe kunstige arme og hænder, som man selv kan styre ved hjælp af en forbindelse til hjernen, dér har man nogle overvejelser og diskussioner om det mentale. Vil det for eksempel være godt at sætte noget informationsteknologi ind i kroppen, som kan styre ens humør? Hvis man så er lidt nede en dag, så kan man skrue lidt op for humøret. Der er en sammenhæng mellem det kropslige og det psykiske, som man ikke kan se bort fra. Jeg synes, det fortjener nærmere overvejelse og diskussion, hvordan sammenhængen er. Hvis teknologien ændrer afgørende på menneskets mentale liv, er det efter min mening meget problematisk at bruge den.

Klemens: Tja, det er meget svært at svare på, hvordan forbindelsen mellem det kropslige og det mentale eller psykiske liv egentlig er. Jeg ved ikke, hvor meget af kroppen man kan skifte ud, før det påvirker bevidstheden. Men hvis man forestiller sig, at man gradvist kan skifte fx hardwaren i hjernen ud, uden at det påvirker "softwaren", det vil sige bevidstheden, så er jeg i tvivl om, hvad jeg skal mene om det. Men hvis min bevidsthed var fuldstændig den samme, med de samme minder om fortiden og de samme ønsker til fremtiden osv., så tror jeg egentlig ikke, det er noget problem. Hvis bevidstheden ryger, når man skifter hjernen ud, så er det selvfølgelig et stort problem.

Peter: Nogle mener, at mennesket i bund og grund er en maskine. For dem er der ikke noget underligt i, at vi bygger mere og mere maskine ind, for det er bare én slags maskine, der erstatter en anden slags maskine.Nogle mener, at det simpelt hen er vejen til at skaffe sig evigt liv. For hvis der sker noget med kroppen i løbet af dagen, så vil der altid være en sikkerhedskopi af det psykiske, som man kan downloade i en ny robotkrop og leve videre med. Jeg tror ikke på, at den slags kan lade sig gøre. Mennesket er andet og mere end det fysiske, det er også ånd. Men jeg bliver meget urolig, når folk i ramme alvor siger, at i virkeligheden er biologien kun i vejen, og at vi kan gøre det bedre, end Vorherre har gjort det. De, der siger sådan, mener tilsyneladende, at det er OK at forsøge at skabe mennesket om til et maskinelt væsen, der kan leve længere og have bedre egenskaber, end mennesket har nu. Hvis man går ind på den tanke og kører linen ud, så betyder det, at man principielt er klar til, at vi mister al kontakt med dette at være menneske i biologisk forstand, det vil sige at tilhøre arten homo sapiens. Det betyder i virkeligheden, at man er klar til, at vi bliver den første art, der beslutter at afskaffe sig selv.

Klemens: Jeg mener ikke, det afgørende ville være, om man biologisk set tilhører arten homo sapiens, eller om man tilhører en klasse af væsener, som ikke rigtigt kan karakteriseres biologisk. Det afgørende er det mentale liv, der er. Det vil sige, hvis vi fx opdagede, at evolutionen (eller Gud) havde skabt ikke bare mennesket homo sapiens, men også en anden biologisk art, som ikke var mennesket, men som i øvrigt havde alle de samme egenskaber, så skulle vi betragte dem som betydningsfulde individer på lige fod med os andre.

Peter: Det sidste vil jeg give dig ret i. Vi kan jo for eksempel ikke udelukke, at Gud har skabt helt andre arter på fremmede kloder. Men jeg er ikke enig med dig i, at det kan være lige meget, om vi ændrer os selv så meget, at vi ikke længere tilhører arten homo sapiens. Jeg mener, at det er noget helt grundlæggende, at man ikke bør ændre afgørende på mennesket som art. Arten rummer som skaberværk en værdi, vi har fået betroet, og som vi ikke må lade hånt om. Men i det hele taget mener jeg, der er meget gode grunde til ikke at forsøge at forbedre mennesket, det vil sige til at bruge teknologierne til at gøre andet og mere end at bruge dem som erstatninger for funktionstab. Jeg kan se en fristelse i at bruge teknologierne til det ene og det andet, for eksempel til at gøre det muligt at sove mindre om natten. Men jeg tror faktisk, der kan ligge en værdi i begrænsningen. Begrænsningen er et livsvilkår, der kan vise sig at være en styrke for vores livskvalitet. Hvis det for eksempel blev muligt at sove mindre om natten, så ville det måske bare føre til en flygtighedskultur, hvor tempoet blev skruet op på en måde, som ville ende med at slå væsentlige menneskelige relationer i stykker. Meget af det, der hører til det mest værdifulde i vores tilværelse, ville man måske sætte over styr.

Klemens: Jeg er enig med dig i noget af det, du siger. I en vis forstand kan det være en central del af ens tilværelse, at man forholder sig til de livsvilkår, man nu en gang har, og får det bedste ud af dem eller ændrer på dem i det omfang, man kan. Så den der forestilling om, at det lykkelige liv det er på en eller anden måde det gnidningsfrie liv, det tror jeg på mange måder er forkert. Vores forestillinger om et godt liv indeholder også en idé om, at man har nogle livsvilkår og klarer sin tilværelse inden for rammerne af dem. Men det kan jo også blive for ekstremt. Altså, et af livsvilkårene det kan jo være, at man er født med forskellige former for handicap, og så gør man noget ved det, så får man det lavet om. Jeg synes, det er en forkert fortolkning af det med livsvilkårene, at man skal bevare status quo. I mange sammenhænge er det et mål at forbedre nogle ting. Vi må godt blive klogere, vi må godt vide mere som 40-årig, end vi gør som 20-årig, vi må godt have lært mere, vi må godt blive i bedre fysisk form, vi må godt blive rigere, og der er alle mulige andre ting, vi godt må lave om på, hvor vi ikke vil acceptere vilkårene. Jeg har svært ved at se nogen principiel forskel på, at vi forbedrer os på de her måder, og så at vi bruger teknologi til at forbedre os med.

Peter: Man skal selvfølgelig ikke holde fast ved status quo for den enkelte. I mange tilfælde er det oplagt i orden, at man bruger teknologien til at afhjælpe funktionssvigt og handicaps, ligesom man naturligvis skal forbedre sig ved forskellige former for læring. Men pointen er, at nogle af de ændringer, man vil kunne lave ved hjælp af de nye teknologier, er jo langt mere gennemgribende end dem, man kan opnå på traditionel vis ved uddannelse osv. Det gør det langt mere problematisk, hvis man vil forsøge at give mennesket helt nye evner eller funktionsmuligheder som for eksempel en fotografisk hukommelsen eller en evne til at se infrarødt lys. Der er som sagt en generel værdi knyttet til det menneskelige, som vi skal passe på. Vi kan ikke overskue konsekvenserne af at lave radikale ændringer af mennesket. Det, som den ene anser for at være en forbedring, vil for en anden og måske også for den pågældende selv vise sig slet ikke at være det. Det er sådan en slags åndelig hybris at tro, at vi kan finde ud af det. Det kunne meget vel gå helt galt. Forsøget på at lave forbedringer af mennesket som sådan kunne føre os ud i et bioteknologiens Tjernobyl. Alene af den grund mener jeg ikke, man bør gå længere end til at anvende teknologierne som erstatning for funktionstab. Men også her synes jeg man skal være forsigtig. Især skal man være varsom med at foretage ændringer, som ikke er reversible, det vil sige hvor man ikke kan komme tilbage til den oprindelige tilstand igen.

Klemens: Jeg er enig med dig i, at der er masser af meget tvivlsomme forbedringer. Så det ville være nødvendigt at diskutere, om de forskellige forslag til forbedringer faktisk er forbedringer. Det tror jeg tit, de ikke er. For eksempel synes jeg ikke, det er oplagt, at alle ville være bedre stillet, hvis de sov lidt mindre. Men hvis sådan en teknologi blev tilgængelig, så ville de mennesker, der gjorde brug af den, være mere attraktive på arbejdsmarkedet, fordi de ville kunne arbejde mere. Derfor ville folk være motiverede for at bruge den, også selv om de et eller andet sted godt vidste, at alle ville være dårligere stillet, end hvis ingen brugte den. I sidste ende kunne alle derfor blive dårligere stillede, fordi alle ville være nødt til at bruge teknikken for at kunne gøre sig på arbejdsmarkedet. Men jeg ved ikke rigtigt, hvordan man skulle regulere sådan noget. Hvis man var meget sikker på, at det faktisk førte til en situation, hvor alle var dårligere stillet, så er det en af de situationer, hvor man kunne overveje at forbyde det. Ligesom i andre situationer hvor folks individuelle adfærd fører til kollektive problemer af en art, der synes jeg ikke, man skal vige tilbage for et forbud. Men så skal man også være rimeligt sikker på, at det faktisk fører noget skidt med sig.

Men der er jo også andre typer af ændringer, som de fleste vil kunne blive enig om faktisk er forbedringer. Altså for eksempel sådan en ting som vaccinationer. Det vil faktisk være en forbedring, hvis man kan vaccinere mod forskellige sygdomme, så børn ikke bliver udsat for den om end lille risiko, der er, for at dø af nogle børnesygdomme. Så alle forestillinger om det gode liv understøtter, at det faktisk er en forbedring med vaccinationer - og derudover er det jo faktisk frivilligt at bruge det.

Peter: Jeg er bestemt ikke imod vaccinationer og andre former for forebyggende indsats. Men når det drejer sig om informationsteknologi i kroppen, bør man efter min mening ikke forsøge at lave grundlæggende om på mennesket ved at forsyne det med helt nye evner eller funktioner (fx infrarødt syn eller fotografisk hukommelse). Ingen kan overskue konsekvenserne af den slags forandringer af mennesket, og forestillinger om "det gode liv" berettiger efter min mening ikke til noget sådant. Jeg synes i hvert fald ikke, man skulle gå længere end til at tillade, at teknikkerne anvendes som erstatning for funktionstab.

Hvis du vil vide mere om de etiske problemer ved at ændre på mennesker kan du klikke her: Genterapi og forbedring af mennesker.


Her kan du læse...

...et interview med to etikere, som ser forskelligt på de etiske aspekter ved cyborgs. I interviewet diskuterer de blandt andet, om det er i orden at ændre så meget på mennesket og dets egenskaber, at det ikke længere kan betragtes som en del af den menneskelige art.

Har du tænkt over?

Har du tænkt over, om det ville være et problem at erstatte dele af kroppen med maskiner?

Har du tænkt over, hvilken sammenhæng der er mellem kroppen og bevidstheden?

Har du tænkt over, om man ville ændre sin bevidsthed, hvis man skiftede alle sine kropsdele ud?

Har du tænkt over, om det ville være fedt at forbedre mennesket, for eksempel ved at sørge for, at vi havde brug for mindre søvn, eller at ved at give os infrarødt syn eller fotografisk hukommelse?