28. april 2017

Unge og kropsidealer

Læs Niels Ulrik og Livas samtale om unges kropsidealer og forholdet til den naturlige krop.

Vi spørger Niels Ulrik, hvad han i sin forskning ser som kropsidealer for unge i 2017?

Niels Ulrik mener, at det er et kropsideal, som vi alle – ikke kun unge – er underlagt: ”Det er i vid udstrækning de samme kropsidealer, der gælder for os alle sammen, uanset alder. Men vi forholder os nok lidt forskelligt til dem – og der er også en smule forskel på idealet for mænd og kvinder. Men det er grundlæggende det samme – det der med, at man skal holde sig slank, og man skal også helst have en vis muskelvolumen og fasthed, der så varierer lidt mellem kønnene.”

Han siger videre: ”Når man kigger i træningscenteret, så står pigerne også og ”pumper jern” sammen med drengene, og jo mere vi dyrker kroppen på samme måde, jo mere kommer en pigekrop til at ligne en drengekrop og omvendt. Men samtidig er der stadig idealer for, at piger skal se ud på en bestemt måde, og drenge skal se ud på lidt andre måder. Og det er måske der, at plastikkirurgien kommer ind i billedet, for så kan pigerne – selvom de træner meget og er tynde og hårde – få lavet de bryster, som de også gerne vil have.”

Så det er den unge faste krop, der er kropsidealet i dag?

”Inden for ungdomsforskningen plejer vi at sige, at ungdommen starter tidligere og tidligere og slutter senere og senere. Så ungdomstiden går fra tidligere at være en overgangsfase til nu at være en længere livsfase. Den spreder sig simpelthen ud over langt flere aldersgrupper, end den gjorde tidligere. Det spejler sig også i de idealer, der er for kroppen. Kroppen er noget, man hele tiden skal forholde sig til, man må ikke lade stå til, og man skal sørge for, at kroppen ikke udvikler sig et forkert sted hen. Så et kropsideal for alle aldersgrupper er en krop, der ser ungdommelig ud.”

Men hvad tænker unge selv om kropsidealer?

Liva mener, at man kan have forskellige opfattelser af, hvad man synes er pænt. ”Jeg tror, det kommer meget an på, hvem man er. Men den ideelle krop, som jeg oplever det, er nok at være slank - men alligevel tonet.”

Liva mener også, at der er forskel på drenge og piger på den måde, at der er mere pres på pigerne for at se godt ud – og hun mener også, at piger gør mere ud af sig selv end drenge: ”Jeg tror, det kommer mest af en forestilling om, at det er sådan, piger er – at piger har pænt tøj på og lægger makeup hver dag, og drenge kan være lidt mere afslappede…det er nok noget, der skabes, når man bliver ældre”, siger Liva.

Niels Ulrik mener også, at der er mere pres på pigerne i forhold til kropsidealer, men samtidig mener han, at man kan se en tendens til, at også drengekroppen bliver mere og mere æstetiseret, og at drenge er opmærksomme på deres krop og arbejder med at få den til at se godt ud: ”Både piger og drenge lever jo i en kultur, hvor blikket er utrolig vigtigt – man poster mange billeder, og man kigger meget på hinanden”, siger Niels Ulrik. Han mener også, at det handler om, at flere og flere mennesker bor i byer, hvor man omgives af anonyme mennesker, man ikke kender. ”Når man er anonym, så er det første, man har adgang til, jo hvordan man ser ud. Det bliver derfor vigtigere at kommunikere via kropsoverfladen, og kroppen er også noget, man kan sende signaler med. Og det er jo en præmis, som både drenge og piger er underlagt”, forklarer Niels Ulrik.

Ordbog

æstetisk, vedr. æstetik; som tiltaler skønhedssansen; smagfuld; forfinet.

Kilde: Dansk Fremmedordbog, 2. udg., Karl Hårbøl, Jørgen Schack og Henning Spang-Hanssen (red.), 1999, Gyldendal.

Liva kommer også lidt ind på de sociale mediers betydning: ”Jeg tror, at de sociale medier påvirker unge rigtig meget. Man ser jo kendte, der kun viser de gode billeder af sig selv – og det gør alle jo nærmest på de sociale medier. Så unge tænker nok meget, at ”sådan vil jeg også gerne se ud!”, mener Liva.

Den naturlige krop

Niels Ulrik blander sig i snakken om kendisser på de sociale medier: ”Mange kendisser lægger billeder ud af sig selv, hvor de skal se ”naturlige” ud. Men mange af dem har jo fået lavet diverse plastikoperationer og andet. Så hvad er en ”naturlig” krop?

Han siger videre: ”Der er i dag måske en bevidsthed om, at vi kan gøre for meget ved kroppen – og at det kan gøre den usund for os. Og så ser man nogle modtendenser, hvor man iscenesætter den ”naturlige krop”: ”Se jeg har en naturlig krop, og jeg tør godt vise min naturlige krop frem!” Men hvad er det? I vore dage kan det sagtens være en krop, som man tidligere ville betragte som kunstig med silikone i bryster og læber osv., for kroppen vil altid være formet af en kultur, arbejdsvilkår og skønhedsidealer, og forestillingen om det naturlige forandrer sig.”

Liva udbryder: ”Men det er jo ikke naturligt. De er jo født på en helt anden måde!”

Opgaver

Opgaverne er lavet i samarbejde med Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade

Fælles øvelse og diskussion i klassen.

Dan en pigegruppe og en drengegruppe. Pigegruppen forbereder et oplæg om kvindelige kropsidealer, og drengegruppen forbereder et oplæg om mandlige kropsidealer. Brug gerne billeder og andet fra nettet.

Én fra hver gruppe holder herefter de forberedte oplæg, som diskuteres i klassen. Der kan evt. tages udgangspunkt i følgende:

  • Diskuter i klassen, om der er samme pres på drenge og piger om at leve op til kropsidealer.
  • Hvilken betydning har kropsidealer for netop jeres aldersgruppe?
  • Har de større betydning for piger end for drenge – og hvis I mener ja, hvad er så baggrunden for det?
  • Giv eksempler på, hvordan kropsidealer kan have konkret betydning for unges liv.

Overvej om I har fået ny viden om hinanden.

Skriftlig individuel opgave

Kig på billederne og prøv at beskrive personerne bag.

Hjemløs mand

Bodybuilder

Punker

Rygning og overvægt

Tatoveringer

Tag herefter kritisk stilling til dine beskrivelser: overvej hvorfor du beskriver personen, sådan som du gør, og om du anvender stereotyper eller fordomme i dine beskrivelser.

Denne øvelse kan også anvendes i klassen, hvor de individuelle beskrivelser kan sammenlignes og efterfølgende diskuteres. Diskuter i klassen herefter, hvordan fordomme dannes, og hvordan de kan ændres.

Fælles klasseprojekt

Lav i fællesskab i klassen en oversigt over skiftende kropsidealer gennem tiderne. Fordel tidsperioder mellem jer og søg billeder og tekst på nettet.

Lav gerne oversigten som en planche, som I kan hænge op på skolen. I kan også vælge at lave oversigten i PowerPoint eller Prezi.