17. december 2010

Etiske aspekter ved nye typer af stamceller og befrugtningsteknikker

Læs i redegørelsen om nogle af de nye forskningsfelter inden for stamcelleforskningen og læs også Rådets stillingtagen til brugen af de nye teknikker.

Redegørelsen behandler følgende fem forskellige teknikker:

  • fremstilling af iPS-celler
  • æg- og sædceller fremstillet af stamceller
  • udskiftning af syge mitokondrier
  • embryoner frembragt ved at benytte tømte ægceller fra dyr
  • stamceller fra aborter

Spørgsmålet om forskning i embryoner har altid været etisk kontroversielt. Det er i dag kun tilladt at forske i stamceller fra embryoner, der er til overs fra kunstig befrugtning. At fremstille embryoner alene med henblik på forskning er med andre ord ikke tilladt. Et flertal i Rådet mener, at det bør være muligt at fremstille embryoner for eksempel ved kernetransplantation i ægceller fra dyr til forskningsformål, men at det kræver tungtvejende grunde at gøre det. Disse grunde kan være forskning i bestemte alvorlige sygdommeeller på sigt at fremstille reservevæv, som en patient ikke vil afstøde.

Imidlertid kan en ny type stamceller, iPS-celler, også bruges til at fremstille stamceller med en bestemt gensammensætning. iPS-celler fremstilles ved genetisk omprogrammering af en almindelig kropscelle og tages ikke fra et embryon, der potentielt kunne have udviklet sig til et foster. Et flertal af Rådet mener ikke, at fremstillingen af iPS-celler med henblik på forskning er problematisk, men ser derimod lovende fremtidsmuligheder for anvendelsen af dem.

Udgivet i 2010 | PDF | 75 sider

Etiske aspekter ved nye typer af stamceller og befrugtningsteknikker

Hent redegørelsen