3. august 2010

Kimærer, blanding af mennesker og dyr

Kimærer produceres ved at sætte celler fra én organisme over i en anden organisme. Det kan for eksempel være fra et dyr til et menneske eller fra et menneske til et dyr.
Det kan også være mellem mennesker – for eksempel kan man sætte nogle få celler ind i en voksen organisme (fx blodceller ved en blodtransfusion). Eller man kan sætte hjerneceller fra mennesker ind i dyrehjerner for at studere, hvordan de virker dér. Og man kan i teorien sætte hele organer fra dyr – fx et svinehjerte – ind i et menneske, hvis hjerte er defekt. Men når vi sådan blander arterne, hvor går så grænsen for, om et væsen er et dyr eller et menneske?

En kimære er simpelthen en organisme, som har fået tilført mindst én hel celle fra en anden organisme – et dyr eller et menneske. Alle organismer har jo sin egen arvemasse eller sit eget genom i alle sine celler. Men kimæren er altså speciel ved, at den har fået tilført fremmede celler, så den har flere genomer til at leve side om side inden i sig. På den måde kan et menneske altså have en eller mange dyreceller til at fungere i sin krop – og dyr kan have menneskeceller i sin.
Defineret på den måde, er der jo masser af kimærer omkring os hele tiden. Alle, der har fået en blodtransfusion, er kimærer, og mødre kan være kimærer, fordi de kan have celler fra de fostre, de har båret, i sig. Hvis man fik transplanteret stamceller eller væv eller hele organer, fordi man havde en sygdom, ville man blive en kimære. Også selvom der kun var tale om en enkelt stamcelle.

Så det at være en kimære behøver i sig selv ikke ændre noget som helst ved vores forestillinger om at være menneske. Det er måske mere et spørgsmål om, hvilke organer man indsætter de fremmede celler eller organer i. Og så måske om de celler eller organer, der indsættes, kommer fra en anden art.

Noget af den kimæreforskning, der foregår, beskæftiger sig med at sætte hjernestamceller fra dyr over i mennesker. Her håber man, de kan erstatte syge celler og på sigt være med til at helbrede hjernesygdomme som Alzheimers og Parkinsons sygdom. Ligeledes forsker andre i at overføre menneskelige hjerneceller til dyr for at teste dem. For eksempel for om stamcellerne kan bruges til at erstatte hjerneceller, som er nedbrudt af sygdomme. Der foregår både forsøg med at overføre menneskelige hjerneceller til mus og til dyr som aber, der er nærtstående til mennesker.

Netop hjernen er normalt et organ, vi betragter som vigtigt for vores identitet. Den huser nogle af de egenskaber, vi ofte betragter som særligt menneskelige, for eksempel evnen til at tænke, tale, føle og forholde os til andre mennesker. I filosofien fremhæves netop denne type egenskaber ofte som dem, der begrunder, at mennesker skal have en anden status end dyr.

Derfor vil det også være påkrævet med etiske overvejelser ved denne type forsøg. Hvad vil det fx betyde, hvis aber, som får tilført menneskelige hjerneceller, pludselig begynder at udvikle tegn på, at deres hjerner fungerer "menneskeligt"? Hvis aben begynder at opføre sig, som om den kan tænke eller forstå som et menneske, men uden at kunne tale og udtrykke sig. Faktum er, at man endnu ved meget lidt om, hvordan de menneskelige hjerneceller vil påvirke aberne.

Der forskes også i at fremstille grise og andre dyr med organer, der vil være særligt gode at transplantere til mennesker. Der er jo en stor mangel på organer til syge mennesker, som for eksempel mangler en lever eller et hjerte. Hvis dyreorganer kunne bringes til at fungere i mennesker, ville det være en mulig løsning på problemet med organmanglen. Nogle forskere arbejder på at fremavle for eksempel grise, som er genetisk modificerede, så det menneskelige immunsystem ikke reagerer mod deres organer. På den måde vil de måske ikke blive afstødt af de mennesker, som modtager dem. Transplantation af organer fra dyr til mennesker kalder man også for xenotransplantation.

For nogle kan det virke provokerende at forestille sig et menneske, som gik rundt med et grisehjerte. Måske fordi hjertet også er et af de organer, som forbindes med følelser og derfor med det særligt menneskelige. Det er dog en mere praktisk risikoovervejelse, som indtil videre har været hurdlen i forhold til at transplantere mindre organer som for eksempel hjerneklapper fra dyr til mennesker. Det handler om risikoen for at overføre dyresygdomme til mennesker sammen med organerne. AIDS er et eksempel på en dyresygdom, som blev overført til mennesker og begyndte at sprede sig mellem mennesker. Og der vil være kim til mange andre dyresygdomme i organerne. Den risiko har man indtil videre ikke været i stand til at finde løsninger på.

En anden type kimæreforskning, som kan stille os overfor nogle nye udfordringer i forhold til vores opfattelse af det at være menneske, er endnu kun udført på dyr. Med en teknik, som hedder embryo transfusion kan man forene to befrugtede æg, når de endnu kun består af ganske få celler, så de bliver til ét embryon. Dette embryon består dog af celler fra begge organismer, som lever side om side i alle dyrets organer. På den måde fremstillede et forskerhold i 1984 et dyr, som nogle steder er får og nogle steder ged – ikke en ensartet blanding af fåret og geden. For eksempel havde den en slags patch-work pels, som i nogle områder var krøllet som et fårs, og i andre med stridt hår som en geds. Hvis man kunne gøre det samme med et dyre- og et menneskeembryon, ville det for alvor stille spørgsmålstegn ved vores opfattelse af, hvad det vil sige at være menneske.

Man kan spørge, om der er særlige organer, vi i højere grad forbinder med det menneskelige, som ikke kan ændres, hvis vi ikke skal ændre ved vores opfattelse af os selv, af dyrene og af grænserne mellem os? Man kan også spørge, om der er en bestemt procentdel af en organisme, som skal være menneskelig, før vi kan tale om et menneske? Og hvis der er, hvad er så de organismer, som ligger under denne grænse?

Her kan du læse om...

hvad kimærer er for noget, og hvordan det giver mulighed for at blande celler og organer fra dyr og mennesker. Spørgsmålet er jo, om man på den måde kan komme til at fremstille individer, som går på tværs af artsgrænserne mellem dyr og mennesker.