Skat på Bøffen?
20. juni 2016

Folket gik i kødet på Rådet

Solen skinnede, bannerne vajede i brisen, og teltet var rigeligt fyldt. Rammerne var altså på plads lørdag middag på Folkemødet, da vi inviterede til debat om vores anbefaling om at lægge afgifter på oksekød. Debatten blev også derefter, virkelig interessant og konstruktiv.

Vi havde ønsket os, at der ville dukke så mange ’almindelige’ danskere op som muligt, for at vi kunne få den helt specielle folkemøde-vinkel på diskussionen. Det er den vinkel, hvor interesseorganisationer og politikere for en stund sætter sig tilbage og lytter til, hvad borgerne har at sige. Vores ønske gik i opfyldelse, og vi er dybt taknemmelige over for alle jer, der dukkede op og diskuterede.

Først stemte deltagerne om, hvorvidt de ville være villige til at ændre deres forbrug, hvis de vidste, at det gør skade på klimaet. Det var der bred enighed om at stemme ja til, men derfra opløste enigheden sig i en nuanceret debat om, hvordan vores ansvar for kloden bedst bliver omsat til handling.

Som en deltager formulerede det: ”Jeg er en forvirret forbruger – jeg vil gerne gøre noget, men hvad skal jeg gøre?” Det var der flere konstruktive bud på. Der blev talt for og imod forskellige typer afgifter, nudging, oplysning, økologi, udvikling af ny kogebøger og flere andre relevante vinkler på vores kødforbrug.

Rådsmedlemmerne overlod det meste af diskussionen til gæsterne, men formand for arbejdsgruppen om det etiske forbruger, Mickey Gjerris, fik dog også lejlighed til at præcisere, hvad Rådets anbefalinger reelt går ud på. Særligt, at Rådet er meget bevidst om, at en afgift på oksekød kun er et første skridt mod et mere bæredygtigt forbrug.

Debatten kunne have fortsat meget længere, men vi er taknemmelige over den lille times inspirerende dialog, vi fik her på Folkemødet. Nu venter de sidste debatter søndag, og så er det hjem at skærpe argumenterne, så de er klar til Folkemødet 2017.

Vi ses i Allinge!

Skat på bøffen?

Skat på Bøffen?

Se video
Den etiske forbruger – collage med ko og salatblad

Etisk forbrug af klimabelastende fødevarer

Bør det være op til 'den etiske forbruger', om vedkommende vil købe klimabelastende fødevarer – eller bør der ske en samfundsmæssig regulering for at nedbringe fødevarernes klimabelastning?
Læs redegørelsen