Folkemødet Dag 4
20. juni 2016

Folkemødet – Dag 4: Den allersidste dans

Søndag kl. 14.25. Sidder i take-off-cafeen i Rønne Lufthavn med 1½ time til take off. Folkemødet 2016 er slut, og fire dages demokratimaraton erstattet af opbrudsstemning og den melankolske tomhed, der indfinder sig, når en stor udfordring er løst, og der er en lille pause, inden virkeligheden vender tilbage med hverdag, arbejde og liv, der skal leves.

Dagene har været fyldt med debatpaneler, snakke med kendte og ukendte, tilfældige møder og netværksaktiviteter. Jeg har primært diskuteret, hvordan vi skal forholde os til fødevarernes klimabelastning. Hvordan kan vi som fællesskab handle på vores viden om, at maden – og særligt kødet – er med til at skabe de klimaforandringer, som truer os alle? Hvordan mobiliserer vi vilje og mod til at gøre noget – og hvad er det lige, vi skal gøre?

Der har været kritik af Rådets forslag om at lægge afgifter på oksekød. Men utallige samtaler med mennesker – unge som gamle, kvinder og mænd, røde, blå og grønne – har de sidste 4 dage vist mig, at der er stor enighed om, at Rådet har sat en meget vigtig debat i gang om et aspekt af klimaforandringerne, der ikke før har fået den opmærksomhed, som er nødvendig. Rådet har formået at få sat fokus på et problem, som næsten alle aktører, det være sig politikere, borgere eller organisationer, anerkender betydningen af. Til diskussion står nu, hvilke midler vi som samfund skal tage i brug for at begynde at løse problemerne. Der stopper enigheden. Men jo mere fokus, der bliver på problemet, jo mere trænger behovet for handling sig på. Nu gælder det så om at nå frem til de bedste løsninger. Det bliver spændende at følge debatten i den næste tid – Rådet vil gøre, hvad det kan for at holde liv og ånd i samtalen.

På et mere personligt plan har Folkemødet 2016 også været en slags afsked. Til december har jeg siddet seks år i Rådet og må forlade det. Jeg finder det klogt, at Rådsmedlemmerne kun kan sidde en begrænset periode, men det gør ikke vemodet over ikke at skulle deltage i Rådsarbejdet mindre. De sidste tre år har jeg været med Rådets delegation til denne uendeligt smukke klippeø og nydt godt af Rådets sekretariats store støtte. Uden dem ville vi rådsmedlemmer ikke kunne gå fra debat til debat godt klædt på til at fremføre problemstillinger og synspunkter. Jeg vil i den grad savne at være en del af dette team af rådsmedlemmer og rådsansatte næste år. 

Når hverdagen melder sig i morgen med krav om undervisning, eksamensafholdelse, forskning, formidling og alt det andet, som en universitetshverdag er fyldt med, vil jeg også savne den ånd, som man oplever under Folkemødet. Den vilje til samtale og til at lytte, som præger de fleste, man møder. Den lyst til at prøve argumenter af og tage de andres argumenter alvorligt, som ofte forsvinder i de daglige forsøg på at fremstå som den, der allerede ved alt.

Og så vil jeg, som efter enhver intens periode i tæt kontakt med andre, savne de mennesker, som gennem rådsarbejdet er blevet først kollegaer og siden venner. Jeg vil savne de dybe samtaler, de gode grin, at stå gennemblødt på Gæstgiveren lørdag aften og høre musik, hænge ud på Lones terrasse og fortælle om og lytte til de liv, som vi lever bag Rådet, og dele de glæder og smerter, som nu en gang er en del af det at være et menneske. 

Og det er måske det, der fylder mest efter Folkemødet i år. At bag alle uenighederne, alle forskellene og skellene mellem os, så er vi vævet ind i et fællesskab. Et fælleskab grundet i det at være et menneske. Et væsen, der skal miste og dø, og som derfor rækker ud efter de andre for at finde mod og trøst. Et væsen, der ofte overvældes af de mange udfordringer, de komplekse problemstillinger og de mange uenigheder. Men også et væsen, der på sine bedste dage formår at fastholde fællesskabet på tværs af uenighederne og finde løsninger, som mange er enige om, og de fleste kan leve med.

Folkemødet har igen i år handlet om de mange udfordringer, som vi mennesker står over for i vores forsøg på at fastholde og udvikle det demokrati, som bærer vores samfund. Jeg håber, at den ånd, som der er blevet diskuteret i de sidste fire dage, kommer med flyveren hjem og må fylde lidt mere i de 361 dage, der er til Folkemødet 2017. 

Jeg og et par andre rådsmedlemmer har danset vores sidste dans som repræsentanter for Det Etiske Råd på Folkemødet. Men jeg er sikker på, at vi kan få stille kinddans og en begejstret hoppen rundt i mudderet med nye medlemmer næste år. Folkemødet er der, hvor de store spørgsmål vendes og drejes – og det kan Det Etiske Råd i den grad være med til at gøre interessant og berigende.

Tak for i år
– Mickey

Dagene har været fyldt med debatpaneler, snakke med kendte og ukendte, tilfældige møder og netværksaktiviteter. Jeg har primært diskuteret, hvordan vi skal forholde os til fødevarernes klimabelastning. Hvordan kan vi som fællesskab handle på vores viden om, at maden – og særligt kødet – er med til at skabe de klimaforandringer, som truer os alle? Hvordan mobiliserer vi vilje og mod til at gøre noget – og hvad er det lige, vi skal gøre?

Der har været kritik af Rådets forslag om at lægge afgifter på oksekød. Men utallige samtaler med mennesker – unge som gamle, kvinder og mænd, røde, blå og grønne – har de sidste 4 dage vist mig, at der er stor enighed om, at Rådet har sat en meget vigtig debat i gang om et aspekt af klimaforandringerne, der ikke før har fået den opmærksomhed, som er nødvendig. Rådet har formået at få sat fokus på et problem, som næsten alle aktører, det være sig politikere, borgere eller organisationer, anerkender betydningen af. Til diskussion står nu, hvilke midler vi som samfund skal tage i brug for at begynde at løse problemerne. Der stopper enigheden. Men jo mere fokus, der bliver på problemet, jo mere trænger behovet for handling sig på. Nu gælder det så om at nå frem til de bedste løsninger. Det bliver spændende at følge debatten i den næste tid – Rådet vil gøre, hvad det kan for at holde liv og ånd i samtalen.

På et mere personligt plan har Folkemødet 2016 også været en slags afsked. Til december har jeg siddet seks år i Rådet og må forlade det. Jeg finder det klogt, at Rådsmedlemmerne kun kan sidde en begrænset periode, men det gør ikke vemodet over ikke at skulle deltage i Rådsarbejdet mindre. De sidste tre år har jeg været med Rådets delegation til denne uendeligt smukke klippeø og nydt godt af Rådets sekretariats store støtte. Uden dem ville vi rådsmedlemmer ikke kunne gå fra debat til debat godt klædt på til at fremføre problemstillinger og synspunkter. Jeg vil i den grad savne at være en del af dette team af rådsmedlemmer og rådsansatte næste år. 

Når hverdagen melder sig i morgen med krav om undervisning, eksamensafholdelse, forskning, formidling og alt det andet, som en universitetshverdag er fyldt med, vil jeg også savne den ånd, som man oplever under Folkemødet. Den vilje til samtale og til at lytte, som præger de fleste, man møder. Den lyst til at prøve argumenter af og tage de andres argumenter alvorligt, som ofte forsvinder i de daglige forsøg på at fremstå som den, der allerede ved alt.

Og så vil jeg, som efter enhver intens periode i tæt kontakt med andre, savne de mennesker, som gennem rådsarbejdet er blevet først kollegaer og siden venner. Jeg vil savne de dybe samtaler, de gode grin, at stå gennemblødt på Gæstgiveren lørdag aften og høre musik, hænge ud på Lones terrasse og fortælle om og lytte til de liv, som vi lever bag Rådet, og dele de glæder og smerter, som nu en gang er en del af det at være et menneske. 

Og det er måske det, der fylder mest efter Folkemødet i år. At bag alle uenighederne, alle forskellene og skellene mellem os, så er vi vævet ind i et fællesskab. Et fælleskab grundet i det at være et menneske. Et væsen, der skal miste og dø, og som derfor rækker ud efter de andre for at finde mod og trøst. Et væsen, der ofte overvældes af de mange udfordringer, de komplekse problemstillinger og de mange uenigheder. Men også et væsen, der på sine bedste dage formår at fastholde fællesskabet på tværs af uenighederne og finde løsninger, som mange er enige om, og de fleste kan leve med.

Folkemødet har igen i år handlet om de mange udfordringer, som vi mennesker står over for i vores forsøg på at fastholde og udvikle det demokrati, som bærer vores samfund. Jeg håber, at den ånd, som der er blevet diskuteret i de sidste fire dage, kommer med flyveren hjem og må fylde lidt mere i de 361 dage, der er til Folkemødet 2017. 

Jeg og et par andre rådsmedlemmer har danset vores sidste dans som repræsentanter for Det Etiske Råd på Folkemødet. Men jeg er sikker på, at vi kan få stille kinddans og en begejstret hoppen rundt i mudderet med nye medlemmer næste år. Folkemødet er der, hvor de store spørgsmål vendes og drejes – og det kan Det Etiske Råd i den grad være med til at gøre interessant og berigende.

Tak for i år
– Mickey

Folkemødet 2016

Se programmet