 |
|
|
Genmodificerede planter, GMO
|
Genmodificerede planter
En genmodificeret afgrøde er en plante, der har fået indsat et eller flere stykker DNA i sit arvemateriale. DNA’et kan stamme fra andre planter, fra bakterier, fra dyr eller fra mennesker. På denne måde kan man tilføre planter helt nye egenskaber.
Ønsket om at kunne ændre i planters egenskaber er ikke ny. Mennesker har forædlet planter lige så længe, som de har dyrket jorden. Såkaldte traditionelle forædlingsmetoder omfatter alt fra udvælgelse af frø fra de bedste, mest udbytterige og modstandsdygtige planter til brug for næste års såsæd, til brugen af systematisk krydsning af planter og mutationsfremkaldende bestråling i håbet om at tilføre planterne nye ønskværdige egenskaber.
I forhold til traditionelle planteforædlingsteknikker har planteforædling ved hjælp af genteknologi imidlertid to fordele: Teknikken er mere effektiv, og den gør det muligt at overskride artsbarrierer.
Der dyrkes i dag genmodificerede afgrøder på 90 millioner hektar af verdens landbrugsareal. 60 % af arealet er opdyrket med genmodificerede sojabønner, 24 % er opdyrket med majs, mens bomuld og raps dyrkes på henholdsvis 9,8 % og 5 % af det samlede globale areal.
Næsten alle genmodificerede planter på markedet i dag har alene fået ændret deres dyrkningsmæssige egenskaber. Langt hovedparten af det samlede areal (71 %) er opdyrket med afgrøder, der er gjort modstandsdygtige overfor bestemte ukrudtbekæmpelsesmidler (det kaldes også herbicidtolerante). En mindre del (18 %) opdyrkes med afgrøder, der har fået tilført gener, så de kan modstå bestemte insekter og på det resterende areal (11 %) dyrkes afgrøder, der er gjort modstandsdygtige mod både nogle sprøjtemidler og nogle insekter.
I fremtiden håber forskere på at kunne udvikle planter, der kan modstå virus-, bakterie- eller svampeangreb. Planter, der bedre kan udnytte næringsstofferne i jorden og luften, og planter, der er tolerante overfor miljømæssige stressfaktorer som tørke, kulde og høje saltkoncentrationer.
Endvidere håber man på at kunne udvikle planter med andre ændrede egenskaber så som længere holdbarhed, bedre smag, lavere indhold af naturlige giftstoffer, højere indhold af forskellige vitaminer og lignende. Der er nogle planter af denne type, som allerede testes i laboratorier og i markforsøg, men mange er kun på forsøgsstadiet. |
Udpluk af den etiske diskussion
Det er statens opgave at afgøre, om en genmodificeret afgrøde må udsættes eller markedsføres. For at finde ud af det laver embedsmændene en videnskabelig risikovurdering. Risikovurderingen skal vise, om planten kan være skadelig for den menneskelige sundhed og miljøet. Viser risikovurderingen ingen tegn på, at den genmodificerede plante kan være skadelig, får producenten noget, der hedder en markedsføringstilladelse, det vil sige at han får lov at sælge den. Hvis risikovurderingen tyder på, at planten kan være skadelig for sundhed eller miljø forbydes den. Det kan imidlertid være svært at vurdere, om genmodificerede planter er skadelige, og om risiciene er højere eller lavere end ved almindelig traditionel forædling. Og hvis det bagefter viser sig, at de planterne alligevel var skadelige, er der en risiko for, at skaderne ikke kan rettes op igen, fordi de gensplejsede planter har formeret sig og spredt sig i miljøet.
Blandt andet derfor er der nogen, der mener, at risikoen blot er et blandt flere elementer, som bør indgå i en samlet vurdering. Måske skulle man også se på sådan noget som, hvor nyttige planterne er, om de kan blive til skade for de næste generationer, om de tager hensyn til dyr og naturen og til religiøse overbevisninger og etiske principper.
Det kan man gøre på forskellige måder. Her kommer tre overordnede modeller, som på hver sin måde beskriver sammenhængen mellem nytte, etik og tro i forhold til forskning i og anvendelse af genmodificerede planter: |
Den liberale model
Eftersom der kan være stor uenighed om, hvad der er nyttigt, er ideen med den liberale model, at vi alle bør have så stor frihed som muligt til at leve efter vores egne værdier og idealer. Ifølge den liberale model bør staten ikke gøre andet, end at udføre risikovurderinger for at sikre, at teknologier og produkter ikke er skadelige. Staten skal ikke vurdere, om de er nyttige, men den bør sikre, at forbrugeren kan få de informationer om produktet, de har brug for, for at kunne handle på et informeret grundlag.
På den måde behandler man genetisk modificerede planter på samme måde som andre varer. Det er hverken politikere eller embedsmænd, der vurderer, om den enkelte genmodificerede plante er nyttig, det gør forbrugerne selv. |
Den nyttebaserede opfattelse
Denne model har som mål at sørge for, at der skabes mest mulig nytte forstået som velfærd eller livskvalitet. Den har det til fælles med den liberale opfattelse, at den anser statens opgave for at være at forhindre at nogle individer i at skade andre. Men derudover bør det så vidt muligt være op til den enkelte at bestemme, hvilke varer han eller hun vil købe.
En anden måde at tage nytte med i overvejelserne, kunne være, at staten godkendte anvendelsen af en given genmodificeret plante, hvis bare risikoen ved at plante den virker minimal, eller hvis der vil være meget større fordele end risici ved at udplante den. |
Den kommunitaristiske opfattelse
Ifølge den kommunitaristiske opfattelse har vi i vores kultur nogle grundlæggende værdier og opfattelser, der gør, at samfundet hænger sammen og vi føler et fællesskab med hinanden. Staten bør sørge for, at de planter, der godkendes, skal være i overensstemmelse med disse værdier.
Da enhver kultur rummer mange grundlæggende værdier, kan man imidlertid ikke udnævne nogle af dem som de grundlæggende værdier. I praksis må staten derfor altid forsøge at tage hensyn til forskellige værdier, der alle sammen virker vigtige.
|
Det mener Det Etiske Råd om genmodificerede planter
Det Etiske Råd har i redegørelsen Nytte, etik og tro i 2006 taget stilling til, hvordan reglerne for godkendelse af genmodificerede planter bør være.
Rådet finder, at det er vigtigt, at vi har en uafhængig og kritisk forskning, som kan skabe viden om, hvordan man tager stilling til, om genmodificerede afgrøder må anvendes, på en ansvarlig måde.
Rådet mener ikke, at man ikke på forhånd bør udelukke, at genmodificerede planter kan udsættes på en kontrolleret måde. Men hver gang, staten skal vurdere, om en given genmodificeret plante må udsættes, bør der også tages hensyn til etiske principper og den forventede nytte ved planten, og man skal sammenligne konsekvenserne af at dyrke den genmodificerede plante med eventuelle fordele og ulemper, som knytter sig til andre realistiske muligheder for at opnå det samme.
Desuden bør bæredygtighed inddrages i vurderingen som et overordnet etisk hensyn, og der bør tages højde for, at anvendelsen kan have uoprettelige konsekvenser.
I forhold til spørgsmålet om, hvilken rolle nytteovervejelser bør spille når staten skal vurdere, om en genmodificeret plante kan godkendes, fordeler rådets medlemmer sig på tre hovedsynspunkter:
1. hovedsynspunkt angående nytte og udsætning af GM-planter
10 af rådets medlemmer mener, at nytteovervejelser bør indgå i den godkendelsesprocedure, staten anvender.
Af disse medlemmer mener de fem, at genmodificerede planter kun bør godkendes, hvis det er sandsynligt, at den vil have en væsentlig nytte for samfundet, og der kun er en minimal risiko forbundet med anvendelsen. Disse medlemmer mener desuden, at naturen bør respekteres uafhængigt af, om det gavner mennesker at gøre det, og at vi derfor bør være varsomme med at ændre på de eksisterende arter eller skabe helt nye arter.
Andre fem medlemmer mener ikke, at det i sig selv er problematisk at lave genetisk modificerede planter eller andre organismer. Vi bør dog alligevel være forsigtige med at foretage sådanne ændringer, da det kan være svært at forudse de mulige konsekvenser af at gøre det. Desuden mener disse medlemmer, at en forventet nytte ved en genmodificeret plante skal vurderes i forhold til en forventet risiko. En genmodificeret plante uden forventet nytte kan godkendes, hvis risikoen vurderes som minimal.
Tilhængerne af det første hovedsynspunkt vil gerne understrege, at man i risiko og nyttevurderinger også bør se på, om det vil få økonomiske eller andre konsekvenser at indføre genmodificerede planter. Hvis de for eksempel gør, at der sker store ændringer i landbrugskulturen, må det tages i betragtning både nationalt og internationalt.
2. hovedsynspunkt angående nytte og udsætning af GM-planter
Fem rådsmedlemmer mener, at godkendelsen alene bør baseres på en omfattende risikovurdering. Hvis risikovurderingen viser, at det er sandsynligt, at anvendelsen af en genmodificeret plante vil indebære en risiko for mennesker eller miljø, bør udsætning af planten udelukkes. I modsat fald bør det uden videre være tilladt at anvende den.
3. hovedsynspunkt angående nytte og udsætning af GM-planter
Et enkelt medlem mener, at nytteovervejelser kun er relevante, hvis man også ser på konsekvenserne af, at genmodificerede planter ofte er patenterede. Der skelnes mellem to typer genmodificerede afgrøder:
(a) Planter, der vil ændre på måden, man dyrker landbrug på forskellige steder i verden.
(b) Planter, der ikke har væsentlig indflydelse på landbrugets dyrkningsforhold.
I det første tilfælde (a) mener medlemmet, at myndighederne bør være meget tilbageholdende med godkendelse. Mens medlemmet i det andet tilfælde (b) mener, at godkendelse kan foretages, hvis det kan sandsynliggøres, at den genmodificerede plante ikke indebærer nogen risiko for miljøet eller den menneskelige sundhed, eller hvis den forventede nytte klart afvejer risikoen ved at anvende den. |
Hvad siger loven?
Plantning og salg - det man kalder for "udsætning" og "markedsføring" af genmodificerede planter er reguleret af EU. Det betyder, at Danmark skal rette sig efter EU’s regler, når der skal tages stilling til, om en genmodificeret plante må dyrkes eller sælges. Ifølge EU's regler må en genmodificeret plante først anvendes, når der er givet tilladelse fra den rette myndighed. Reglerne for godkendelse af genmodificerede planter til udsætning og markedsføring findes i Europa-Parlamentets og Rådets såkaldte udsætningsdirektiv (Dir 2001/18/EF), der er sat ind i – det man kalder implementeret – i den danske Lov om miljø og genteknologi (LBK nr. 981 af 03/12/2002).
Udsætningsdirektivet skal først og fremmest sikre, at der ikke forekommer uønskede virkninger på menneskets sundhed og miljøet på grund af udsætning eller markedsføring af genmodificerede organismer. Derfor skal enhver genetisk modificeret organisme miljørisikovurderes, før den kan markedsføres, og her skal man følge det såkaldte forsigtighedsprincip.
Denne miljørisikovurdering skal tage hensyn til både direkte, indirekte, umiddelbare og forsinkede virkninger af at tage en genmodificeret plante i brug. Enhver ny genmodificeret plantelinje vurderes og godkendes særskilt. Først testes planterne i laboratorier, dernæst laver man dyrkningsforsøg under indesluttede forhold, og til sidst laver man markforsøg. Hver af undersøgelserne kræver en separat godkendelse.
Når genetisk modificerede organismer produceres og for eksempel bliver lavet til madvarer og bringes ud i butikkerne, skal de kunne spores, så alle genmodificerede organismer, der udgør eller indgår i produkter - herunder madvarer, skal mærkes. Dog skal kød, mælk og æg fra dyr, der har fået genmodificeret foder, ikke mærkes.
Lovgivningen åbner også for, at etisk rådgivende organer kan høres. Men man kan ikke se, om myndighederne skal rette sig efter den etiske rådgivning. Derfor er det i sidste ende alene videnskabelige risikovurderinger, der ligger til grund for godkendelsen af genmodificerede afgrøder og fødevarer.
Godkendelsesproceduren er derfor mest baseret på den liberale model. Sådan har man ikke gjort i Norge. Den norske lovgivning om godkendelse af genmodificerede afgrøder stiller direkte krav om, at kriterier vedrørende bæredygtighed og samfundsmæssig nytte skal være opfyldt.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
