Som en del af sin oplysningsvirksomhed har Det Etiske Råd afsat en pulje til at støtte lokale foredrags- og debatarrangementer.
Hvilke arrangementer kan man søge tilskud til? Der kan søges tilskud til foredrags- og debatarrangementer om etik på sundhedsområdet, herunder om de emner, som Det Etiske Råd arbejder med eller har udtalt sig om (se menupunktet Det mener Rådet om...).
Hvem kan søge? Lokale initiativtagere, der ikke har kommerciel eller personlig økonomisk interesse i det konkrete arrangement, kan søge om tilskud. Under hensyn til de begrænsede midler henstilles det, at man kun søger om tilskud, hvis modtagelse heraf er nødvendig for at kunne gennemføre arrangementet.
Hvilke krav stilles der til arrangementerne? Et arrangement skal have en lokal målgruppe; det skal være offentligt annonceret og være åbent for alle. Det sidste krav kan man dog søge om at blive fritaget fra, hvis særlige forhold gør, at det ikke kan opfyldes. Foredragsholdere og indledere skal ikke godkendes af Det Etiske Råd.
Hvilke krav stilles der til arrangørerne? Det skal fremgå af ansøgningen, hvem der er ansvarlig for, at tilskuddet kun anvendes til de udgifter, som fremgår af tilsagnet om tilskud. Den ansvarlige ansøger kan ikke samtidig modtage honorar som foredragsholder eller indleder. Ved honorering af foredragsholder har arrangøren arbejdsgivers forpligtelser, herunder til overholdelse af gældende skatte- og indberetningsregler. Det er således arrangøren, der udbetaler evt. aftalt honorar til foredragsholderen.
Hvordan søger man tilskud? Ved ansøgning om tilskud anvendes en ansøgningsblanket, der kan hentes eller udfyldes på internetadressen www.etiskraad.dk eller rekvireres i Det Etiske Råds sekretariat, Ravnsborggade 2, 2200 København N, telefon 3537 5833, fax 3537 5755, mail info@etiskraad.dk. Da tilskud kun ydes efter ansøgning og under forudsætning af, at tilsagn fra rådets sekretariat er arrangøren i hænde inden arrangementets afholdelse, skal ansøgning indgives i god tid og senest tre uger i forvejen. Tilskud kan ikke søges efter afholdelsen af et arrangement.
Hvor meget kan man få i tilskud? Der kan søges om støtte til annoncering, honorar til foredragsholder samt til dækning af rejse- og opholdsudgifter for foredragsholder. Tilskud ydes på grundlag af indsendte kvitteringer og kan maksimalt udgøre 3.000 kr. til dækning af honorar og 800 kr. til dækning af annoncering og rejse- og opholdsudgifter. Statens takster for befrodringsgodtgørelse er pr. 1. 1. 2006 kr. 3,30,- pr. kørt kilometer (taksten reguleres årligt). Der kan således maksimalt ydes 3.800 kr. i tilskud til det enkelte arrangement. Den samme forening, organisation eller lignende kan ikke opnå tilskud til mere end ét debatarrangement inden for et kalenderår.
Hvordan får man pengene udbetalt? Udbetaling af tilskud er betinget af, at ansøgeren overholder retningslinierne for ydelse af tilskud, herunder ved indsendelse af regnskab, som skal ske til Det Etiske Råds sekretariat senest tre måneder efter arrangementets afholdelse. Regnskabet skal underskrives af den ansvarlige ansøger og være ledsaget af bilag og underskrevne kvitteringer, herunder en kvittering fra foredragsholder på, at det aftalte honorar er udbetalt/modtaget. Regnskabet skal indeholde oplysning om antallet af deltagere i arrangementet. Udbetaling af tilskud finder sted, når sekretariatet har godkendt regnskabet. Udbetaling af forskud finder ikke sted.
Hvad skal man være særligt opmærksom på?
At tilsagn om tilskud ikke kan opnås efter afholdelsen af et arrangement. At regnskab og bilag skal indsendes senest tre måneder efter arrangementets afholdelse. At man bl.a. selv har pligt til at indberette udbetalte honorarer til skattevæsenet. At der maksimalt kan opnås 3.800 kr. i tilskud til et arrangement, herunder maksimalt 3.000 kr. i tilskud til honorering af foredragsholder. At rådets sekretariat kan være nødt til at afslå ansøgninger, som i øvrigt opfylder betingelserne for tilskud, hvis puljen for det pågældende år er opbrugt. Det anbefales derfor, at man indsender ansøgning så tidligt som muligt, efter at et arrangement er aftalt.
|