Det Etiske Råd
Forsiden
Aktuelt
Om Det Etiske Råd
Det mener Rådet om...
Udgivelser og bestillinger
Tilskud til foredrag
Kontakt os
Links
Søg
Nye udtalelser om cyborgteknologi og sociale robotter

18. januar 2010

Mandag den 18. januar offentliggjorde Det Etiske Råd to udtalelser om henholdsvis sociale robotter og cyborgteknologi. Udtalelserne kom som opfølgning på debat-websitet, www.homoartefakt.dk, som Rådet lancerede i 2007. Sideløbende med den offentlige debat på websitet og i medierne tog Rådets arbejdsgruppe på debat-tour rundt omkring i Danmark: "Folk begyndte at spørge os, hvad Det Etiske Råd egentlig mente om emnet – og til det kunne vi blot sige, at Rådet ikke mente noget, da der ikke havde været nogen officiel behandling i Rådet. Med disse to udtalelser har Rådet nu givet deres mening til kende", udtaler arbejdsgruppens formand Klavs Birkholm og understreger, at udtalelserne ikke er et punktum for denne debat, men derimod et startskud.
Klavs Birkholm
Klavs Birkholm, formand for Det Etiske Råds arbejdsgruppe om Homo Artefakt.

Det første startskud til debat lød i dag, da de tre indbudte debattører, Preben Mejer, Thomas Sinkjær og Kasper Støy hver gav deres bud på, hvad der ifølge dem er de største fordele og ulemper ved robot- og cyborgteknologi nu og i fremtiden.

Preben Mejer
Preben Mejer, medstifter af Innovation Lab og teknologiekspert

I forhold til sociale robotter var Preben Mejer, medstifter af Innovation Lab og teknologiekspert, ret klar i spyttet: "Robotter er en gevinst for plejesektoren", men var dog enig med Det Etiske Råd i, at der bør indføres en form for normering af menneskelig kontakt til de ældre og andre plejeafhængige mennesker, hvis størstedelen af de praktiske plejeopgaver kommer til at blive varetaget af ’velfærdsrobotter’ i fremtiden.

Kasper Støy
Kasper Støy, robotforsker og lektor ved Syddansk Universitet

Kasper Støy, der er robotforsker på Mærsk Mckinney-Møller instituttet på Syddansk Universitet, lever af at "bygge robotter", som han selv formulerede det. Han begyndte sit indlæg ved at fortælle forsamlingen, hvor langt den teknologiske udvikling egentlig er. I den forbindelse var en af hans hovedpointer, at vi ikke bør tillægge robotterne menneskelige egenskaber, da de blot er "hjælpeløse maskiner".

Thomas Sinkjær
Thomas Sinkjær, direktør for Grundforskningsfonden

Cyborg-eksperten Thomas Sinkjær, der er direktør for Grundforskningsfonden, anskuer cyborgteknologien, som Rådets anden udtalelse handler om, som "endnu en behandlingsmulighed på hylden", men han er dog ikke i tvivl om, at teknologien kun bør bruges til at normalisere et menneskes egenskaber – og ikke til at udstyre almindelige mennesker med superkræfter.

Det Etiske Råds udtalelser om cyborgteknologi og sociale robotter kan hentes herunder i pdf-format eller læses på www.homoartefakt.dk
Cyborgteknologi forside
Det Etiske Råds udtalelse om cyborgteknologi (1,4MB pdf)
Sociale robotter forside
Det Etiske Råds udtalelse om sociale robotter (1,3MB pdf)



| Print side | Til toppen af siden | Tilbage |


Det Etiske Råd
Ravnsborggade 2-4
2200 København N
Danmark
Telefon: (+45) 3537 5833
Fax: (+45) 3537 5755
Send en
email