Høring over udkast til forslag til lov om Højteknologifonden Afgivet den 24. august 2004
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har med skrivelse af 30. juni 2004 sendt udkast til lovforslag og bemærkninger om Højteknologifonden i høring.
Ministeriet anfører, at ”højteknologifonden er en nyskabelse, som skal støtte strategiske satsninger inden for forskning, innovation og udvikling for herved at styrke både konkurrenceevne og beskæftigelse samt Danmarks videre udvikling som højteknologisk samfund.”
Det anføres i bemærkningerne, til § 1, stk. 3., at fonden tilføres en kapital fra starten i form af indskud, der vil blive fastsat på de årlige finanslove, sådan at kapitalen gradvis forøges. Det er regeringens målsætning, at der over årene 2005-2012 tilføres fonden et beløb, der i gennemsnit udgør mindst to mia. kr. årligt.
Lovforslagets indledende bemærkninger fremhæver, at ”fonden skal støtte fokuserede og løfterige teknologiområder, som skal leve op til tre kriterier; åbenbare erhvervsmæssige interesser, samspil mellem offentlige vidensinstitutioner og virksomheder samt teknologioverførsel.” Det nævnes endvidere, at satsningsområderne kan være nanoteknologi, bioteknologi og informations- og kommunikationsteknologi.
Det Etiske Råd anbefaler, at der i forbindelse med kriterier for uddeling af forskningsmidler fra fonden indføjes et kriterium, som tilgodeser de etiske og videnskabsetiske overvejelser, som skal finde sted i forbindelse med forskning i bioteknologi og nanoteknologi.
Lovforslaget nævner i bemærkningerne til § 6 (s. 5) at ”det forudsættes, at fonden giver støtten i overensstemmelse med Danmarks til enhver tid gældende internationale forpligtelser” og at forskningsprojekterne skal følge gældende ret i øvrigt.
I den forbindelse anbefaler Det Etiske Råd, at det indføjes i lovforslaget, at De Europæiske Fællesskabers rammeprogrammer henviser til, at der skal foretages en etisk vurdering af forskningsprojekterne i forbindelse med, at der tages stilling til ansøgningerne. Der bør også indføjes en henvisning til den danske lov om det videnskabsetiske komitesystem, som et relevant nationalt regelsæt, der bør tages med i fondens vurderingsgrundlag.
Henvisningen i bemærkningerne til Barcelonamålsætningen (Formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde i Barcelona den 15. og 16. marts 2002) bør også omfatte henvisning til konklusionernes omtale af etikkens rolle i forbindelse med den nye strategi for bioteknologi.
Vedr. Lovforslagets § 3: I forbindelse med sammensætningen af fonden foreslår Det Etiske Råd, at mindst et af fondens medlemmer skal have særlig indsigt i bioetik, filosofi eller videnskabsetik med særlig henblik på nanoteknologi, bioteknologi eller informations- og kommunikationsteknologi. |