Det Etiske Råd
Forsiden
Aktuelt
Om Det Etiske Råd
Det mener Rådet om...
Udgivelser og bestillinger
Tilskud til foredrag
Kontakt os
Links
Søg
Høring over udkast til forslag til lov om kloning og genmodificering af dyr
Afgivet den 8. september 2004

Justitsministeriet har ved skrivelse af 6. august fremsendt udkast til forslag til lov om kloning og genmodificering af dyr.

Lovforslaget har til formål at fastsætte regler for anvendelsen af klonings – og genmodificeringsteknikker på hvirveldyr. Udkastet gennemfører en del af de anbefalinger, som Udvalget vedr. genmodificerede og klonede dyr er kommet med i rapporten fra oktober 2003.

Det Etiske Råd kan i den forbindelse gentage, at kloning og genmodificering af dyr ikke skønnes at indebære risiko for, at der herved banes vej for kloning af mennesker, jf. udtalelse fra Det Etiske Råd om dyrekloning af 2002.

Lovforslaget indeholder ikke bestemmelser om import af genmodificerede og klonede dyr i forbindelse med dyreforsøg. Ministeren for Videnskab, Teknologi og Udvikling har i et brev til udvalget vedr. Videnskab og Teknologi (lovforslagets bilag 1) redegjort for begrundelsen herfor: De foreslåede regler om import af disse dyr vil efter ministerens vurdering være i strid med EU reglerne på området. (udsætningsdirektivet 2001/18/EF). Dette stiller Det Etiske Råd spørgsmål ved.

Efter Det Etiske Råds vurdering giver lovforslaget således anledning til følgende bemærkninger:

1. I udsætningsdirektivets betragtning nr. 9, nr. 57 og nr. 58 er der henvisning til, at medlemsstaterne kan inddrage etiske overvejelser i forbindelsen med reguleringen af de spørgsmål, der er omfattet af direktivet. Direktivets artikel 29 henviser i øvrigt til, at EU-kommisionens etiske gruppe (EGE) skal inddrages i forbindelse med spørgsmål af etisk karakter. Direktivets betragtninger bør tages med i overvejelserne i forbindelse med udformningen af den danske lovgivning på området.


2. Lovforslaget indeholder henvisning til, at dyreforsøgstilsynet kan afstå fra at give tilladelse, hvis kloningen, genmodificeringen eller anvendelsen af klonede eller genmodificerede hvirveldyr ikke skønnes at være til væsentlig gavn. Der nævnes ikke andre etiske eller videnskabsetiske hensyn som mulige kriterier for afgørelse af sagen. Det bør være muligt at tage andre bredere etiske og videnskabsetiske hensyn med i betragtning, når det skal afgøres, om der skal gives tilladelse. Der bør gøres en tilføjelse herom i lovforslaget.


3. Lovforslagets § 1, stk. 2, nr. 3, anfører ” fremstilling og avl af dyr, der producerer stoffer af væsentlig gavn for sundhed og miljø” som et lovligt formål til kloning og genmodificering. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen (s 24), at der tænkes på medicinske formål. Ordlyden i § 1 kan imidlertid opfattes som om, at stoffer, der er gavnlige for sundheden, f.eks. også kunne være ernæringsrigtigt sammensatte fødeemner, såsom særligt magert dyrekød. Det bør fremgå af lovteksten, at der er tale om stoffer til væsentlig medicinsk gavn, dvs. egentlig sygdomsbehandling (behandling af alvorlig sygdom).


4. Det fremgår af bemærkningerne (s. 20), at udsætningsdirektivet giver mulighed for, at der træffes beslutning om godkendelse af forsøgsudsætning dvs. udsætning i andet øjemed end markedsføring. En godkendelse deraf vil være en national afgørelse, mens godkendelsen til markedsføring foretages efter en fælles EU-beslutning, som medfører, at den godkendte organisme frit kan markedsføres overalt i Fællesskabet. I den forbindelse kan der rejses spørgsmål om, hvorvidt det ikke er i strid med udsætningsdirektivet, at lovforslaget afskærer fremstilling af klonede dyr med henblik på markedsføringstilladelse, når det samtidig anføres, at det er i strid med udsætningsdirektivet at forbyde import af klonede dyr?


| Print side | Til toppen af siden | Tilbage |


Det Etiske Råd
Ravnsborggade 2-4
2200 København N
Danmark
Telefon: (+45) 3537 5833
Fax: (+45) 3537 5755
Send en
email