18. maj 2020

FAQ: Organdonation

Vi får jævnligt spørgsmål om organdonation og har derfor lavet en liste med svar på de spørgsmål, der ofte bliver stillet. Rådet har senest udtalt sig om organdonation, herunder spørgsmålene om samtykkeformer og donation fra levende donorer, i 2017.

Organdonation som praksis i sundhedsvæsenet er forbundet med vanskelige etiske overvejelser. Det skyldes først og fremmest, at der er en direkte afhængighed mellem modtagerens behov for organer og et andet menneskes død.

Organdonation rejser spørgsmål af etisk karakter: Retten til selv at bestemme over ens egen krop, følelser og ritualer omkring døden og dødens indtræden, hensyn til pårørende, medmenneskelighed og solidaritet.

Du kan læse om emnet i Det Etiske Råds redegørelser, anbefalinger og undervisningsmateriale om organdonation og etik her på hjemmesiden. Se også vores materiale om organdonation til Etisk Forum for Unge.

Herunder kan du læse svar på nogle af de spørgsmål, som vi ofte får stillet om organdonation.

Det Etiske Råd er desuden per oktober 2016 af sundheds- og ældreminister Sophie Løhde blevet bedt om at kigge på emnet igen, inklusive spørgsmålet om nyredonation ved levende donor.


Spørgsmål og svar

Donation og transplantation af organer har udviklet sig til en etableret behandlingsform i det danske sundhedsvæsen.

Med transplantation kan man imødekomme livsvigtige behov hos mennesker med alvorlige og livstruende organsvigt. Som i enhver anden situation, hvor mennesker lider nød, kalder det umiddelbart på omsorg og hjælp. Udgangspunktet for den etiske overvejelse vedrørende organdonation er dermed et selvindlysende etisk gode: det er godt at hjælpe andre mennesker, der er i nød.

Et godt formål helliger ikke et hvilket som helst middel, og det er ikke for alle en simpel sag at afgøre, om organdonation som behandlingsform i sundhedsvæsenet faktisk er et middel, der legitimeres af det formål at hjælpe mennesker. Ydelser af denne type med indgreb i en netop afdød persons krop indebærer, at man først har taget stilling til, om andre vægtige og komplicerede hensyn kan varetages ordentligt i forening med, at hjælpen ydes. Det er for eksempel hensynet til den afdødes ønsker om organdonation, mens han eller hun var i live. Det er for eksempel hensynet til, at de pårørende har rimelige vilkår i deres afsked med deres nære. Og det er for eksempel spørgsmålet om, hvilke indgreb vi som samfund generelt kan forene med vores opfattelse af en respektfuld og værdig omgang med den afdødes krop.

Rådet mener, at det er en væsentlig udfordring, at der ikke er nok organer til rådighed i forhold til det behov for transplantation, som alvorligt syge mennesker må leve med hver eneste dag. Problemet med få organer bør derfor løses i den grad, det er muligt at løse det, uden at andre tungtvejende hensyn trædes under fode på vej mod løsning.

Rådet har senest udtalt sig om samtykke i forbindelse med organdonation i 2017.

Et stort flertal af Det Etiske Råds medlemmer (14) anbefaler i denne udtalelse, at der også fremover skal gives samtykke til donation, før det kan komme på tale at transplantere organerne. Efter disse medlemmers opfattelse har man som menneske et retmæssigt ejerskab til sin krop, der forhindrer andre i at tilgå den eller benytte sig af den uden samtykke. Heri ligger også retten til at beslutte og tilkendegive direkte, hvad der skal og må ske med kroppen eller retten til at være i tvivl om samme. Derfor er det en krænkelse af den afdødes autonomi og integritet at foretage transplantation, hvis der ikke er indhentet samtykke til dette.

Et mindretal af Det Etiske Råds medlemmer (3) anbefaler, at der indføres formodet samtykke til donation, fordi dette må forventes at føre til flere transplantationer, end tilfældet er i dag. Efter disse medlemmers vurdering, vil en ordning med formodet samtykke således redde liv og bidrage til en væsentlig forøgelse af mange personers livskvalitet. Og da enhver skal gives mulighed for at framelde sig som organdonor, mener mindretallet ikke, at en sådan ordning krænker borgernes autonomi.

Mange vil mene, at vi alle i god tid bør tage stilling til spørgsmålet om organdonation. Mens andre mener, at det bør være den enkeltes ret ikke at skulle forholde sig og tage stilling til vanskelige spørgsmål omkring døden og anvendelse af ens krop efter døden.

I 2017 mente alle rådsmedlemmer, at der bør gøres en indsats for at få borgerne til at tage stilling til organdonation og eventuelt registrere sig i donorregisteret, ligesom andre måder at forøge transplantationsraten på bør forsøges. For 9 medlemmer er det dog væsentligt, at ingen personer påtvinges at deltage i samtaler, de ikke ønsker at indgå i. Dette gælder også i forbindelse med pårørende til en person, som er hjernedød eller formodes at blive hjernedød. Hvis de pårørende klart signalerer, at de ikke ønsker at forholde sig til spørgsmålet om transplantation, skal dette således respekteres.

I 2008 mente 10 medlemmer af Det Etiske Råd, at det for alle borgere i fremtiden bør være påkrævet at tage stilling til, om de vil være organdonorer eller ej. Ud fra en forventning om, at langt de fleste i det danske samfund anerkender, at organdonation er et væsentligt fælles anliggende, mener disse medlemmer, at en sådan solidaritet kan fremmes ved, at borgerne direkte opfordres til at tage stilling. Medlemmerne mener desuden, at obligatorisk stillingtagen vil bidrage til, at flere mennesker i god tid får talt med deres nærmeste om organdonation og får taget stilling.

7 medlemmer mente ikke, at der bør indføres obligatorisk stillingtagen til organdonation. Det var medlemmernes holdning, at offentlige myndigheder ikke bør presse for meget på i forhold til at afkræve enkelte mennesker en stillingtagen, idet det kan medføre, at den enkelte føler sig forpligtet til at overveje og tage stilling til emner og værdier vedrørende liv og død, som vedkommende ellers ville have haft en større frihed til at tvivle om og lade stå hen i det uvisse eller det uafgjorte. Medlemmerne mener, at et krav fra det offentlige om at tage stilling kan medføre, at man for hastigt tager beslutningen og i for høj grad springer den vigtige samtale med de nærmeste over.

Det Etiske Råd mener, at oplysning til borgerne om organdonation er et nødvendigt redskab, hvis organtransplantation som behandling i sundhedsvæsenet skal fungere tilfredsstillende. Borgerne skal have kendskab til, hvad organdonation er og på hvilken måde, man som borger kan lade sig registrere som organdonor.

I 2013 udgav Det Etiske Råd redegørelsen International handel med menneskelige æg, rugemoderskab og organer.

Alle Rådets medlemmer tilslutter sig i redegørelsen det overordnede synspunkt, at den menneskelige krop og dens dele principielt set ikke bør kunne købes eller sælges.

Medlemmerne lægger vægt på en række forskellige begrundelser for synspunktet. En væsentlig begrundelse er, at hvis man gør den menneskelige krop og dens dele til varer, der kan handles på et marked, så respekterer man ikke den særlige værdi eller værdighed, mennesker har.

Der er andre vægtige grunde til, at menneskekroppen ikke bør gøres til en vare, og at vi bør holde fast ved det altruistiske princip for donation i det danske sundhedsvæsen. For nogle medlemmer er det de motiver, der ligger bag vores handlinger, der er etisk betydningsfulde. Det altruistiske princip lægger vægt på hensynet til den anden, som har behov for et organ for at overleve. Men hvis man modtager betaling for sin hjælp, flytter det fokus fra hensynet til den anden (i menneskelige relationer) til kalkuler om egen vinding. De fleste medlemmer finder, at det er kommercialiseringsaspektet, der gør de beskrevne tilfælde af donation moralsk problematisk, og at altruistisk donation af kropsdele og kropsfunktioner i de fleste tilfælde er positiv og bør fremmes.

Rådets medlemmer finder desuden, at når mennesker, der i et globalt perspektiv er privilegerede, køber sårbare, fattige menneskers kropsdele, vil det altid indebære et element af udnyttelse, der som udgangspunkt gør handlingen forkert. Der er formentlig ikke så mange, som vil være villige til at afgive deres nyrer til ukendte mennesker fra et andet land, hvis de ikke var tvunget til det af nød. Situationen er dog meget kompleks, for der vil ofte være tale om, at donoren opfatter salg af den pågældendes kropsdel som sin mulighed for at få opfyldt basale behov for mad og bolig og mulighed for at tage sig af sine børn.