Gravide med et misbrug af rusmidler risikerer at skade fosteret. Derfor er det hensigtsmæssigt at nedsætte eller stoppe kvindernes forbrug af rusmidler. Der er imidlertid mange etiske værdier og dilemmaer involveret, når man forsøger at svare på, hvordan dette bedst kan foregå.
I høringssvaret beskriver Det Etiske Råd nogle af disse værdier og dilemmaer. Rådet forholder sig også til de retssikkerhedsmæssige spørgsmål, der knytter sig til at udøve tvang over for gravide misbrugere. Og endelig tager Rådet stilling til, om det i nogle tilfælde kan være velbegrundet at udøve tvang over for gravide misbrugere, uden at de forudgående har samtykket til dette.