Vi havde glædet os, for Folkemødet er en af Det Etiske Råds yndlingsmuligheder for at leve op til vores debatskabende forpligtelse. Det er en herlig mulighed for at komme ud af mødelokalet på Holbergsgade og møde folket i Allinge, om det så foregår i mudder til knæene eller med solskin på næsen.
Vi glæder os nok allermest til, at vi selv byder velkommen til debat om ’Skat på bøffen’ på lørdag kl.12 i Teknologirådets telt B10. Kom og grib vores nye ’kaste-mikrofon’ når dagens moderator, rådsmedlem Signe Wenneberg, giver den op til en debat om skat på kød, etisk forbrug og vores personlige ansvar for klimaforandringerne.
Rådets engagement på Folkemødet stopper dog ikke ved vores eget arrangement. I år sender vi et stærkt hold i form af vores tre arbejdsgruppeformænd Mickey Gjerris, Thomas Ploug og Steen Vallentin i aktion på klippeøen. Samlet deltager vores medlemmer officielt i 26 debatter, og mon ikke vi også kommer til at skræppe op fra stolerækkerne i endnu flere?
Vi skal blandt andet diskutere kunstig intelligens, tarmkræftscreening, klimaforandringer, fødevareforbrug, privat-offentligt sundhedssamarbejde, big data, værdighed i ældreplejen, diagnosekultur, aktiv dødshjælp, personlig medicin, fosterdiagnostik og organdonation. Vi synes selv, at den omfattende liste viser, hvor bredt Det Etiske Råd favner i debatten om vores fælles fremtid.
Vi ses i Allinge – må de bedste argumenter gøre os alle klogere!