Ved konkret præimplantationsdiagnostik undersøges det befrugtede æg med henblik på at udvælge et fosteranlæg med en bestemt vævstype. Det handler altså ikke om at finde tegn på alvorlig arvelig sygdom (det kan det også gøre, hvis der er alvorlig arvelig sygdom i familien), men om at finde et æg, der har en bestemt vævstype. Formålet er at kunne udvælge et eller flere fosteranlæg med en vævstype, der er forenelig med et eksisterende sygt barns væv, sådan at det kommende barn i kraft af sin vævstype kan fungere som donor af fx navlestrengsblod eller knoglemarv for sin meget syge søster eller bror. Når der er vævsforligelighed, er der ikke risiko for, at det syge barn afstøder det donerede blod eller væv.
Hvad må man?
Regler om præimplantationsdiagnostik er fastsat i loven om assisteret reproduktion.
Konkret præimplantationsdiagnostik må kun anvendes, når Sundhedsstyrelsen har givet tilladelse til det i hvert enkelt tilfælde. Når Sundhedsstyrelsen modtager en ansøgning om at anvende teknikken i forhold til en bestemt kvinde, vurderer de først, om det sundhedsfagligt er forsvarligt at give kvinden denne behandling. De kan herefter give en tilladelse, hvis de tillige vurderer, at der er tilstrækkeligt tungtvejende hensyn til behandling af et barn med livstruende sygdom i den konkrete familie.
De etiske overvejelser
Før man bruger teknikker, der gør det muligt at til- og fravælge endnu ufødte børn ud fra bestemte kriterier, skal man nøje overveje de etiske aspekter.
En række forskellige hensyn kan inddrages i afvejningen af, om man bør bruge en teknik, der gør det muligt at lade et barn blive født primært med henblik på at være donor for et andet barn.
Hensynet til det syge barn og dets familie
Det er muligheden for at behandle et meget sygt barn, der udgør motiveringen for at muliggøre denne form for behandling, der gavner både det syge barn og dets familie. Forældrenes interesse i at gå vidt i deres forsøg på at hjælpe det syge barn er umiddelbart forståeligt for enhver og må anerkendes som udtryk for det gode forældreskab. Hensynet til om muligt at hjælpe det syge barn til helbredelse og overlevelse taler således for, at der kan foretages ægsortering med dette formål.
Hensynet til det kommende barn
Hensynet til at hjælpe det syge barn skal afvejes over for hensynet til det kommende barn. Et etisk hensyn vedrører spørgsmålet om tingsliggørelse af det kommende barn. Det andet hensyn vedrører det kommende barns tarv.
Et af de væsentligste etiske spørgsmål i forbindelse med udvælgelsen af et fosteranlæg med en forligelig vævstype er, om det kommende barn tingsliggøres ved i uacceptabel grad at blive behandlet som middel og ikke samtidig som et mål i sig selv. Det kan være tilfældet, hvis fosteranlægget bringes til live og udvælges med den klare hensigt at anvende det kommende barns navlestrengsblod, knoglemarv eller andet til at behandle en søster eller bror med. I den forstand betragtes fosteranlægget som et middel allerede ved sin skabelse.
På den anden side kan man sige, at børn bringes til verden af mange forskellige grunde. Det kan fx være, for at et eksisterende barn kan få en søster eller en bror, eller for at parret selv kan få øget indhold i tilværelsen gennem det nære samvær med flere børn. På den baggrund kan det hævdes, at også det barn, der på en sådan baggrund sættes i verden, i et vist omfang behandles som middel og ikke alene som mål i sig selv.
Om udvælgelsen af et barn med en forligelig vævstype må anses for stridende mod et grundlæggende hensyn til ikke at tingsliggøre det kommende barn, afhænger derfor af, om barnet bringes til at eksistere alene med den hensigt at anvende det som donor for det raske barn. Man kan fx forestille sig, at parret af andre grunde alligevel ville have haft et barn mere – og man kan forestille sig, at parret vil være i stand til at betragte det nye barn som mere end et middel, når det først melder sin ankomst til verden.
Hensynet til ikke at skade det kommende barn er et etisk hensyn, som skal tillægges selvstændig vægt. Det vil være etisk uacceptabelt, hvis det kommende barn udsættes for indgreb, der er velfærdstruende, meget smertefulde eller på anden måde krænkende. Dette omfatter ikke alene fysiske indgreb. Hvis det raske barn oplever, at selve dets eksistensberettigelse i det mindste til en vis grad er betinget af dets anvendelighed som donor, er det nærliggende at antage, at dette ikke kan undgå at have betydning for dets selvfølelse og livskvalitet og dermed være i strid med dets tarv. Måske vil det endda føle sig svigtet af sine forældre, fordi de set med barnets øjne holder mere af den syge søster eller bror end af det selv.
På den anden side kan man også forestille sig, at det kommende barn vil kunne få en særlig status i familien eller opleve særlig omsorg på grund af dets betydning for det syge barn og den samlede familie.
Hensynet til respekten for menneskelige fosteranlægs liv
Når man anvender konkret præimplantationsdiagnostik, vil de befrugtede æg, der har den ”forkerte” vævstype, ofte ende med at blive destrueret. Det rejser et spørgsmål om, hvilken respekt vi som samfund skylder menneskelige fosteranlægs liv, og afspejles i nogle grundopfattelser, som ofte optræder i den etiske debat. Her skal nævnes to af disse:
Nogle mennesker er af den opfattelse, at menneskeligt liv opstår ved befrugtningen, hvor æg og sæd smelter sammen til noget aldeles nyt, der fra nu af udgør et udviklingsmæssigt kontinuum. Ud fra denne opfattelse anses et foster for at have samme moralske status som et fuldt udviklet menneske. En tingsliggørende anvendelse af et fosteranlæg anses ud fra dette perspektiv ikke for etisk acceptabelt, men derimod i strid med menneskets værdighed.
Andre mennesker mener ikke, at det forhold, at et fosteranlæg under de rette betingelser ville kunne bringes videre til dannelse af et barn indebærer, at fostret skal ses på som et menneskeligt individ med fuld moralsk status. De finder, at det kan være svært at pege på, præcis hvornår et fosteranlæg overgår til at have fuld menneskestatus, og standpunktet fører til den konklusion, at et menneskeligt fosteranlæg skal behandles med respekt og ikke bruges til hvad som helst, men at det er legitimt at afveje denne respekt over for andre etiske værdier.
Hensynet til samfundet og de videre perspektiver
Om det er etisk acceptabelt at udvælge et fosteranlæg, som er vævsforligeligt med et eksisterende sygt barn, vedrører ikke alene den relevante familie og det kommende barn. Hvis det offentlige tillader og betaler for en sådan behandling, kan dette i mere overordnet forstand bidrage til at forme den samfundsmæssige opfattelse af mennesket og familien.
PGD blev oprindeligt tilladt under særlige alvorlige omstændigheder og kun med henblik på fravalg af fosteranlæg med gen- eller kromosomfejl, der ville føre til fødsel af et sygt eller handicappet barn.
Anvendelse af konkret præimplantationsdiagnostik betyder principielt, at fosteranlæg også vil kunne sorteres ud fra kriterier, der ikke vedrører det enkelte fosteranlægs egne udviklingsmuligheder, men alene har at gøre med andres behov. Hermed vil princippet om respekten for menneskeliv kunne udhules, idet det enkelte menneskes værd gøres afhængig af dets værdi for andre.
Det ville af samme grund let kunne føre til, at det blev muligt at udvælge fosteranlæg også med andre begrundelser, fx at det havde netop de almene egenskaber, forældrene ønskede.
På den anden side kan man anføre, at det kan have en negativ betydning for vores menneskeopfattelse og vores begreber om, hvad vi som mennesker skylder hinanden, hvis man undlader at tilbyde en mulig behandlingsform, der kan hjælpe et meget sygt barn. Ud fra en sådan opfattelse er det udtryk for manglende omsorg, når hensynet til mere principielle overvejelser om menneskelivets ukrænkelighed m.v. vægtes højere end hensynet til de familier, der kunne blive hjulpet. Som mennesker er vi først og fremmest forpligtede til at forholde os konkret til hinandens lidelse og velfærd.