En lang række eksperter, læger, patientforeninger m.fl. har de seneste år givet udtryk for, at de oplever prioriteringen i sundhedsvæsenet som uretfærdig, uigennemskuelig og tilfældig. De peger på, at når hr og fru Danmark går ind ad døren til det danske sundhedsvæsen, afhænger kvaliteten af deres behandling af, hvilken sygdom de har pådraget sig. De mest omtalte eksempler på uretfærdig prioritering kommer fra psykiatrien, hvor meget syge patienter afvises og udskrives for tidligt.
Men også mange andre patientgrupper beklager, hvad de opfatter som en utilstrækkelig behandling. Der tegnes et billede af, at nogle patientgrupper har adgang til en relativt privilegeret behandling, og det står fx klart, at sundhedssystemet på nogle områder er klar til at betale en meget høj pris i forhold til effekten.
Ikke mindst udgifterne til ny dyr sygehusmedicin vokser kraftigt i disse år. I 2017 blev Medicinrådet en realitet, der bl.a. skulle sikre, at den pris, man betaler, står mål med effekten, og rådets første sager har vist en vilje til at træffe prioriteringsbeslutninger, selvom det var upopulært.
Men medicin udgør trods alt kun 13 % af det samlede budget i sundhedsvæsenet, og udgifterne stiger også af mange andre årsager. Behovet for at prioritere bliver næppe mindre de kommende år. Mange patienter vil også fremover blive skuffede over at få afslag på adgang til optimal behandling. Så meget desto vigtigere er det, at prioriteringen er retfærdig.
Samtidig er der ingen tvivl om, at prioriteringsbeslutninger bliver truffet med stor omhyggelighed af politikere og sundhedsvæsen. Så er prioriteringen overhovedet uretfærdigt? Og hvordan bør man i givet fald fremme en mere retfærdig prioritering?
Det er spørgsmål, Det Etiske Råd adresserer i sin udtalelse.