Organdonation som praksis i sundhedsvæsnet er forbundet med vanskelige etiske overvejelser.
Det skyldes først og fremmest, at der er en direkte afhængighed mellem modtagerens behov for organer og et andet menneskes død. De etisk set gode rammer om organdonation må derfor indebære, at der er taget ordentligt vare på hensynet til såvel giverne som modtagerne af organer.
Mennesker med et sygdomsbetinget behov har interesse i, at det er muligt at gennemføre organtransplantationer, og at der følgelig er organer til rådighed. Men det har betydning for alle i samfundet, at den døde krop behandles med respekt og værdighed. Det har betydning for os, at det er muligt for de pårørende at have menneskelige rammer om afskeden med deres nærmeste. Og det har betydning for os, at potentielle organdonorer mødes af det offentlige med den relevante grad af respekt for deres livssyn; med respekt for, at man kan være i tvivl, og med respekt for, at det kan være grundlæggende svært at tage stilling til organdonation.
2008 | PDF | 164 sider