Fødevarer, natur og klima

AMR (der er en forkortelse for antimikrobiel resistens) er et begreb og et akronym, der beskriver mikroorganismers evne til at overleve, selvom de udsættes for antimikrobielle midler, der ellers ville dræbe dem. Alle mikroorganismer kan blive resistente (modstandsdygtige) overfor de midler, der bruges til at dræbe dem. Dette kalder man bredt for antimikrobiel resistens, og det omfatter antibiotikaresistens i bakterier, antiviral resistens i virus, antiparasitær resistens i parasitter og resistens blandt svampe.

Bakterier kan udvikle resistens overfor antibiotika. Når man siger, at en bakterie er antibiotikaresistent, betyder det, at den pågældende bakterie kan leve, vokse, dele og sprede sig til trods for, at den angribes af antibiotika.

Mange bakterier er naturligt resistente overfor en eller flere antibiotika. Men bakterier kan udvikle en form for ”unaturlig” resistens overfor antibiotika, der ellers tidligere har kunnet påvirke dem. I de tilfælde taler man om erhvervet resistens.

Globalt problem: Globalt er AMR et større problem end i Danmark. I Italien anslår OECD, at godt hver tredje infektion allerede i dag skyldes resistente bakterier. Og i særligt udsatte lande – såsom Grækenland, Tyrkiet og Indien – forventer OECD, at op imod 40% af alle infektioner i løbet af det kommende tiår vil være forårsaget af resistente bakterier.

Globale konsekvenser: Hvert år er resistente bakterier den direkte årsag til over 1 million dødsfald på verdensplan og en medvirkende årsag til over 4,5 millioner dødsfald. Eksperter vurderer at over 10 millioner mennesker hvert år vil dø af resistente infektioner i 2050.

Konsekvenser for det danske sundhedsvæsen og patienter: Fortsat udbredelse af antibiotikaresistens herhjemme og i udlandet vil gøre helt almindelige indgreb som kirurgi, kemoterapi og dialyse stadig mere risikable for den enkelte danske patient og også mere omkostningstunge for det danske sundhedsvæsen.

Enhver brug af antibiotika øger risikoen for, at bakterier og andre mikroorganismer erhverver sig antibiotikaresistens. Det vil sige, at desto mere antibiotika vi som samfund bruger til behandling af mennesker og dyr, desto større bliver risikoen for at de sygdomsfremkaldende bakterier bliver resistente og dermed uimodtagelige overfor selvsamme antibiotika. Det er med andre ord det samlede samfundsmæssige antibiotikaforbrug nationalt og globalt der er udslagsgivende for om bakterier udvikler resistens.

• I Danmark bruger man hvert år 137 tons antibiotika eller hvad der svarer til 0,1 procent af det samlede globale forbrug

• 87 tons antibiotika bliver brugt til behandling af dyr (hovedsageligt slagtesvin)

• 50 tons antibiotika til behandling af mennesker i sundhedsvæsenet

Overordnet er AMR-problemet håndteret relativt godt i Danmark. Danmark fremhæves da også undertiden i den internationale debat som et foregangsland og rollemodel for bekæmpelsen af AMR.

Sammenlignet med andre europæiske lande bruger Danmark også noget mindre antibiotika til både dyr og mennesker. Dog bruger lande som for eksempel Holland og Sverige mindre antibiotika end Danmark (til mennesker.)

Udenfor landets grænser er AMR-problemet dog i langt mindre grad under kontrol.

OECD anslår eksempelvis, at hver femte infektionstilfælde på tværs af OECD-landene i dag skyldes antibiotikaresistente bakterier. Men i nogle lande er tallet allerede højere. I Italien vurderer OECD, at hver tredje infektion skyldes antibiotikaresistente bakterier. Og i lande som Grækenland, Tyrkiet og Indien forudser OECD, at op imod 40% af alle infektioner i løbet af det kommende tiår vil skyldes antibiotikaresistente bakterier.

• Alle Det Etiske Råds medlemmer ønsker at gøre opmærksom på, at antibiotikaresistens udgør en betydelig global sundhedsrisiko på sigt

• Alle det Etiske Råds medlemmer mener, at der er brug for en forstærket indsats for at få nedbragt antibiotikaforbruget markant i den veterinære sektor

• Alle det Etiske Råds medlemmer mener, at der er behov for en forstærket indsats for på sundhedsmæssigt forsvarlig vis yderligere at nedbringe antibiotikaforbruget i den humane sundhedssektor i Danmark

På globalt, europæisk og dansk plan søger man politisk at adressere AMR-problemet indenfor rammerne af en såkaldt One Health-tilgang.

One Health-tilgangen hviler på den grundtanke, at flere forskellige typer af sundhedsmæssige udfordringer – herunder AMR-problemet – udgør sektoroverskridende og tværgående sundhedsproblemer, der på en gang påvirker og har sit udspring i såvel den humane og veterinære sundhedssektor som i det bredere naturlige miljø. Og at for eksempel AMR-problemet ikke vil kunne adresseres og håndteres fyldestgørende i én af disse enkeltsektorer alene. Som sådan involverer politiske strategier, der bygger på One-Health-tilgangen, også på en bred vifte af tværgående regulatoriske og adfærdspåvirkende politisk-økonomiske virkemidler, hvis overordnede ambition det er at virke på tværs af sektorer.

One Health er en integreret, samlende tilgang, som sigter til på bæredygtig vis at balancere og optimere befolkningers, dyrs og økosystemers sundhed. Tilgangen anerkender, at sundheden for mennesker, tamme og vilde dyr, planter, og det bredere miljø (inklusive økosystemer) er tæt forbundne og gensidigt afhængige. Tilgangen mobiliserer mange sektorer, discipliner og fællesskaber på forskellige niveauer af samfundet til at samarbejde om at fremme trivsel (’wellbeing’) og håndtere trusler imod sundhed og økosystemer samtidig med at tilgangen adresserer det kollektive behov for rent vand, energi og luft, sikre og nærende fødevarer, at der sker handling overfor klimaforandringer, og at der bidrages til bæredygtig udvikling.

Problemet med stigende antibiotikaresistens fremstilles ofte af etikere og fagfilosoffer som et eksempel på en såkaldt ’fælledens tragedie’ (fra engelsk 'a tragedy of the commons') En fælledens tragedie er en særlig type etisk problem, der opstår i de situationer, hvor et fællesskab på kort sigt overudnytter eller måske endda helt udtømmer en knap fælles ressource, som selvsamme fællesskab har en langsigtet fælles interesse i at beskytte og bevare.

Det kan give mening at forstå resistensproblemet som en tragedie på fælleden, fordi det skærper opmærksomheden på to væsentlige forhold ved denne problematik.

For det første det forhold at det samlede globale forbrug af antibiotika alt andet lige kan betragtes som et etisk nulsumsspil. Altså en etisk set dilemmafyldt og konfliktpræget situation, hvor intet enkelt individ umiddelbart vil kunne stilles bedre (ved at bruge mere antibiotika), uden at andre enkeltindivider dermed også indirekte stilles dårligere (for så vidt at deres adgang til virksomme antibiotika derved alt andet lige forringes.) Dette forhold kan også udtrykkes sådan, at vi som globalt – og for så vidt også nationalt samfund - har et afgrænset ’økologisk råderum’, der ikke ulig det velkendte finanspolitiske ’økonomisk råderum’ kan forvaltes mere eller mindre bæredygtigt på kort og på langt sigt.

For det andet henleder denne måde at se problemet på også opmærksomheden på, at det ikke blot kan være nødvendigt - men endda også etisk legitimt - at begrænse, inddæmme og regulere det enkelte individs frie valg og udfoldelsesmuligheder med afsæt i hensynet til det fælles bedste, fællesskabets fælles interesse, folkesundheden osv.