Indblik i unges tanker

At leve med psykisk sygdom

Børnerådet har talt med nogle unge, der selv er eller har været ramt af psykisk sygdom. De fortæller om de erfaringer, de har gjort sig i mødet med deres venner og skolekammerater og i deres sociale relationer i øvrigt:

• Man møder stigmatisering og tabu

• Man ved ikke selv nok om sygdommen

• Når man er indlagt, er der mange forestillinger om at være på ”galeanstalt” og andre fordomme

• Børn og unge skal have mere viden, så de bedre kan forstå og forholde sig til psykisk sygdom

• Forældre skal lære deres børn ikke at være fordomsfulde

• Der skal være mere åbenhed, og man skal selv turde fortælle og gøre en forskel

• Man skal spørge den, der er ramt af psykisk sygdom, om han eller hun har lyst til at tale om det. Man må respektere svaret – og så må man være oprigtigt interesseret i personen.

At kende nogen, der er ramt af psykisk sygdom

Psykiatrifonden har talt med unge, de har mødt, når de er kommet på besøg i klassen med fondens informationsbus. De unge fortæller om deres tanker og handlinger, når de oplever, at en nær ven eller klassekammerat har det dårligt. Vi får indblik i de svære overvejelser, unge nogle gange gør sig, når det bliver vanskeligt at tale om problemer.

Hvordan kan tegn på mistrivsel vise sig?

• Man gemmer sine problemer og har ikke lyst til at snakke med nogen

• Man trækker sig tilbage og bliver tavs

• Man holder en ”facade”

Hvad kan man gøre som ven?

• Man spørger ind til problemet, evt. ad omveje

• Man viser ægte interesse og er tydelig i sin kommunikation

• Man viser, at man stadig er der som ven

• Bare at være sammen gør en forskel – at tænke på andre ting og blive adspredt.

Hvad holder én tilbage?

• Man kan frygte, at det kan gå ud over én selv, hvis man er meget følsom og let bliver ked af det

• Man kan være bange for, hvad der åbnes op for, man tager et stort ansvar og skal derfor være klar til det ansvar – ellers er det bedre at lade være

• Man ved ikke, hvad man skal gøre, det virker stort og skræmmende og ikke til at håndtere

• Når man kommer for tæt på, kan det gøre éns ven ked af det, måske sur, og så bliver man bange for at miste sin ven.

• Det kan være svært at tale om, fordi man måske ikke helt ved, hvad éns ven fejler, eller ikke kender nok til sygdommen.